Henter kommentarer

De lokker med løfter om hurtige og store gevinster – og lykkes med at snyde for millioner


Løfter om hurtige og nemme penge har fået kriminelle til at lykkedes med at lokke 113,7 mio. kr. ud af danskerne i første halvdel af 2021.

Det skriver Finans Danmark i en pressemeddelelse.

Ofre for investeringssvindel bliver ofte lokket med store og hurtige gevinster – blandt andet indenfor kryptovaluta, ejendomme eller værdifulde metaller. Men i virkeligheden findes investeringsobjekterne ikke og i stedet går ofrenes penge tabt og lander i hænderne hos de kriminelle bagmænd.

En af metoderne kan være falske annoncer med kendte mennesker, der fortæller om investering i kryptovaluta, der hurtigt kan gøre dig rig. Kendte ansigter som erhvervsmanden Jesper Buch, skuespiller Mads Mikkelsen og journalist Jes Dorph er blandt andet blevet misbrugt i sådanne annoncer, der har floreret på sociale medier.

»Jeg er blevet kontaktet af folk, som meget frustrerede, flove og kede af det skriver til mig og spørger, om jeg kan hjælpe dem, og det har jeg meget svært ved. Men vi snakker blandt andet om pensionister, som måske har sendt 70.000 kroner afsted efter det. Det slår mig lidt ihjel indeni, at der er folk, der sidder og snyder vores svage og ældre borgere,« lød det i sommer fra Jesper Buch i radioprogrammet Orientering på P1.

Landets pengeinstitutter kunne i første halvår af 2021 melde om 676 sager om investeringssvindel, og de kriminelle havde forsøgte at svindle for hele 113,7 mio. kr., hvilket er det største beløb til dato. I alt slap de afsted med 39,4 mio. kr.

Sidste år slap de kriminelle afsted med at svindle for 67,9 mio. kr. ved at love hurtige gevinster, mens tallet i 2019 var 53 mio. kr.

Ofrene kan blive snydt for få tusinde kroner, mens andre bliver ofre for investeringssvindel i millionstørrelsen.

Aktiver den sunde skepsis

For at undgå at blive ramt bør man »aktivere sin sunde skepsis«, lyder det fra digitaliseringsdirektør i Finans Danmark, Michael Busk-Jepsen.

»Hvis noget virker for godt til at være sandt, så er det som oftest for godt til at være sandt,« udtaler han i pressemeddelelsen og tilføjer:

»Vi kan konstatere, at denne svindelmetode vokser for tiden. Både her og i udlandet. Og flere penge havner hos de kriminelle. Den eneste måde, det kan stoppes på, er ved at lade være. Hold dig væk. Få paraderne op og tro ikke på hurtige penge ved smarte investeringer. Og mener du alligevel, at tilbuddet er troværdigt, så få en rådgiver med ind over, der kan vurdere det for dig,«

Læs også: Så mange danskere risikerer at blive ramt af højere aktieskat

Læs også: Denne form for investering har fået tæsk i år