Henter kommentarer

Lau Svenssen: Sådan rammer corona C25

Økonom Lau Svenssen, aktieekspert i Millionærklubben.
Økonom Lau Svenssen, aktieekspert i Millionærklubben. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Virksomhederne i det danske C25-indeks er alle internationalt orienterede og rammes derfor også i varierende grad på kursen, når corona-virus hærger på markederne. Men hvilke mekanismer gør sig gældende, og hvordan er de enkelte virksomheder eller sektorer eksponeret? Lau Svenssen forklarer.

Generelt er de største danske selskaber nicheorienterede og derfor beskyttet afsætningsmæssigt med begrænset konkurrencepres. Der er tale om høj loyalitet og stabilitet fra kundekredsens side.

Et selskab som Genmab er særpræget ved at være fuldstændigt upåvirket af ydre forhold og have sit helt eget liv.

Robustheden fra nicheforhold genfindes eksempelvis hos firmaerne i medicin, Novo Nordisk og Lundbeck, og medico, Coloplast og Ambu.

Flere selskaber er dog helt eller delvis afhængige af produktion i Kina fra egne fabrikker, herunder Novozymes, GN Hearing, Novo Nordisk, Ambu og Coloplast, eller via outsourcing som hos GN Audio.

Hjemmemarkedsorienterede og lovregulerede selskaber som banker, herunder Danske Bank og Jyske Bank, og forsikring, Tryg og Topdanmark, påvirkes først og i begrænset udstrækning, hvis der opstår et decideret afbræk i konjunkturforholdene i nedadgående retning. En lignende mekanik kan tænkes at ramme Rockwool forsinket.

Immunitet gælder også for Ørsted - koncessioner på vindmølleparker - og Vestas som fabrikant af den type af udstyr til grøn energi med pænt lange ordrebøger.

FLSmidth lever ligesom Vestas i sine egne markeder og forstyrres næppe mærkbart af ændrede dispositioner forårsaget af Corona.

Forbrug kan blive ramt af en kortvarig opbremsning i afsætningen til hoteller og lignende, og her er Carlsberg eksponeret.

Det gælder også for Royal Unibrew. AB InBev har allerede advaret om en sådan truende effekt. Carlsberg har desuden lokal produktion i Kina, men det matcher bare salget, som vil falde. Eksponeringen gælder derimod for alle andre lande, hvor øllet ikke vil flyde så let i den kommende tid.

Pandora oplever tomme gader i centrum af storbyerne, og et stort dyk i Q1-salget kan næppe afværges.

Høreapparatproducenterne kan få en forsinkelse i den normale tilgang af nye kunder (udskydelse af førstegangskøb). Desuden kan der let tænkes at opstå mangel på komponenter. GN er næsten fuldt eksponeret mod produktion i Kina.

En klart udsat stilling gælder for international transport. Maersk vil blive ramt af både uorden i det normale flow af containere og af et reduceret antal i en periode på måske et par måneder. Hele Q1 vil blive mere besværligt og kræve tilpasninger med ekstra indsats for at fastholde grebet om aktiviteten, så der ikke går noget galt i en fase, hvor tingene skal frem til kunden uden yderligere afbræk.

DSV Panalpina har en stor og givtig speditionsvirksomhed i Kina og Hong Kong, der påvirkes negativt. Den videre transport og lagring af varer rundt om i modtagerlandene vil desuden blive mere udgiftskævende at klare pga. de forstyrrelser som opstår en række steder.

Endelig har vi ISS, som basalt set burde være upåvirket i sin normale drift. Koncernen har imidlertid en speciel stilling med mulighed for at opnå ekstra opgaver både her og nu med desinficering og rengøring men også øget opmærksomhed på længere sigt omkring betydningen af rengøring, hygiejne og sikkerhed/standarder/kvalitet for catering mv. Ledelsen får pludselig en stor chance for at promovere sin virksomhed og hente ordrer hjem.

Man kan jo bare lade sig inspirere af Nilfisk, der allerede har sendt sine sælgere ud på en ny salgsoffensiv med selskabets udstyr til rengøringsopgaver.