Henter kommentarer

Den Europæiske Centralbank holder fast i renten - og rentefald kan snart være fortid, lyder det fra eksperter

Den Europæiske Centralbank er ledet af Christine Lagarde, der har en fortid som chef for IMF og finansministeri Frankrig.
Den Europæiske Centralbank er ledet af Christine Lagarde, der har en fortid som chef for IMF og finansministeri Frankrig. Foto: Olivier Matthys/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Den Europæiske Centralbank også forkortet ECB holder fast i renten, og dermed fortsætter den europæiske styringsrente med at hedde 2 pct.

Det er fuldstændig, som forventet af mange analytikere og økonomer.

Efter hele otte rentenedsættelser på et år kan en lavere styringsrente snart være fortid. En økonomi i bedring og en inflation omkring de 2 pct. får ECB til at kalde renteniveauet passende.

»Vi er et godt sted,« lyder det blandt andet fra Christine Lagarde, der er chef for centralbanken.

Hun holder fast i, at fremtidige beslutninger er afhængig af data, og centralbanken vil holde mulighederne åbne.

Om vi har fået den sidste rentenedsættelse fra Den Europæiske Centralbank vil fortsat være et åbent spørgsmål, lyder det fra Rune Thyge Johansen, der er analytiker hos Danske Bank.

»Det er fortsat uklart, om ECB leverer én sidste rentenedsættelse i september eller ej. Markedet vurderer i øjeblikket en 40 pct. sandsynlighed for én sidste rentenedsættelse i september. Det bliver derfor interessant at høre, om ECB’s chef, Christine Lagarde, kommer med nogle signaler om, hvad der kan ske med renten i september,« skriver han i en kommentar.

Hos Arbejdernes Landsbank er cheføkonom Jeppe Juul Borre dog ikke sky med, hvad han tror på.

Der kommer nemlig kun én enkelt rentenedsættelse mere i år, og den kommer i september. Det er konklusionen fra cheføkonomen.

Han peger på, at det også betyder, at der ikke er meget mere rentefald i sigte.

»Mange boligejere med variabel rente har mærket striben af rentenedsættelser fra ECB og Nationalbanken. De fleste boligejere med F-kort, som har halvårlig rentebinding, har kunne konstatere et rentefald på omkring 1,6 procentpoint gennem det seneste år. Vi forventer, at langt det største rentefald har fundet sted,« siger cheføkonomen.

Hvor Arbejdernes Landsbank forventer en rentenedsættelse i år, så tror Totalkredit på to rentenedsættelser i år, og det skyldes en noget lunken europæisk økonomi.

»Væksten i Europa er dog ikke prangende, og selvom dagens erhvervstillidsmåling viser lidt bedre takter, så er inflationspresset væk, og vi forventer, at ECB bliver nødt til at sætte renten ned to gange mere for at holde hånden under væksten og undgå at inflationen bliver for lav,« lyder det fra chefanalytiker hos Totalkredit, Sune Malthe-Thagaard.

»Derfor kan boligejere med F-kort se frem til at få en yderligere besparelse på deres boliglån til nyt, når renten igen skal fastsættes. Men så er vores bedste vurdering, at det også er slut med billigere f-kortlån.«

Læs også: 

Læs også: