Henter kommentarer

Meew-topchef Armin Kavousi taget i rod med cv’et


Den danske tech-startup MeeW står på spring til at ramme børsen og sælge aktier for et tocifret millionbeløb, men selskabets stifter og direktør, Armin Kavousi, har pyntet sig med lånte fjer.

Det viser en gennemgang af Armin Kavousis cv foretaget af Euroinvestor.

MeeWs stifter og administrerende direktør, den 36-årige dansk-iranske Armin Karvousi, har nemlig slået sig op på at være neuroforsker, kaldt sig doktor, og brystet sig af en master i neurovidenskab fra det britiske universitet Aston University.

Læs også: Fyret topchef lægger sig fladt ned: 'Jeg har opført mig ubetænktsomt'

Kavousi har desuden oplyst, at han har en bachelor i marketing fra Syddansk Universitet.

Men Aston University kan ikke finde Armin Kavousi i deres kartotek. Og Armin Kavousi har aldrig fået nogen bachelorgrad fra SDU. Det skriver universiteterne på mail til Euroinvestor.

Euroinvestor ville gerne have spurgt Armin Kavousi ind til hans uddannelse og baggrund som neuroforsker, men han er ikke vendt tilbage på trods af flere henvendelser på telefon, sms og e-mail.

Til gengæld har den 36-årige stifter over for mediet Frihedsbrevet – der også har afdækket den falske doktor-, kandidat- og forskertitel – sagt følgende:

»Jeg må blankt erkende, at jeg har opført mig ubetænksomt. Jeg har været optaget af den anerkendelse, der følger af at have en formel titel og har derfor brugt titler som jeg ikke har.«

Den engelske titel

På en video, der er et år gammel, lyder tonen fra Armin Kavousi anderledes.

»Jeg tog min uddannelse i London,« proklamerer MeeW-stifteren i en video om mental sundhed.

I samme omgang kommer Kavousi ind på, at han »har en baggrund i neurovidenskab«.

På Armin Kavousis LinkedIn præciseres det, at han har en kandidatuddannelse i neurovidenskab fra Aston University, der ligger i Birmingham – cirka tre timers kørsel fra London.

Fortællingen om, at Kavousi har en kandidatuddannelse går igen i spalter hos både Berlingske, Fredericia Dagblad og i MeeWs memorandum. Flere af stederne påstås det tilmed, at Armin Kavousi er neuroforsker.

Læs også: Markedsanalytiker: Derfor skal du have udbytteaktier i porteføljen

Men Aston University kender intet til Armin Kavousi.

»Vi har ikke en registrering af en person med dette navn (Armin Kavousi, red.) i vores system,« skriver universitetets presseafdeling til Euroinvestor.

På Armin Kavousis nu nedlagte hjemmeside, drarminkavousi.com, kalder Armin Kavousi sig selv for »doktor« og efterlader indtryk af, at han er en del af forskningsmiljøet på Aston University.

Til et billede af tre hjerner, dateret fra 11. februar 2020, skriver han på sin hjemmeside, at »billedet er fra vores egne undersøgelser på Aston Uni«.

Aston University kan dog bare ikke finde Armin Kavousi i deres kartotek over studerende, og på universitets forskningsportal – hvor man kan gå tilbage og finde forskere, der ikke har været aktive i ti år – dukker Armin Kavousi heller ikke op.

Uddannelses- og Forskningsministeriet oplyser til Euroinvestor, at der ingen retningslinjer er for, hvornår man må kalde sig neuroforsker. Overfor Frihedsbrevet erkender Armin Kavousi, at han har brugt titler, han ikke har.

Bacheloren fra Kolding

Euroinvestor har desuden kontaktet Syddansk Universitet, fordi Armin Kavousi har påstået at have en bachelor i marketing fra dets afdeling i Kolding.

Syddansk Universitet oplyser overfor Euroinvestor, »at oplyste navn Armin Kavousi ikke har en bachelorgrad fra SDU.«

Det er ikke lykkedes for Euroinvestor at få en kommentar fra Armin Kavousi trods forsøg herpå.

MeeW, som Armin Kavousi er stifter og administrerende direktør i, skal efter planen børsnoteres 16. marts på Spotlight-børsen i Stockholm.

Planen er, at selskabet skal rejse aktier for mellem 14,85-18,5 mio. kr. Ifølge Børsen er der tegnet aktier for 80 pct. af beløbet, så noteringen er i hus.

To eksperter har i Børsen kritiseret MeeW for, at deres regnskabstal forud for børsnoteringen ikke var reviderede.

MeeW beskæftiger sig med hjerneforskning, app-udvikling, it-løsninger, investeringer, privatlån og meget andet.

Læs også: Storbank udpeger 3 nye aktiehåb

Læs også: Jyske Bank om dansk folkeaktie: Tryk ikke på knappen