Henter kommentarer

Lau Svenssens nytårstale


Her er Lau Svenssens årlige nytårstale.

I 2020 afsporede alt pga. Corona, og det er fortsat igennem 2021. Skadevirkningerne skyldes i højere grad nedlukningerne end selve sygdommen. Heldigvis har samfundets iboende kraft til at rejse sig og opnå fremdrift vist tiltagende styrke. Vi oplever en mærkværdig form for højkonjunktur med overophedning inden for stadig flere områder i de reale erhverv, som ikke kvæles af indgreb og forbud. Samtidig er andre dele af samfundsøkonomien helt eller delvis nedlukket. Statslige hjælpeforanstaltninger er derfor fortsat i kraft. Økonomien er i respirator, og statsgælden vokser i de fleste lande. Uanset det har Danmark med et ekstremt højt skattetryk (stor offentlig sektor) en relativ lav statsgæld. Konkurrencesektoren er derimod lille i dimension og domineres af stærke nicheindustrier. Derfor har vi klaret os relativt godt.

I forhold til sidste år er der dukket en ny vigtig parameter op. Der er kommet gevaldig gang i prisstigninger i USA og EU. Det normale niveau på højest 2,5 pct. er rykket op til nu 3-7 pct. og toppunktet rammer vi formentlig i Q1. Der ikke udsigt til forbigående ”start-op inflation”. Nulpunktet er forladt for altid - med mindre der indtræffer en økonomisk krise med Fuld Stop pga. rentechok eller et børskrak. Der er nemlig tale om pres fra begge sider: Der er Demand Pull (byggeri, dyre grønne løsninger) og Cost Push pga. flaskehalse i input og kapacitet. Boom’et i priserne på transportopgaver er et godt eksempel. Corona-relaterede afbræk udløser med forsinkelse store prisforhøjelser. Flere og flere firmaer og medarbejdere mener, at nu er det deres tur til at få forbedret betalingen. Arne får jo positiv særbehandling af Sosser-staten. De private må selv tage fra – og det gør man.

Overgangen til 2022 handler om Corona

Den igangværende nye bølge Corona med Omikron udgaven kan blive sidste runde med dette problem i relation til voldsomme indgreb for at begrænse og forsinke smitten. Første generations vaccinerne har ikke haft den ønskede virkningstid til at kunne standse smittespredningen. Det var ikke et supervåben, men det eneste håb. Facit formodes i stedet at være forbedret modstandskraft ved smitte, altså et mindre alvorligt sygdomsforløb. Eksperter i Corona er forandringsparate.

Efter Omikron sandsynligvis nu brænder igennem, gælder det om at indstille Nødretstilstanden og vende tilbage til normale forhold fuldt ud. Formentlig vil Corona-immuniteten i et land som Danmark være så god som muligt om tre-fire måneder.

Herefter skal livet vende tilbage til det normale. Vi er nemlig ved at blive ramt af såkaldt ”medløbende sø” i form af en bølge af belastninger pga. udskudte sygdomsbehandlinger og forbigående fald i dødeligheden som konsekvens af et par år med unormal lav livsaktivitet. Det har givet os et længere og mere kedeligt liv. Nu svinger pendulet så den anden vej i form af følgerne af de langsigtede skadevirkninger på helbred, psykisk tilstand og velvære plus negativ udvikling i de familiemæssige forhold under nedlukningerne.

Kriser afslører kompetencen hos de ansvarshavende ”oppe på broen”. Opgaven er ikke blevet udført godt. Danskerne opfattes af magthaverne som godtroende tryghedsnarkomaner – vi er tillidsfulde men samtidig hjælpeløse. Derfor finder det tavse flertal sig i næsten alt, men holdningen kan skifte på et øjeblik, hvis sandheden ikke passer - og det går op for os. Det vil indtræffe, hvis Corona-3 fører til yderligere desperate nedlukningsindgreb, vaccinetvang og Corona-pas-tyranni.

Lande, som vil udrulle en desperat Corona-linje med overstyring, kan ende i kaos og indre opløsning. Håbet er derfor, at Omikron-udgaven vil kunne afslutte epidemien. Tiden ser ud til at løse Corona-udfordringen. Vi må opgive ideen om at ”lege gemme” og leve med risikoen.

Første kvartal 2022 kan blive toppunktet for Corona-epidemien opgjort i antal smitteramte og et højt antal indlagte på sygehusene. Nu gælder det om at holde hovedet koldt. Dømmekraften vil blive testet.

