Henter kommentarer

Aktiestrateg fremhæver dansk aktie: 'Det er ikke helt ringe'

Aktiestrateg Michelle Nørgaard fra Jyske Bank har rosende ord om en dansk aktie.
Aktiestrateg Michelle Nørgaard fra Jyske Bank har rosende ord om en dansk aktie. Foto: PR
Vis mere

Et fornuftigt køb til porteføljen. 

Sådan omtaler Michelle Nørgaard, aktiestrateg i Jyske Bank, aktien i forsikringsselskabet Alm. Brand.

Det fortæller hun i fredagens udgave af Euroinvestors podcast, Millionærklubben.

»Jeg havde den med i 2024 som en af aktierne, der ville gøre det rimelig okay. Det afspejlede aktiekursen i hvert fald også. Generelt synes vi, Alm. Brand har en ganske god stand,« siger hun.

En af grundene til, at Michelle Nørgaard har fidus til aktien, er, at selskabet har høje udlodninger, som man ifølge aktiestrategen ikke ser andre steder, når man sammenligner med andre skadesforsikringer i Norden.

Desuden fremhæver hun selskabets aktietilbagekøbsprogram på 1 mia. kr. samt en »særlig« udbyttebetaling, der bliver lanceret i årets første kvartal på 600 mio. kr.

»Det betyder, hvis vi skal kigge på hele perioden fra 2024 til 2026, at du har et udlodningsafkast, der svarer til 28 pct. af selskabets markedsværdi. Det er ikke helt ringe, kan man sige,« lyder det fra Michelle Nørgaard.

Bliv klogere på Alm. Brand-aktien blandt en masse andre i fredagens udgave af Millionærklubben, hvor også Lau Svenssen var gæst, og spørgsmål fra lytterne blev besvaret.