Henter kommentarer

Ugens aktie: Kan på ny købes til en fair pris

Foto: DAVID LOH
Vis mere

Carlsberg er i kraft af kvalitet i sine varemærker og produkter en relevant aktie. Prisen er nu 663. Topnoteringen var 1064, og opkøb af egne aktier medvirkede til den seneste optur. Et nyt program på 2 gange 2,5 mia. kroner i opkøb af egne aktier er netop lanceret, men det har i øjeblikket ingen effekt som 'push-boat'.

Den aktuelle turbulens på aktiemarkedet giver mulighed for opsamling af gode varer til priser, som er fornuftige i forhold til indholdet, og som investor kan man få value for money. Frygt for yderligere kursfald lammer børskurserne, og hvor ligger bundpunktet mon?

Det kan man næppe ramme, så perspektivet fremover for en opsamlingsaktie er en J-kurve. Det handler om timing. Man må med andre ord føle sig frem. Først laver man en ønskeseddel over interessante selskaber. Næste skridt er at træffe en beslutning om køb ud fra sin egen vurdering af udsigten for markedet. Udvikler aktierne et forløb som vil ligne bogstavet: Y, U, V, W, L, eller vil den igangværende nedtur fortsætte videre i dybet?

Vækst i to nye segmenter

Carlsberg’s forretning udvikler sig positivt, hvad angår indtjening, men det sker uden vækst i de afsatte mængder. Fremgangen opnås fra pris/mix-forbedring, altså en forskydning til produkter med højere salgspris per liter. Tidligere trak de gamle hovedmærker denne udvikling, men nu står de stille med Tuborg +2 procent og Carlsberg -3 procent i volumen i 2019 – og det skyldes fortsat vækst i Asien. Det er et alvorligt tegn på svaghed.

Væksten kommer i stedet fra to nye segmenter med høj pris: Craft & speciality beer og alkoholfri øl. Udfordringen bliver at opnå stor volumen i disse produkter og at få rusket liv i de to gamle mærker. Carlsberg’s problembarn er Rusland, hvor der sidste år var et fald på 8 procent i mængderne, men en forbedring af pris/mix svarende til +3 procent. De øvrige lande i Østeuropa klarer sig heldigvis pænt.

Rentabiliteten i Carlsberg stiger, men afkastningsgraden er kun nået op på 8,8 procent. Problemet er tung vægt af goodwill, der er blevet betalt ved opkøb i tidens løb. Nettogælden er nedbragt til 19 mia. kr., og her er der tale om langsigtede lån. Den finansielle handlefrihed bruges til udlodning i stor stil i form af udbytte og opkøb af egne aktier. Egenkapitalen (43 mia. kr.) er derfor den samme i dag som i 2015. Tiden med bogføring af store særlige poster er overstået, men de direkte reguleringer af værdier på egenkapitalen (valuta og pensioner mv.) er store og svinger gevaldigt.

Udsigt til rygvind

I år regner man med let fremgang i omsætningen. Der ser ud til at være rygvind (momentum) fra den altomfattende og fortsatte trimning og optimering af salg og drift. Kort fortalt er der godt styr over virksomheden. Dynamikken omkring nye produkter bliver også fremmet, selv om fokus klart er lagt på indtjeningen for at opnå et højere afkast ved stram styring af alle satsninger og investeringer.

Balladesagerne i Indien med hårde angreb i medierne ser ud til at være en storm i et glas vand.

Ejerforholdet er jo forankret i Carlsbergfondet, som ejer 29 procent af aktierne (75 procent af stemmerne). Her er det bemærkelsesværdigt, at andre danske investorer kun ejer 16 procent. Aktierne ejes altså i udlandet.

Corona-epidemien vil ramme ontrade salget (Horesta), men det opvejes vel af større butikssalg. Man får 15 høkerbajere for én på et værtshus, og hos Carlsberg er det styktallet, der tæller. En anden risiko gælder Ruslands økonomi, som trues af sammenbruddet i prisen på råolie.

Uanset mulige afbræk og udsving er pointen, at Carlsberg’s drikkevarer har opbygget et fint image i højindkomstlande, og i emerging markets har profilen karakter af 'affordable luxury'. Nu kan aktien atter købes til en fair pris. P/E(20E) ved 663 skønner vi til 14 (resultat pr. aktie: 47!). Udbyttet på 21 kroner pr. aktie er udbetalt.

Carlsberg B A/S, seneste 12 mdr. Vis mere

Styrker

Høj kvalitet og et ensartet, præcist smagsindtryk kendetegner produkterne. Man er placeret i premium-segmentet og udvider sin position her. Der satses på nye former for øl inspireret af mikrobryggerier. Strategien for relevante lande med salgspotentiale er at opnå en markedsposition som nr. 1 eller 2. Overtagelse af lokale bryggerier med indarbejdede mærker åbner op for produktion, salg og distribution, og gradvis drejes salget over mod koncernens førende brands.

Svagheder

De oprindelige hovedmærker, Carlsberg og Tuborg, har vist sig at have svært ved at vinde indpas i en række lande, som derfor fravælges (vigtigst Nordamerika). Koncernen har været bagefter de ledende bryggerier i verden med opkøb og fusioner, og Carlsberg har derfor måttet følge en catch up-linje. Man besluttede derfor at satse massivt på Rusland, hvor de andre store aktører holdt sig tilbage. Det forventede eventyr er imidlertid endnu ikke fremkommet.

Muligheder

Evnen er stærk inden for udvikling af interessante drikkevarer, og man har høj kvalitet i produktionen og en kæk markedsføring. Systematisk indsats er succesfuld omkring skift over mod dyrere produkter (mix-forbedring) og dermed styrkelse af sine brands. Man søger ivrigt at opfinde nye miljøvenlige former for emballage, da det udgør et af de mest ressourcekrævende input i øllets vej frem til forbrugeren (CO2 reduktion).

Trusler

Investeringerne i Rusland rummer stor politisk risiko både løbende ved nye reguleringer og ultimativt i tilfælde af en omvæltning af magtforholdene i landet. De gamle hovedmærker skal peppes op, og der er muligvis slidt ned på imagekontoen hos forbrugerne i en række lande. De ledende konkurrenter er langt større end Carlsberg, og de har global dækning.

 

John Stihøj og Lau Svenssen ejer ikke aktier i Carlsberg. Hver uge bringer vi en fundamental analyse af en aktie i samarbejde med Aktieinfo. Analysen udarbejdes af John Stihøj, som har mangeårig erfaring fra den finansielle sektor, og Lau Svenssen, kendt fra bl.a. Millionærklubben hos Euroinvestor. Lau Svenssen har beskæftiget sig med aktieanalyse siden 1978. Du kan lytte til Millionærklubben her.

 

Læs også: Ugens aktie: Vil være førende vaccineproducent i 2025

Læs også: Ugens aktie: Nul-renter og regulering presser indtjeningen