Henter kommentarer

Simon Richard Nielsen: Verdens værste skat - sådan snupper staten din opsparing uden at røre en finger

Her ses Federal Reserves topchef, Jerome Powell
Her ses Federal Reserves topchef, Jerome Powell Foto: Kevin Lamarque
Vis mere

Låntagerne får i pose og sæk. Med super lave renter og stigende priser generelt i samfundet bliver der høvlet af gælden, uden låntagerne behøver at røre en finger. Staten er også låntager – og det er borgerne, der betaler gennem den usynlige inflationsskat.

Bag al virakken om den stigende inflation gemmer der sig en større og mere alvorlig historie. En historie, som sjældent bliver belyst.

Det er såmænd ikke, fordi man kan klandre nogen eller noget for, at vi ikke taler om inflationen.

De fleste medier har gennemtærsket fænomenet og fokuserer forståeligt på historier om, hvordan prisstigninger på alt fra strøm, benzin og en række dagligvarer gør livet mere surt for forbrugerne.

Erhvervsmedierne giver mikrofonen videre til virksomhederne, der fortæller om pres på omkostningerne.

Tidens hotteste tema blandt økonomer og på de finansielle markeder er uden tvivl inflation.

Kort før weekenden kunne Danmarks Statistik fortælle, at inflationen i Danmark har nået 3,4 procent og i USA – hold fast – 6,8 procent.

For et par uger siden fik vi tilmed den amerikanske centralbanks ord for, at fænomenet med stigende priser i samfundet ikke er midlertidigt, hvilket centralbankchef Jerome Powell hårdnakket havde fastholdt, siden inflationen begyndte at stige i midten af 2021.

Problemet med høj inflation rækker imidlertid længere ud end højere priser i butikkerne. Den helt store skadelige virkning er, at inflation reelt kan virke som en usynlig skat, som borgerne betaler til staten.

Når renterne er lave, og inflationen stiger, flytter man reelt enorme mængder af værdi fra opsparere til låntagere. Inflation som skat er uhyggelig effektiv, og for forgældede stater er det et nærmest magisk værktøj.

Uden brug af upopulære reformer og »rigtige« skattestigninger, kan en stat over en årrække gennem inflationen inflatere sig ud af selv en tårnhøj gæld. Ingen står direkte til ansvar – inflationen kommer som en tyv om natten og æder af borgernes købekraft.

Når staten eller andre låntagere – som for eksempel boligejere – låner 100 kroner ved at sælge obligationer, så falder obligationens reale værdi rent matematisk med samme takt som inflationen. Med en årlig inflation på fem procent er en obligation med en hovedstol på 100 kroner altså 95 kroner efter et år.

Opsparerne har i dette simple eksempel mistet fem procent i købekraft, mens låntagernes reale gæld er faldet med fem procent – helt uden afdrag.

En anden måde til at se inflationsskatten er statsgældens størrelse relativt i forhold til bruttonationalproduktet. I USA er gælden vokset til omkring 125 procent af bnp efter snart to års håndtering af pandemien. Vi er langt ude over det punkt, hvor økonomer normalt bliver alvorligt bekymrede.

Amerikanernes statsgæld er på denne relative målestok i dag lidt over samme niveau som på tidspunktet for Anden Verdenskrigs afslutning. Hvordan klarede amerikanerne sig ud af den knibe?

Svaret er inflation. I takt med, at økonomien vokser sig større og større i løbende priser – godt hjulpet af inflationen – falder gælden i forhold til bnp markant, når inflationen er høj.

Inflationsskat kaldes også seigniorage, når magthavere betaler renter og afdrag på statsgæld ved at printe nye pengesedler. Udvanding af kongeligt udstedte mønter har været et flittigt brugt middel historisk, når gælden skulle afdrages.

I vor tids moderne version af seigniorage har økonomen Ronald McKinnon ligefrem forsøgt at gøre det til en egentlig teori og betegner dette som financial repression – finansiel undertrykkelse.

De finansielle markeder har såmænd allerede taget bestik af situationen. De lange renter på statsobligationer, eller realkredit for sags skyld, er stigende. Investorerne forlanger mere for at betale gildet.

Ser vi på det reale afkast – altså den effektive rente – når man køber en tiårig tysk statsobligation og dertil fratrækker inflationen for at give det realistiske billede af denne investering, er der umiddelbart noget at give af endnu. Ja, vi er sådan set for længst strøget ud i den absurde ende af skalaen for negative reale renter.

Realrenten på tiårige tyske statsobligationer er nu rekordlave minus 5,5 procent. Det er altså lige nu den belønning, som investorer kan forvente at få, hvis man låner penge til den tyske stat.

Med de høje inflationstal fra USA in mente er der selvfølgelig al mulig grund til, at Federal Reserve bremser helt op for obligationsopkøb og hæver renten i et hurtigere tempo, end markedet og økonomerne regner med.

Dette er dog ingen garanti for, at centralbanken rent faktisk gør det med så stor beslutsomhed, at det vil dæmpe inflationsforventningerne uanset. Kald mig bare sølvpapirshat – centralbanken og regeringen har jo et incitament til at lade inflationen ligge på et ganske højt niveau i en længere periode for netop at inflatere sig ud af gælden.

Og hvem ønsker at være den centralbankchef, der veksler opsvinget til en lang arbejdsløshedskø?

Siden finanskrisen har vi talt om TINA – There Is No Alternative – som en kæk kommentar til, at aktiemarkedet er det eneste sted at være investeret, og med de lave renter er TINA mere aktuel end nogensinde.

Hvis kombinationen af relativt lave renter og moderat høj inflation folder sig ud, skal investorerne for alvor overveje, om TINA skal have selskab af lidt guld og sølv – præcis som vi så det i 70erne, hvor vi senest havde inflation: Guld og sølv klarede sig i dette årti langt bedre end aktierne.