Henter kommentarer

Kurstæsk til Danske Bank - det er der sket


En stækket indtjeningsevne kan forklare, hvorfor markedet sender Danske Bank-aktien i rødt.

Sådan lyder det fra Nordnets investeringsøkonom Per Hansen i fredagens udgave af Millionærklubben. Det sker efter, at Danske Bank fredag morgen har fremlagt friske regnskabstal. Markedet har reageret ved at sende Danske Bank-aktien ned med næsten 5 pct. Aktien dykkede med op mod 7 pct., da børshandlen blev skudt i gang fredag formiddag. Siden har kursen dog rettet sig en smule.

Læs også: Bekymret for udviklingen – 'Vi er et såret dyr i dag'

»Selv om regnskabet er lidt bedre end forventet på bundlinjen, så viser det en stækket indtjeningsevne. Tallene viser, at indtjeningsevnen er for ringe. Danske Bank har for mange omkostninger og en organisation, der er stresset,« lyder det fra Per Hansen i podcasten.

Per Hansen har i en kommentar betegnet regnskabet fra Danske Bank som 'skuffende'. Det kan du læse mere om her.

Han henviser samtidig til, at Danske Bank ikke selv længere mener, at det er realistisk at nå den egenkapitalforrentningen (ROE), som man tidligere havde gået efter. Det er et nøgletal, der beskriver, hvor meget et selskab tjener - forrenter - i forhold til dets egenkapital. Det kan du læse mere om her.

Læs også: Alle har talt om det - her er Danske Banks forklaring

Som analytikere har forventet de seneste kvartaler, nedjusterer Danske Bank forventningerne til egenkapitalforrentningen for 2023. Danske Bank gik tidligere efter en egenkapitalforrentning  på 9-10 pct., men den lyder nu på 8,5-9 pct.

Millionærklubben-porteføljeforvalter Lau Svenssen fremhæver, at Danske Bank-regnskab i sig selv ikke er noget dårligt regnskab. Han hæfter sig imidlertid også ved, at Danske Banks langsigtede genopretningsplan er forsinket.

Læs også: Danskerne kaster sig over udenlandske aktier: Disse er mest populære

Læs også: Det skal Facebook-aktien hedde