Sådan anbefaler analytikerne, at du handler Netflix-aktien
Netflix-aktien er buldret op i løbet af de seneste måneder, men kan det blive ved?
Euroinvestor har set på, hvad analytikerne mener om den amerikanske underholdningsgigant. De har både et bud på, hvor aktien skal hen, og hvordan de vil anbefale, at man handler aktien.
Selskabet har ifølge Bloomberg en markedsværdi på omkring 500 mia. dollar, og med hitserier som Nobody Wants This, Wednesday og Adolescence bliver Netflix-aktien fulgt tæt af de professionelle analytikere i de store finanshuse.
De professionelle analytikere i bankerne og analysehusene ser positivt på Netflix-aktien. De er overbevist om, at aktien kan blive mere værd, selvom om aktien er steget næsten 39 pct. det seneste år.
Der er ifølge tal fra finanstjenesten Bloomberg 61 analytikere, som har dækning af Netflix-aktien.
Af de 61 analytikere har 45 en købsanbefaling. 14 analytikere har en hold-anbefaling, mens 2 analytikere har en sælg-anbefaling.
En købsanbefaling betyder, at analytikerne mener, at aktien vil klare sig relativt bedre end de øvrige selskaber i samme kategori.
Ser man på analytikernes gennemsnitlige kursmål, altså hvad de i gennemsnit vurderer, at aktiekursen vil bevæge sig imod inden for de næste 12 måneder, så tror de, at aktien kan bevæge sig mod 1349 dollar fra den nuværende kurs på 1103 dollar.
Det indikerer et kurspotentiale på 22 pct. over det kommende år.
Den, der er mest positiv over for Netflix-aktien, er analysehuset Pivotal Research, der har en købsanbefaling og et kursmål på hele 1600 dollar.
Dernæst finder man Rosenblatt Securities og Canaccord Genuity, der også begge har købsanbefalinger og kursmål på henholdsvis 1530 og 1525 dollar.
I den modsatte ende af skalaen finder man Morningstar med en sælg-anbefaling og et kursmål på blot 770 dollar. Den anden sælg-anbefaling kommer fra Phillip Securities, som har en kursmål på 950 dollar.





















