
Tivoli går tilbage - opjusterer forventningerne
Den gamle danske forlystelsespark, Tivoli, der ligger i hjertet af København, har netop fremlagt friske regnskabstal for årets første ni måneder.
I den periode kan Tivoli melde om en nettoomsætning på 886,5 mio. kr.
Det er en smule mindre end samme periode sidste år, hvor forlystelsesparken kunne berette om en omsætning på 891 mio. kr.
EBITDA, resultatet før af- og nedskrivninger, lander på 123,2 mio. kr. mod 147 mio. kr. året forinden.
Resultatet før skat går markant tilbage og lander i årets første ni måneder på 34,6 mio. kr.
I samme periode sidste år lød tallet på 61,4 mio. kr. Det svarer til et fald på 44 pct.
Selv hæfter Tivoli sig da også ved, at omsætning, resultat og også besøgstallet er lavere end sidste år. Forklaringen skyldes blandt andet ifølge forlystelsesparken, at der har været ni åbningsdage mindre i år end sidste år.
»Dette påvirker besøgstal og aktivitetsniveauet. Derudover var der andre driftsindtægter for 10,5 mio. kr. i 2024, hvilket vedrørte indregning af kompensation fra COVID-19,« skriver Tivoli i regnskabet.
Fra topchef Susanne Mørch Koch lyder det, at Tivoli står stærkt. I regnskabet kan man nemlig også læse om en opjustering.
»Vi opjusterer i dag forventningerne til årets resultat, hvilket er meget glædeligt. Det sker på baggrund af en god start på den udvidede Halloween-sæson samt en vellykket sommersæson, hvor der særligt var fremgang i sensommeren, blandt andet begunstiget af et flot og stabilt vejr,« siger hun.
Tivoli venter nu en omsætning i niveauet 1.325 mio. kr. og et resultat før skat i niveauet 145 mio. kr.
Førhen lød forventningen til omsætningen på omkring 1.300 kr., mens resultatet før skat lød på omkring 130 mio. kr.
Torsdag stiger Tivoli-aktien 1 pct. Siden årsskiftet er kursen dykket med mere end 9 pct.


Genialt: Det her kort skal du have























