Aktien i chipproducenten Wolfspeed steg mandag mere end ti gange på én dag – fra 1,21 dollar fredag til hele 20,89 dollar ved lukketid.I eftermarkedet fortsatte kursen op til over 24 dollar. Det svarer til en stigning på mere end 1.600 pct.
Bag kursraketten gemmer sig dog en teknisk manøvre. Som led i konkursplanen blev alle hidtidige aktier annulleret, og de gamle aktionærer står tilbage med kun en brøkdel af nye aktier.
Den voldsomme kursstigning skyldes med andre ord ikke et mirakuløst comeback, men en teknisk ændring.
Handlen blev midlertidigt suspenderet af SEC på grund af den ekstreme volatilitet, men genoptaget i de sidste handelstimer. I eftermarkedet steg kursen yderligere til over 24 dollar.
Baggrunden er, at Wolfspeed netop er trådt ud af en konkursproces. De gamle aktier blev annulleret, og investorerne får i stedet tildelt nye aktier i et langt mindre antal. Hvor der før var omkring 156 mio. aktier, er der nu kun knap 26 mi. i fri handel, skriver Business North Carolina.
Det gør udbuddet meget mindre – og kan presse kursen voldsomt op, når efterspørgslen stiger. Handlen var så hektisk, at de amerikanske børstilsynsmyndigheder (SEC) i flere timer måtte sætte aktien på pause.
Kursbevægelsen har også påvirket spillere i Millionærklubbens Aktiespil. Der er cirka 70 spillere, der har Wolfspeed-aktien, og deres portefølje bliver nu tjekket for at sikre, at afkastet er rigtigt. Trods mandagens kursfest er virkeligheden nemlig barsk for de oprindelige investorer.
Ifølge konkursplanen blev mere end 95 pct. af værdien i Wolfspeed-aktier udryddet, samtidig med at selskabets gæld blev kraftigt reduceret. Det vil også blive afspejlet i aktiespillet.
Wolfspeed, der holder til i North Carolina, arbejder på at udskifte traditionelle siliciumchips med såkaldt siliciumkarbid. Materialet tåler mere varme og er derfor velegnet til bl.a. elbiler og solceller. Wolfspeed bygger netop nu en chipfabrik til 5 mia. dollar i North Carolina med hjælp fra amerikanske statsstøtteordninger.
Selvom konkursen reelt slettede over 95 pct. af den tidligere værdi og reducerede gælden, tror mange spekulanter, at “det værste” nu er indregnet. Som investeringsmediet Motley Fool skrev: Havde man købt aktier for 1.000 dollar fredag, kunne de have været 18.000 dollar værd mandag.
Wolfspeed, tidligere kendt som Cree, har en lang historie med LED-teknologi, men kæmpede med økonomien de seneste år. Den tidligere topchef blev fyret i november, og i sommer nåede kursen helt ned på 39 cent, inden konkursen blev indgivet.




