Henter kommentarer

Simon Richard Nielsen: Pas altid på de finansielle købmænds salgssnak - det er de grønne aktier et godt bevis på

Foto: Vestas
Vis mere

Den hidsige debat om den grønne omstilling har lokket mange til at investere i virksomheder som Vestas og Ørsted. Men de seneste resultater fra den danske vindmøllegigant afspejler ikke den store klimainteresse. Problemet med investeringer i megatrends er nemlig, at markedet indregner den indlysende fortælling på et splitsekund.

Bedst som verdens ledere er samlet for at sætte skub på den grønne omstilling, rasler de grønne aktier ned på markedet. Udviklingen er en smertelig huskekage til alle, der investerer efter tidens globale megatrends.

Vestas og Ørsted er også på verdensplan det finansielle markeds grønne superstjerner. Netop nu burde de shine på børsen. Aldrig før har der været så massivt et fokus på den grønne omstilling, mens verdens politiske ledere til klimamødet i Glasgow forsøger at finde en vej mod mindre udledning af CO2.

Alle er enige om behovet. Selv hvis COP26 havner i endnu en halvfesen international politisk aftale, er der enighed om, at omstillingen til mere grøn energi fordrer massive investeringer i de kommende mange år.

På den måde har klimakrisen udviklet sig til en af de stærkeste fortællinger om en global megatrend, der præsenterer en lysende klar investeringscase. Men så kom Vestas’ kvartalsregnskab i sidste uge.

Vestas melder om vækst i omsætningen. Men virksomheden formår ikke at hive nok ud på bundlinjen til aktionærerne. Money talks. Fredag eftermiddag kunne vi konstatere, at Vestas har tabt 24 procent på en uges tid. Mandag til fredag i sidste uge er markedsværdien gået fra 282 til 215 milliarder kroner Det svarer til, at hele Chr. Hansen forsvandt fra fondsbørsen.

Nedturen i Vestas har forplantet sig til vindkonkurrenter som Nordex og Siemens Gamesa, hvilket er naturligt, da Vestas forklarer problemerne med flaskehalse i de globale forsyningslinjer.

Men stort set over hele linjen af grønne aktier er der svaghed i geledderne. Udviklingen har sat sig i det globale investorhit iShares Global Clean Energy, hvor Vestas og Ørsted i øvrigt udgør 13 procent af værdien tilsammen.

iShares Global Clean Energy er en børsnoteret fond, der sælges af verdens største kapitalforvalter Blackrock. Det er en ETF, der følger udviklingen på i alt 76 forskellige virksomheder, der har en eller anden form grøn energi i forretningsmodellen.

Fonden har mistet fem procent i løbet af ugen.

iShares Global Clean Energy-fonden har også tiltrukket tusindvis af danske investorer, der nemt og relativt billigt kan få en bred eksponering til den grønne omstilling. Men nogen god investering har det ikke været, hvis man først er kommet med ombord i år.

Siden toppen i januar i år er iShares Global Clean Energy således faldet 28 procent. Set over en længere periode ændrer det ikke på, at grønne aktier har været fantastiske med et afkast på 216 procent inklusive udbytter.

Her er det nemt at drage et par letkøbte konklusioner om easy come easy go og den slags trivialiteter. Og sandt at sige gik det da også lige lovligt stærkt i det grønne investeringsunivers i 2020.

Men årets og ikke mindst den seneste uges udvikling minder os alle om en vigtig lektie, når de finansielle købmænd sælger historier om globale megatrends, der er så fængende og letforståelige, at alle kan være med.

Problemet med investeringer i megatrends er nemlig, at markedet indregner den indlysende fortælling på et splitsekund. Når du hører om de uendelige muligheder for at tjene penge på den aldrende befolkning, digitalisering og som her: klimaet – så vær sikker på, at alle andre også har hørt om det.

Nobelprisøkonomen Eugene Fama var den første til at påvise, at al tilgængelig information altid vil være indregnet i kurserne. Hypotesen om de efficiente markeder er siden blevet påvist igen og igen i de efterhånden utallige analyser, der viser, at de fleste investorer i gennemsnit og over tid ikke kan lave et afkast, der er højere end det afkast, markedet i gennemsnit kan levere.

Herhjemme har professor Michael Møller fra CBS udtrykt det lidt mere pædagogisk med hans DAKOLOS-mantra: »De Andre Kan Også Læse Og Skrive«, som Michael Møller har sagt det igen og igen.