Her gør man klogt i at huske den såkaldte Sindsro-bøn. Den blev skrevet i 1932 af den amerikanske præst Reinhold Niebuhr. Indledningen lyder således:

”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting jeg kan, og visdom til at se forskellen”. Anonyme Alkoholikere er blevet kendt for at bruge denne bøn.

Efterspillet til Corona bliver politisk ballade om ansvaret i superstaterne

Perspektivet for 2022 er efter min opfattelse, at Corona vil brænde ud og blive overstået i I-landene. Hvis der i stedet kommer et højdepunkt med indførelse af ekstreme nedlukninger og tvangsvaccination vil det kunne udløse en rystelse af den kendte samfundsorden i en række vestlige lande med udlevede demokratiske magtforhold. Det vil blive et opgør med den akademiske magtelite og de gamle politiske partier, som er vævet tæt sammen.

Vi er for længst nået frem til et punkt i historien med latent behov for afgørende reform af strukturen med bureaukratisk lovstyre og centralisme i superstaterne. Borgerne fremmedgøres af et system, som påstås at repræsentere dem. Det er Systemet, som har overlevet sig selv. Det kører bare videre på overtid indtil der kommer en storm og ryster det hele omkuld.

Men ting tager tid. Luther fremsatte i 1517 sine 95 teser og Gudsforståelse. Det satte gang i et opbrud, som førte til Reformationen. Protestanterne forlod den daværende katolske kirke. Men Luther var ikke først. Jan Hus i Prag blev dømt som kætter og brændt på et bål i 1415 for lignende tanker. I dag kan man finde hans indsats videreført hos Brødremenigheden i Christiansfeld for Danmarks vedkommende. Tidsspørgsmålet gælder også fremadrettet. Frankrig blev ikke revet med i Reformationen. Til gengæld mener historikere at kunne trække en klar linje fra Reformationen i Nordeuropa til den franske revolution i 1789. Her røg låget af magtvældet i Frankrig. Ting tager tid i samfundsforhold.

Den gamle magtelite søger at fastholde deres greb og er parat til at strække sig langt. Umiddelbart forud for årets klimamøde i Glasgow blev der afholdt et formøde i Rom mellem de ledende I-lande. Efter magtskiftet til Demokraterne med Biden i spidsen er der enighed. Den grønne emotivisme er så stærk en kraft, at de gamle partier i Vestlandene er nødt til at rette ind. De overtager den grønne dagsorden - og derfor nedsættes tempoet straks til mere realistiske mål. De gamle partier og ledere kan nu markedsføre sig som grønne forkæmpere. Man ønsker at kvæle truslen fra et nyt Ungdomsoprør – og Greta Tunberg udtrykker da også sin utilfredshed med ordene: BLAH, BLAH, BLAH.

Når ting går galt for magteliten, gælder det om at nedtone sagen og få ansvaret til at forsvinde ud i den blå luft. Corona kan komme til at ende med en kulmination her i Q1, hvor sygdommen raser ud og ebber ud. Indsatsen vil så komme til at ligne en anden stor fadæse, som fandt sin afslutning i 2021: kapitulationen i Kabul med et brat stop for 20 års militær indsats i landet. Vietnam varede for USA’s vedkommende halv så lang tid.

Sejren har mange fædre. Nederlaget må derimod lede efter sine. Politisk bærer alle gamle partier i de involverede vestlande, herunder Danmark, ansvaret for Afghanistan-forløbet. Alle magthavere har fået snavs på fingrene, så man prøver at glemme det hele. Der er en slående kontrast til den politiske korrekthed med rigtige meninger og minimalistisk lovfortolkning, som Inger Støjberg netop er blevet fanget i og dømt for.

Dybest set handler det om problemet med sammenblanding af den lovgivende og udøvende magt: Parlamentarismen. Det er skæbnens ironi, at partiet Venstre, som fik indført ordningen i 1901, selv var i regering. Hvis Støjberg bare var forblevet stille, kunne sagen vel være blevet ”handlet af”.

Danmark er en aftaleøkonomi (den danske model eller pampervælde). På partiplan kan man holde hånden over hverandre – ellers havde der formentlig været talrige rigsretssager her i landet. Minksagen og Politiets adfærd kommer næppe under lovkyndiges lup. Systemet skal jo overleve.

The rest is silence – det gælder for 20 års fejlslagen indsats i Afghanistan og to års Corona-mismanagement.

Superstater som Danmark med ekstrem stor skattefinansieret økonomi og centralistisk styring er ramlet ind i en mur. Hvad bliver vejen frem: Ingen ændringer, renovering, reformation eller revolution?

