Henter kommentarer

Løgstrups råd til unge: 'Man skal ikke tøve. Man skal ikke vente.'


Beslutsomhed, forståelse og tid.

Det er de ting, der går igen, da Euroinvestor spørger den garvede investor, Jens Løgstrup, om hans bedste råd til unge investorer. Han mener, at unge bør investere, fordi det er »noget af det mest indtjenende, som man kan foretage sig.«

Så hvad er investeringsveteranens gode råd. Først og fremmest fortæller han, at man bare skal se at få hænderne op af lommerne.

»Beslut dig for ikke at tøve. Man skal være med. Man skal komme i gang. Man skal ikke tøve. Man skal ikke vente. Man skal ikke tænke, der kommer nok et bedre tidspunkt, eller hvad man nu kan finde på. Bestem dig. Kom i gang,« 

Dernæst skal man ifølge Jens Løgstrup ikke kaste sig ud i for eksotiske investeringer. Her anbefaler han, at man holder sig til det, som man kender.

»Køb noget, som du forstår. Ikke de amerikanske aktier. De amerikanske aktier er generelt mere opskruede i prissætning, og det er sværere at danne sig et overblik i et amerikansk regnskab end et dansk regnskab. Når man nu er ung og ny, så skal man forholde sig til det, der ligger lige foran en.«

Læs mere: Gyldne råd til unge: Sådan kommer du bedst i gang

Hans tredje og sidste råd er, at man skal sætte lidt tid af til det og undersøge, inden man investerer.

»Sæt dig lidt ind i det. Man behøver ikke læse regnskabet fra en ende af, men man bør i hvert fald lige se hovedtallene, og lige se hvad ledelsen skriver.«

Men hvad er det, der gør, at Jens Løgstrup er en mand, som er værd at lytte til. Svaret skal vi tilbage til 2000 for at finde. Den erfarne har nemlig, siden han fandt opskriften i 2000, leveret et gennemsnitligt årligt afkast på 16,9 pct. 

Til sammenligning har C25-indekset, som omfatter de 25 mest omsatte, børsnoterede danske aktier på Københavns Fondsbørs, siden sin indførelse i 2017 leveret et gennemsnitligt årligt afkast på lidt under 11 pct., hvis selskabernes udbytte er blevet geninvesteret i indekset. 

Udbytte er en del af et selskabs overskud, som udbetales til aktionærerne, som jo er medejere af virksomheden.

Du kan læse mere om Jens Løgstrup i Euroinvestors portræt af ham i tre dele her:

Kapitel 1: Han købte sin første aktie før han ramte puberteten – i dag har han flere hundrede millioner i aktier

Kapitel 2: Investors syn på markedet blev ændret radikalt: ‘Selvfølgelig kan man slå markedet’

Kapitel 3: Sådan slår investor markedet med et gennemsnitsafkast på over 16 pct.