Henter kommentarer

Ugens aktie: Ordreboom til Vestas i 2019 afværger coronakrisen i 2020


 

Yoyo-udsving i aktiekurserne er blevet hverdagskost for investorerne. Ingen ved, hvor bunden ligger, og derfor svinger markederne vildt op og ned. I det scenarie er man nødt til at tænke sig godt om og se fremad, og her er særligt én virksomhedstype værd at holde øje med.

Corona ramte børserne som en torpedo midt i februar, da aktiekurserne satte all time high-rekord. Nu hersker der dyb usikkerhed og forvirring.

I den situation gælder det om at prøve at vurdere de nye forhold omkring forventet afkast og risiko. Man må også kigge indad på sine egne evner, adfærdsmønster og risikovilje. Hvilken tidshorisont har du i virkeligheden for dine køb ogsalg? At kende sig selv er svært. Hvis man ikke bare vil være tilskuer og ønsker at være med i det åbne spil, må man påtage sig ansvaret for et ukendt udfald.

En arbejdsmetode til at forbedre beslutninger om afkast/risiko er at tænke konstruktivt og langsigtet. Der er opstået stribevis af interessante placeringsmuligheder, men man kan blive kørt over ved at gribe ud efter faldende knive. Skal man satse på et hurtigt rebound for hele aktiemarkedet og samle mishandlede papirer op, eller købe aktier fra ønskesedlen som nu er blevet 'billige'? Fra bankfolk tales der netop nu om fordelene ved defensive aktier, men det er måske mest tom bagklogskab.

Solid ordrebog

Man er nødt til at tænke sig godt om og se fremad. Én virksomhedstype er særligt relevant, nemlig firmaer med et tungt element af ordrebaseret afsætning og dermed ro over driften året ud eller længere. Eksempler er Saab (fly, ubåde, våben), FLSmidth (udførende ingeniørfirma) og dagens aktie, Vestas.

Ordrebogen på nye møller rakte ved nytår halvandet år frem. Service (15 procent af omsætningen) har ordrer til mange år, og det er en givtig forretning, som vil få stigende vægt. Der forventes en EBIT-margin på 24 procent. For hele Vestas er målsætningen over 10 procent, og for at sætte det i forhold lå udgangspunktet i 2019 på 8,3 procent. Ambitionen er altså at forbedre EBIT på nye møller og vokse kraftigt inden for service.

Guidance for 2020 lyder på en omsætning på 14-15 mia. euro (+15-23 procent). EBIT-marginalen påregnes at holde samme niveau med et interval på 7-9 procent. Fremgangen skal komme fra afviklingen af den store ordrebog, og det burde være et bolværk mod negative påvirkninger fra Corona-epidemien.

Stærk markedsposition

Konkurrencemæssigt står Vestas stærkt som branchens største firma, og der er orden i sagerne. De andre store udbydere er optaget af interne forbedringer af både indtjening og fleksibilitet. Branchen har oplevet kriser for nogle selskaber, og Vestas har selv haft to år med lavere indtjening. Alle er klar over, at indtjeningen skal løftes, idet risikoen øges i de stadig større projekter. Kunderne er store selskaber, og de er benhårde. Selv de kinesiske fabrikanter er tilbageholdende.

Vestas har koncentreret sit sortimentet på få typer. Den nye EnVentus model er modulopbygget og større med en kapacitet på op til 5,6 MW. Der er også andre typer på hhv. 2 og 4 MW.

Pointen er at sikre ensartethed og stordrift i maskinfabrikationen. Det er kernen. Resten med vinger, tårne og opstilling tilpasses den specifikke ordre. USA stod i 2019 for 32 procent af omsætningen, og det vil fortsætte i år.

På langt sigt forventes høj markedsvækst i Kina, men her står Vestas svagt og skal opnå et gennembrud. Offshore-vindmøller drives 50/50 sammen med Mitsubishi Heavy Industries. Nu er et markant ryk opad på vej efter et resultat på nulpunktet i 2019 for offshore-satsningen.

For 2020 regner vi med stor fremgang i nettoresultatet til ca. 950 mio. euro (704). Indtjeningen pr. aktie kan dermed blive 36 kr. (26,5 kr. i 2019). P/E kan udregnes til 15,3 (550/36). På generalforsamlingen 07. april foreslås udbetalt 7,93 kr. i udbytte pr. aktie.

Styrker

Selskabet er verdens største inden for vindmøller med en akkumuleret markedsandel på 18 procent.

Teknologisk førerstilling bruges som kernepunkt, og det indebærer også indsats i nye former for lagring af energi. Man arbejder globalt og er ofte først til at vinde ordrer i nye lande. Der satses på få, store modeller for at muliggøre serieproduktion og sikre høj kvalitet. Som leverandør er Vestas i stand til at løfte de største projektordrer. Vækstmæssigt påregnes landplacering af vindmøller at overgå Offshore i de kommende 10 år.

Svagheder

Markedet for vindmøller er kun i begrænset omfang frit, men underlagt regler og styring fra offentlige myndigheders side, herunder koncessioner, krav, støtte og ikke-markedsbestemte priser.

Skift i disse ordninger medfører udsving i aktiviteten. Nationale præferencer påvirker afsætningen, f.eks. i Kina. Selskabet har to store koncerner blandt sine konkurrenter, Siemens og General Electric.

Muligheder

Udbredelsen af vindenergi kan øges i stort format, og der er udsigt til stor vækst dikteret af hensyn til indsats mod menneskeskabt global opvarmning (reduktion af CO2-udledningen). De nye modeller har høj effektivitet, og EnVentus-møllen kan blive en central type for salget 10 år frem. Kina er et marked som skal åbnes, og her kan EnVentus måske blive slagvaren. Nye former for lagring af vindenergi vil forbedre møllernes værdi for kunder og samfund.

Trusler

Eventuelle kvalitetsproblemer efter nogle års drift udgør en trussel, da det vil ramme en stor bestand af de samme modeller. De stadig større projektordrer stiller hårde krav til gennemførelsen af opgaven. I Kina har Vestas ikke kunnet opnå en rimelig markedsandel, og det har styrket landets egne producenter. På langt sigt tyder det på, at elektricitet fra solceller bliver den mest effektive metode, og det kan desuden benyttes direkte af el-forbrugeren (små anlæg såvel som store). Vindmøller er store og rettet mod store el-producenter (centralistiske strukturforhold for el).

John Stihøj og Lau Svenssen ejer ikke aktier i Vestas.Hver uge bringer vi en fundamental analyse af en aktie i samarbejde med Aktieinfo. Analysen udarbejdes af John Stihøj, som har mangeårig erfaring fra den finansielle sektor, og Lau Svenssen, kendt fra bl.a. Millionærklubben hos Euroinvestor. Lau Svenssen har beskæftiget sig med aktieanalyse siden 1978. Du kan lytte til Millionærklubben her.

Læs også: Ugens aktie: Kan påny købes til en fair pris

Læs også: Lars Tvede:  Disse aktier ville jeg samle op i nu