Henter kommentarer

Økonom: Derfor dykker Pandora-aktien

Per Hansen - investeringsøkonom hos Nordnet
Per Hansen - investeringsøkonom hos Nordnet Foto: Søren Lorenzen
Vis mere

Det er helt naturligt, at Pandora-aktien i dag er sendt ud i et fald.

Sådan lyder det fra investeringsøkonom Per Hansen.

Selskabet har da også været ude med en stor nyhed fra morgenstunden, hvor det er kommet frem, at topchef Alexander Lacik er fortid i selskabet i marts næste år.

Han har nemlig valgt at gå på pension, og kursfaldet tirsdag viser, hvad Alexander Lacik har betydet, vurderer Per Hansen.

»Lacik har gjort det supergodt siden han kom til i 2019,« siger han i en kommentar og tilføjer:

»Kursreaktionen er på den ene side naturlig af ovenstående faktorer. Samtidig viser det også investorernes fokus på nuet og den aktuelle sindsstemning.«

Per Hansen peger også på, at investorerne lige nu er nervøse for, hvad økonomien byder på de kommende 12 måneder, og at Pandora-aktien er faldet mere end en tredjedel fra toppen.

Siden april 2019, hvor Alexander Lacik tiltrådte rollen som topchef, er aktien i Pandora steget knap 269 pct., viser data før børsåbning tirsdag.

Det svarer til, at investorerne har fået et gennemsnitligt afkast på 22 pct. om året i den periode, Alexander Lacik har været ved roret.

I samme periode er det ledende indeks herhjemme - C25 - blot steget 43 pct.