Henter kommentarer

Amerikansk legetøjsproducent ramt af toldusikkerhed: Sænker forventningerne til året

Barbie-filmen havde blandt andre skuespillerne Margot Robbie, Ryan Gosling og Will Ferrell på plakaten.
Barbie-filmen havde blandt andre skuespillerne Margot Robbie, Ryan Gosling og Will Ferrell på plakaten. Foto: Mike Blake/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Mattel sænker sine forventninger til 2025, og den beslutning kommer i kølvandet på, at der fortsat er stor usikkerhed om told og verdenshandel.

Det fremgår af selskabets regnskab for andet kvartal, og det huer ikke investorerne, der i formarkedet sender aktien ned med 4,4 pct.

Et samlet salg på lidt over 1 mia. dollar og en indtjening pr. aktie på 0,16 dollar i andet kvartal er et resultat, der er en smule lavere end samme kvartal sidste år.

Det skyldes blandt andet en stor tilbagegang i det nordamerikanske marked, men topchef Ynon Kreiz fortæller til Wall Street Journal, at man forventer en stærk julehandelsperiode.

»Der er stadig potentiale for, at globale handelsdynamikker i den bredere økonomi kan skabe generel usikkerhed omkring forbrugernes efterspørgsel i den sidste halvdel af året,« siger Ynon Kreiz og tilføjer:

 »Men vi tror, vi er godt positioneret til at vokse.«

Topchef Ynon Kreiz ses her til venstre i billedet, hvor han er i fuld gang med at skrive sin autograf på en Barbie-bil. Vis mere

Mattel trak tidligere på året sine forventninger til 2025 tilbage, da den amerikanske præsident Donald Trump annoncerede sine toldsatser.

Selskabet venter dog nu at blive ramt noget mindre end først frygtet.

Told-relaterede udgifter ventes at påvirke selskabet negativt med 100 mio. dollar, hvilket er noget mindre end det første estimat, der lød på 270 mio. dollar, skriver The Wall Street Journal.

Læs også: Kendt investor om sin største position: Det er den, der kan stige mest

Legetøjskæmpen har valgt at genindføre sine forventninger til 2025, men de er noget lavere end det, som der tidligere er blevet meldt ud.

Salget ventes at vokse med mellem 1 og 3 pct., hvilket tidligere var mellem 2 og 3 pct.

Den justerede indtjening pr. aktie ventes ligeledes at lande lidt lavere. I 2025 forventer selskabet en indtjening i mellem 1,54 og 1,66 dollar pr. aktie.

Det var tidligere mellem 1,66 og 1,72 dollar pr. aktie.

Mattel står blandt andet bag kortspillet Uno og Barbiedukkerne, hvoraf sidstnævnte er blevet filmatiseret af Hollywood i 2023, da filmen 'Barbie' landede i biograferne. Ifølge IMDb har filmen omsat for 1,4 mia. dollar på verdensplan.

Mattel-aktien er steget med 7 pct. det seneste år.

Læs også: 

Læs også: