Henter kommentarer

Wall Street status: Store rentefald sender aktierne op - 'markedet er oversolgt'


Efter endnu en uge med minus stiger de amerikanske aktier mandag ganske kraftigt.

Fremgangen til aktierne kommer samtidig med, at presset fra rentemarkedet reduceres med solide rentefald, hvilket er taget til efter en svag læsning af ISM-indekset, de amerikanske indkøbschefers oplevelse af aktiviteten, for september. Det kan nemlig indikere et lettelse i inflationen, og derfor skruer markedet lidt ned for frygten for kommende renteforhøjelser i USA.

Læs også: Mandagens aktier: Pludselig vendte stemningen - 'det er et temmelig nervøst marked'

Samtidig springer oliepriserne kraftigt op på weekendens meldinger om produktionsnedskæringer fra Opec+.

Derfor er det også energiaktierne, som svinger taktstokken mandag, mens andre cykliske sektorer er lige efter i pluskolonnen, inden vækstbrancher og de defensive grupperinger følger trop.

Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, vinder kl. 12.15, lokal tid i New York, frem med 2,0 pct.

Opturen kommer på bagkant minusser i seks af de seneste syv, og efter at markedet i sidste uge bakkede med 2,9 pct. De to foregående uger dykkede aktierne i USA med omtrent 11 pct. tilsammen.

Dow Jones-indekset går også op mandag med 2,2 pct., mens Nasdaq løftes 1,6 pct.

“Markedet er oversolgt, og stemningen er ekstremt negativ, så et hop tilbage, tilmed et stort et, kan komme når som helst,” kommenterer Matt Maley, chefstrateg hos Miller Tabak + Co., ifølge Bloomberg News.

“Vi vil dog se lavere lavpunkter før den endelige bund i dette bjørnemarked, da aktiemarkedet endnu ikke fuldt indregner en recession.”

Fredag sluttede markedet i årets hidtil laveste og samtidig satte det punktum for det tredje kvartal i streg med kursfald, hvilket ikke er set siden finanskrisen i 2008, og S&P 500 er nu i minus med 23,7 pct. i forhold til sin seneste rekord i starten af januar.

“Der er så mange spændinger og kriser, der lige nu finder sammen. Det fører til en enorm volatilitet og usikkerhed i markedet,” siger Carsten Brzesk, makrochef hos ING Groep, til The Wall Street Journal.

I S&P 500 topper energiaktier med et plus på 4,9 pct., da olieprisen springer op med 4,0 pct., fordi Opec+ overvejer at skære sin produktion med 1 mio. tønder om dagen.

Her er det Exxon Mobil og Chevron, som trækker mest op i indekset med plusser på 4,4 og 4,9 pct., mens indekset samtidig med de tre øverste placeringer ligeledes toppes af olieselskaber med Marathon Oil i front med et løft på 8,6 pct.

Efter energi følger finans, industri samt råvarer og materialer med fremgang på 2,5-3,3 pct., ligesom negativt rentefølsomme forsyning løftes af mandagens rentefald i USA på mere end 20 basispoint og går op med 3,0 pct.

Blandt de teknologitunge sektorer stiger kommunikationsservice også 2,3 pct., mens it vinder 2,2 pct. Cyklisk forbrug roder derimod rundt omkring nullet, fordi Tesla falder tungt med 8,3 pct.

Elbilproducentens nedtur skyldes en svag leverance globalt på 342.830 biler i tredje kvartal. Der var nemlig ventet 358.000 elbiler blandt analytikerne, ifølge Bloomberg News.

Tesla falder mest af alle i hovedindekset mandag.

Til gengæld trækker Apple inden for it op blandt de store navne med et plus på 2,1 pct., mens Microsoft vinder 1,9 pct., og chipkæmpen Nvidia løftes 3,0 pct.

I cyklisk forbrug klarer Amazon sig også en del bedre med en gevinst på 1,7 pct., og i kommunikationsservice stiger Alphabet 2,5 pct., mens Meta går frem med 0,8 pct. I samme sektor har mobil- og internetudbyderne det også fint med fremgang på 2,8-4,1 pct. til navne som AT&T, T-Mobile US, Comcast og Verizon.

På nyhedsfronten vinder Harley-Davidson også frem med 3,9 pct., da Livewire, et spin-off af motorcykelproducentens forretning for elektriske tojulede kværne, stiger med 18,4 pct. Livewire, som Harley-Davidson fortsat ejer 74 pct. af, var på et tidspunkt i plus med 93 pct.

E-bike-producenten blev noteret i sidste uge, under store udsving, via en fusion med AEA-Bridges Impact, der er et særligt opkøbsselskab introduceret på børsen for at rejse penge til uspecificerede opkøb.

Læs også: Prisen på træpiller er tredoblet – 'Vi har private kunder, der græder i telefonen'

Læs også: I disse tre aktier forventer spekulanter størst kursfald

.\˙ MarketWire