Det er kun et spørgsmål om tid og procesforløb. De gamle vestlande er endt i en demokratisk blindgyde.

Hvordan er udsigten så for 2022: Slutpunkt for Corona – opsving og tømmermænd

Lad mig nu skifte emne og tale om de konkrete udsigter og udfordringer i det kommende år. Som nævnt ser Corona-udgave 3 ud til at blive den sidste omgang, som håndteres indædt af statsmagten. Immuniteten vil være blevet så god som muligt. Yderligere indgreb vil blive opfattet som overgreb fra magtelitens side. They are fighting the last war.

Der er udsigt til et skift til Nye Normalforhold uden særlige hensyn til Corona smitterisiko. Vi skal finde ind i nye rammer og igen tage på ferie i udlandet uden checkpoints. Situationens generalstab kan pakke sammen og gå hjem.

En række erhverv har været lukket helt, og de skal tilbage i fuld drift. Der er vel en chance for ”Brølende Tyvere” i det kommende år, når vi alle skal slå gækken løs. Der findes et stort opsparet behov for at opleve noget godt og livsbekræftende igen. Frygtens paralysering er overstået.

De producerende erhverv oplever næsten en højkonjunktur. Købekraften slippes tilsyneladende løs her, og alt for lave renter har sat gang i stor byggeaktivitet. Bemærk: Det sker oppefra og nedad i pris. Offentligt byggeri af tidligere vedtagne langstrakte projekter med supersygehuse, infrastruktur i storbyerne og en fast forbindelse til Femern var allerede i gang og kører videre. Næste trin bliver enorme grønne investeringer. For alle disse ting er der et fælles kendetegn: levetiden er meget lang og afkastet lavt (noget vil være negativt).

Den rigtige virkelighed melder sig på ny, og dermed tømmermænd. Regningen for Corona-tiltagene og følgevirkningerne skal betales. Inflationen stiger allerede drastisk, og renterne vil følge efter opad. Pengeflommen har været investeret passivt og givet et selvforstærkende boom i prisen på de eksisterende boliger og aktierne. I 2021 har det på aktiemarkedet ført til en koncentreret satsning på få vinderaktier, nemlig IT-giganterne i USA. Her hjemme har en lignende mekanik udfoldet sig med sværvægterne Novo Nordisk og A.P. Møller – Mærsk i front. Konsekvensen er, at børsboblen er pustet yderligere op for de hotte anføreraktier, mens resten fortsat har et acceptabelt prisniveau.

Perspektivet for 2022 er derfor et forløb, hvor vi skal til at se på bagsiden af medaljen - selv om økonomien forventes at vokse pænt med formentlig +4,5 pct. globalt. Tiltrængte rentestigninger er blevet udskudt alt for længe, og det udgør en farlig situation. Det samme gælder for FAANG+ aktiesegmentet i USA.

Obligationer er YT. Fast ejendom bør efter min opfattelse finansieres via lange lån med fast rente. Aktiemæssigt gælder det om at være agtpågivende, da stabiliteten kan forsvinde på et splitsekund. Man må prøve at finde frem til aktier med høj kvalitet i kraft af teknologi og markedsposition samt satse på segmenter med upside mulighed fra stigning i salgspriserne, fx olie og naturgas. Kobber og aluminium tegner også godt pga. enormt behov i den grønne omstilling. Ædelmetallerne guld, sølv og platin skal følges nøje og benyttes som den sidste Safe Haven, hvis alt styrter i grus.

Omskift i markedet er altid svære at forudse og er ofte farlige. Jeg forventer (ligesom sidste år, da det endnu ikke er indtruffet) en bred exit fra USA-aktiver og dermed kursfald. Inflow af penge vil gå til EU og Emerging Markets. Jeg har her i december skrevet otte artikler om de vigtigste muligheder. I kan finde dem hos EuroInvestor eller på hjemmesiden svenssentudborg.dk.

Min tale kan også læses som dokument, og her er der links til de omtalte artikler med drøftelse af de konkrete udsigter for første halvår 2022. Mere end seks måneder kan man næppe prøve at se frem. Alle disse vurderinger er ene og alene mine egne, skal jeg huske at sige.

Lad mig slutte med en amerikansk advarsel (kendt fra nationalparkerne): BE BEAR AWARE

Til slut vil jeg gerne sige tak til jer lyttere for positiv interesse for Millionærklubben igennem nu 10 år og på Mio-holdets vegne ønske jer Godt Nytår.

Gud bevare os danskere.