Henter kommentarer

| Opdateret

Forudsigelse: Sådan kan det gå danske aktier resten af året


Danske aktier er siden årets begyndelse steget næsten 11 pct.

Danske aktier kan dog – målt på C25-indekset – ende »på niveau eller svagt højere« ved årets udgang, lyder vurderingen fra Danske Banks senior investeringsstrateg Lars Skovgaard Andersen.

»Jeg vil sige, at danske aktier – målt på C25-indekset – kommer til at gøre det som markedet som helhed. De kommer til at gøre det fint, men spørgsmålet er, om de kommer til at stige eller falde. Det er 50/50 med så kort en tidshorisont,« lyder det fra investeringsstrategen.

Læs også: Wall Street-legende: Der er ikke meget kurspotentiale herfra

Han understreger, at han ikke er bekymret for danske aktier på langt sigt, og at det over tid er godt at have aktier. Investorer vil altid opleve udfordringer og tilbagefald i aktiemarkedet. Risikoen for at aktierne falder tilbage er dog noget større på kort sigt, vurderer Lars Skovgaard Andersen.

»Risikoen for, at aktierne ender lavere, er høj på kort sigt. Det skyldes momentum i det generelle marked samt udsigten til rentestigninger. Det vil ramme vækstaktierne, som vi finder på både det danske og amerikanske aktiemarked,« udtaler han.

»Hvis du har penge på lommen, som du skal bruge 1. januar, skal du ikke gå ud og sætte dem i aktier nu her. Det er for risikabelt. Det gælder om at investere langsigtet,« tilføjer han.

Han fremhæver, at investorerne er kommet henover september, hvilket fjerner en smule usikkerhed, da måneden historisk har været svag på aktiemarkederne.

Læs også: Forudser stort skifte i markedet: Dette kan blive de nye vinderaktier

»Nu er vi så i oktober, hvor der historisk har været en lang række store aktiefald. Hvis vi kan undgå det i år, så lover det godt,« udtaler han. Det store krak på Wall Street i 1929 og Sorte Mandag-krakket i 1987 skete eksempelvis begge i oktober.

Lars Skovgaard Andersen hæfter sig ved, at vi er på vej ind i en regnskabssæson, hvor investorer især vil holde øje med, hvordan blandt andet flaskehalse, pres på værdikæderne og stigende lønpres påvirker selskaberne. Det gør dog ikke aktierne mindre interessant end tidligere, forklarer han.

»Aktierne er blevet billigere i år i forhold til hvor de startede, fordi de bagvedliggende selskaber har leveret på indtjeningen. Det skal de stadig kunne gøre, og det bliver helt afgørende for, hvordan selskaberne klarer regnskabssæsonen,« udtaler han.

Det danske C25-indeks er steget 10,9 pct. siden årets begyndelse. Noget bedre er det gået i Sverige, hvor OMX30-indekset er steget 21,6 pct., mens det toneangivende tyske aktieindeks, DAX-indekset, er oppe 10,7 pct.

Europæiske aktier har som helhed klaret sig noget bedre. De er - målt på Stoxx600-indekset steget 17 pct.  Bedst er det gået det brede amerikanske S&P 500-indeks, der siden årets begyndelse er steget 26 pct. Ser man på udviklingen i globale aktier som helhed, så er de steget 22 pct.

Læs også: Chefstrateg: Hobbyinvestoren bør ikke svede

Læs også: Renterne brager i vejret - og det kan blive endnu værre