Henter kommentarer

Topdirektører i dansk selskab scorer aktier for millionbeløb


Torsdag har været en indbringende dag for FLSmidth topchef Mikko Keto og finansdirektør Roland M. Andersen. 

De to har nemlig fået tildelt henholdsvis 6.286 og 12.006 FLSmidth-aktier, som en del af et langsigtet incitamentsprogram hos ingeniørkoncernen. 

Det fremgår af en meddelelse fra FLSmidth torsdag. 

Aktierne er blevet tildelt onsdag, fremgår det af meddelelsen. 

Ud fra lukkekursen onsdag har Mikko Keto dermed fået tildelt aktier for 1.937.345 kr., mens Roland M. Andersen har fået tildelt aktier for 3.700.249 kr. 

Aktierne er blevet tildelt under FLSmidths langsigtede incitamentsprogram fra 2021. Af en meddelelse fra marts 2021 fremgår det om programmet: 

»Det primære formål med programmet er at fastholde nøglepersonale og afstemme interesserne hos aktionærerne og deltagerne i incitamentsprogrammet, ved at belønne præstationer i overensstemmelse med virksomhedens strategi.« 

Aktierne som blev tildelt onsdag, er faktisk allerede blevet endnu mere værd. FLSmidth-aktien stiger således med 2,2 pct. kort efter middagstid torsdag. 

Det seneste år er FLSmidth-aktien steget 9,8 pct.