København støvsuget for ejerlejligheder - boligudbuddet fortsætter med at falde

Det danske land - og især hovedstaden - fortsætter med at blive støvsuget for boliger - og især ejerlejligheder.
August var nemlig tredje måned i træk, at udbuddet af ejerlejligheder faldt.
Det viser nye tal fra Boligsidens udbudsstatistik for august 2025, der slår fast, at udbuddet af ejerboliger er faldet med 1,8 pct. den seneste måned og 7,8 pct. det seneste år.
Denne tendens ser man også hos huse og fritidshuse, hvor udbuddet også er blevet mindre i august.
»I Nordea er ikke overraskede over det faldende udbud, da vi i øjeblikket oplever en større interesse end normalt for at købe ejerbolig. Der er mange, som henvender sig, for at få regnet på mulighederne, og der er mange, der også slår til. Derfor er det naturligt, at udbuddet falder,« lyder det fra Lise Nytoft Bergmann, der er chefanalytiker og boligøkonom i Nordea i en kommentar til de friske tal.
Hun forklarer, at der er mange lyspunkter i samfundsøkonomien, der kan forklare den store interesse for at købe bolig.
Blandt andet de sunde offentlige finanser, der giver tryghed om dansk økonomi i en ellers turbulent tid, og den fortsat høje beskæftigelse, der stort set sætter rekord måned efter måned.
Derudover er renten på de variabelt forrentede boliglån faldet det seneste år, hvilket gør det lidt billigere at købe bolig - især i kombination med at danskerne stadig oplever pæne lønstigninger.

Det koster 0 kr. - vind luksusophold til 8.000 kroner

Cheføkonom: Hvad betyder det for aktier og renter, hvis Trump får magten i Fed?