Henter kommentarer

Pensionsselskab sender 1,7 mia. kr. tilbage til kunderne


Efter et godt år sender PFA 1,7 mia. kr. tilbage til pensionsselskabets 1,3 mio. kunder.

Det oplyser PFA i en pressemeddelelse.

»Vi er til for vores kunder, og alt hvad vi gør, kommer vores kunder til gode. Jeg er stolt af det stærke og robuste kundefællesskab, som vi i PFA har med vores 1,3 mio. kunder. Et fællesskab, der betyder, at vi endnu engang kan sende 1,7 mia. kr. tilbage til vores kunder,« udtaler administrerende direktør Ole Krogh Petersen.

Pengene lander hos PFA-kundernes pensionsdepoter som en del af selskabets kundeejerskabsmodel, hvor overskud deles med kunderne.

Det er i år 20 år siden, at PFA for første gang sendte penge tilbage til kunderne, og gennem den periode har pensionsopsparerne hos landets største pensionsselskab fået tilsammen 26 mia. kr. i overskudsdeling.

Fremover vil forretningen af kundernes individuelle KundeKapital blive hævet til 10 pct. fra 8 pct. Dermed bliver det mere attraktivt at være en del af pensionsselskabets kundefællesskab, lyder det fra PFA.

»Med en højere forventet forrentning bliver KundeKapital endnu mere attraktivt. Ændringerne i modellen for PFA KundeKapital giver os mulighed for at sætte den forventede forrentning op til 10 pct. Det er en høj forrentning, hvis man sammenligner med det forventede afkast fra en balanceret pulje af aktier og obligationer,« udtaler Ole Krogh Petersen.

PFA forvalter over 600 mia. kr.