Henter kommentarer

Tesla-aktien dykker voldsomt


Tesla-aktien taber mere end 5 pct. kort efter handlen på Wall Street er skudt i gang.

Det sker efter Tesla-topchefen Elon Musk i weekenden stillede et spørgsmål på det sociale medie Twitter, der lød:

»Skal jeg sælge 10 pct. af mine Tesla-aktier?«

Mere end 3 millioner har afgivet deres stemme. Af dem har 57,9 pct. sat kryds ved 'Yes' mens de resterende 42,1 pct. har sat kryds ved 'No'.

I tweetet tilføjede Elon Musk, at han ville »følge resultatet af denne afstemning, uanset hvordan det ender.«

Det sker med afsæt i et politisk forslag i USA om en såkaldt milliardærskat, der går på, at personer med aktiver på mere end 1 mia. dollar - svarende til 6,5 mia. kr. - beskattes ekstra. Forslaget omfatter også personer med en indkomst på mere end 100 mio. dollar - svarende til 650 mio. kr. om året.

Elon Musk har ifølge nyhedsbureauet Reuters 170,5 mio. Tesla-aktier pr. 30. juni, og baseret på Tesla-aktiens lukkekurs fredag, svarer 10 pct. af hans position til 135 mia. kr.