Henter kommentarer

Ugens aktie: Bavarian Nordic

Foto: Betina Garcia, Ritzau Scanpix
Vis mere

Selskabets udvikling er for alvor ved at tage fart, men aktiemæssigt holdes det hele i skak af udsigten til en stor aktietegning med fortegningsret, og investorerne hader den slags.

Når aktietegningen falder i hak i løbet af første halvår 2020, burde aktien få grønt lys igen. Beløbet indikeres til 350 mio. euro til genopbygning af det finansielle beredskab, og pengene er i vidt omfang allerede blevet anvendt til køb af to produkter fra GlaxoSmithKline (308 mio. euro). Det drejer sig om vacciner mod rabies og TBE (en form for meningitis, som kan opstå efter flåtbid) med et salg i 2019 på 175 mio. euro. Fra 1. januar har man pludselig fået egne produkter på markedet, og der påregnes betalt yderligere ca. 400 mio. euro  i 2020-25 baseret på salget. Denne form for ”afbetaling” reducerer den finansielle belastning og risiko for Bavarian Nordic som køber. Prisen ser ok ud, men gevinsten skal opnås ved synergi i produktion og salg.

Stor rammeordre på vågeblus

Opkøbet fra GlaxoSmithKline fandt sted straks efter et afgørende ryk fremad med godkendelsen i USA af vaccinen mod kopper (til beredskab hos myndigheder) og abekopper, som er et kommercielt produkt med begrænset salg, hvor forebyggende anvendelse giver upside-mulighed.

FDA-godkendelsen udløste en ”flidspræmie” i form af en såkaldt Priority Review Voucher, der kort efter blev videresolgt for 95 mio. dollar til en ikke offentliggjort køber.

Til gengæld kører den store rammeordre fra USAs bioberedskab fortsat på vågeblus, idet man ønsker at vente på en frysetørret udgave med lang holdbarhed. Dette udviklingsarbejde udføres med betaling fra USA, og hensigten er, at de store leverancer så kan indledes i 2023. Det bliver sandsynligvis tidspunktet for det tilstræbte økonomiske take off, så investorerne skal være parat til endnu et par år med uklare forhold.

Bør gå efter flere produkter på hylden

I 2023 afsluttes fase 3-test af en vaccine mod den alvorlige lungeinfektion hos små børn, RS-virus, som er selskabsets næste store satsning i produktudvikling for egen regning. Med udsigt til 1 mia. dollar i årligt salg har produktet blockbuster-potentiale, men et andet firma søger også at udvikle et lignende produkt. Fire andre projekter med ebola i spidsen er under udvikling, men de udføres af Janssen Pharmaceutica. Her optræder Bavarian Nordic som teknologipartner med chance for en enorm gevinst ved succes.

Der er tale om forebyggelse og til dels efterfølgende behandling af infektioner, hvor efterspørgslen afhænger af risikoen for sygdomsudbrud/epidemier. På det punkt kan Bavarian Nordic komme til at ligne Cheminova, der hele tiden kan sælge sine ukrudtsmidler, mens bekæmpelsen af skadedyr svinger op og ned. På langt sigt bør Bavarian Nordic derfor søge at få flere produkter på hylden.

Udsigt til at 2023 bliver skelsår

Selskabets store drøm ligger dog et helt andet sted, nemlig i udvikling af vaccineprodukter til medicinsk behandling, og her er fokus på kræftbehandling. Den første kandidat, Prostvac, måtte dog stoppes, og det udløste i september 2017 et dyk i børskursen fra en top på 444 til 230 - og siden er prisen gledet yderligere ned. Opgjort i dag (kurs 171) er tabet på omtrent 60 procent, svarende til 8,8 mia. kr.

Bavarian Nordic blev etableret i 1992, så det har været en lang kamp at genoplive og udvide brugen af vacciner. Metoden var gammel og branchen koncentreret. Trumfkortet udgøres af den såkaldte MVA-vektor, der fungerer som bærebjælke i nye vacciner med forbedrede egenskaber.

Hvis salget boomer for de nye vacciner mod infektion - og især hvis det lykkes at udvikle virkningsfuld kræftbehandling - vil Bavarian Nordic pludselig blive ombejlet. Vi ser Janssens ebola-aftale (2014) og hurtige start af tre andre R&D-projekter som en bekræftelse af dette potentiale.

I de kommende 3-5 år er der mulighed for et veritabelt take-off. Året 2023 er den forventede tidsramme, men ebola-vaccinen kan pludselig overhale det hele – forudsat virkningen er god nok.

Netop nu bremses aktien dog af den forestående aktietegning til underkurs (fortegningsret for de gamle aktionærer). Børsværdien (ved kurs 171) er på kun 5,6 mia. kr., og det burde indebære gode odds for, at aktien stå over for nogle år med en markant værdistigning. En reduktion af størrelsen af det forestående cash call eller opbakning fra udvalgte investorer ved aktietegningen kan mindske denne belastning, som ellers formentlig vil fortsætte, indtil bekymringen om presset er overstået.

Kursudvikling, Bavarian Nordic A/S Vis mere

Styrker

Selskabet råder over flere centrale teknologiske rettigheder til fremstilling af moderne vacciner. Der er få andre firmaer i dette specialiserede medicinsegment.

Svagheder

Afhængighed af få produkter og R&D-projekter. Efterspørgslen vil svinge i takt med frygt for udbrud af epidemier. Bevillinger hos offentlige myndigheder har afgørende betydning. Bavarian Nordic er ikke aktiv inden for massevaccination af børn, influenza o.lign. RS-virus kan dog ændre dette forhold.

Muligheder

Den absolut største mulighed vil være et gennembrud for anvendelse af terapeutiske vacciner.

Udvidet brug af forebyggende vaccination mod infektion, idet stadig flere rejser til lande med risiko for abekopper, rabies og ebola. Forbedret sundhedsvæsen og international hjælp i fattige lande vil kunne øge afsætningen. Flere lande kan påbegynde opbygning af bioberedskab. Basalt set spiller Bavarian Nordic nu en vigtig rolle i USAs bioberedskab. Selskabet må vurderes til at have høj chance for et take-over-bud.

Trusler

Andre vacciner kan vise sig mere effektive og/eller sikre at benytte. Langsigtede bivirkninger kan ikke udelukkes. Bavarian Nordic er afhængig af gode samarbejdsrelationer med en række myndigheder i USA.

John Stihøj og Lau Svenssen ejer aktier i selskabet.

Læs også: Aktiestrateger: Disse aktier har stort kurspotentiale i det nye årti

Hver fredag bringer vi en fundamental analyse af en aktie i samarbejde med Aktieinfo. Analysen udarbejdes af John Stihøj, som har mangeårig erfaring fra den finansielle sektor, og Lau Svenssen, kendt fra bl.a. »Millionærklubben« hos Euroinvestor. Lau Svenssen har beskæftiget sig med aktieanalyse siden 1978.