Henter kommentarer

Se kortet over vindere og tabere - sådan rammer ny boligskat huse i din kommune


 

Når champagnepropperne springer nytårsaften, markerer det ikke blot et nyt år, men også overgangen til et nyt boligskattesystem.

Og faktisk kan størstedelen af danske husejere glæde sig over, at deres huse står til at stige i værdi grundet den nye boligskat.

Det er i hvert fald vurderingen i Boligøkonomisk Videncenter, hvor seniorøkonom Marc Lund Andersen har kigget på landets 98 kommuner og beregnet, hvordan huspriserne i teorien bør bevæge sig med den nye skattereform. 

I 92 kommuner bør huspriserne stige. Blot i de resterende 6 kommuner bør priserne på huse falde ifølge beregningerne. For lejligheder er sagen en helt anden, hvilket Euroinvestor dykker ned i den kommende tid. På kortet længere nede kan du se, i hvilke kommuner husejere henholdsvis vinder eller taber på skattereformen.

»De fleste boligejere bør teoretisk set opleve prisstigninger som følge af boligskattereformen. Det sker, fordi i de fleste af landets kommuner kan husejere se frem til skattelettelser, forklarer Marc Lund Andersen:

»Når det er billigere at være husejer, vil det teoretisk lede til, at boligpriserne skal være højere. Det gælder for enfamiliehuse i langt de fleste kommuner, mens det modsatte gør sig gældende for ejerlejligheder.« 

Læs også: Fejl i ejendomsvurderingerne koster disse boligejere ekstraregning

Med den nye boligskattereform vil 80 pct. af danske boligejere få en lavere boligskat, hvilket i teorien bør føre til lavere boligpriser. De sidste 20 pct. vil få en højere skat, som modregnes af en skatterabat, så længe man ejer boligen før nytår.

Skatterabatten forsvinder dog, så snart man sælger sin bolig, og derfor vil de nye ejere sandsynligvis forlange et prisnedslag. Alt i alt betyder det, at der altså er kommuner, hvor huspriserne kan dale, fordi skatten står til at stige. Og det gælder særligt i en del af Danmark, hvilket vi vender tilbage til.

På landsplan bør huspriserne i gennemsnit stige 5,9 pct. på grund af den nye skat, viser seniorøkonomens beregninger. Ejerlejligheder vil i gennemsnit falde med 5,6 pct. i værdi.

Dog understreger Marc Lund Andersen, at priserne formentligt ikke ændrer sig prompte nytårsnat, men at udviklingen vil ske langsomt. Og måske ender prisudviklingen slet ikke, som den er beregnet:

»En ting er, at der kommer den her effekt af boligskattereformen. Men der er mange andre ting der påvirker boligpriser – renten, den disponible indkomst, inflation og forventningerne til boligmarkedet. Dertil kommer, at der inden for de enkelte kommuner kan være meget store forskelle på boligskattereformens effekt fra bolig til bolig,« siger Marc Lund Andersen og fortsætter:

»Så selvom huse i det meste af Danmark står til en prisstigning, kan der ske andre ting, som overdøver den teoretiske priseffekt af boligskattereformen,« siger han.

Her er de store vindere – og tabere
Kigger man på landkortet og zoomer ind på huse, så er der et klart mønster i hvilke huse, der bør stige i værdi, og hvilke, der ikke bør.

Tendensen er, at jo længere væk fra storbyerne, man kommer, desto større værdistigning står ens hus overfor. Således venter man den største prisstigning på huse i Odsherred Kommune med 11,3 pct., mens husejere i Gentofte Kommune kan se frem til det største prisfald på -2,8 pct., ifølge Marc Lund Andersens beregninger.

Læs også: Økonom spår lavere priser: Disse dage skal du købe

Seniorøkonomen forklarer forskellen med, at boligskattereformen retter op på en systematisk fejl, som længe har undervurderet boligpriserne i Storkøbenhavn og overvurderet priserne i yderområderne. Det har medført, at boligejere i provinsen har betalt en relativt høj skat, fordi deres boliger var overvurderede:

»Yderområderne har tidligere været ‘straffet’ med nogle overvurderede priser, og med den nye skattereform får de nogle mere realistiske priser. I hovedstaden havde man i forvejen undervurderede priser, og derfor får boligejerne ikke gevinst af et mere realistisk system,« påpeger Marc Lund Andersen.

Euroinvestor har tidligere talt med boligøkonom i Jyske bank, Mikkel Høegh, som også vurderer, at boligskattesystemet især vil komme husejere i provinsen til gode. Han spår prisstigninger på op mod 5 pct.

»Det er yderområder, som især får sat skatten ned, men generelt set, er den her omlægning af skat positiv for det, som man vil kalde det mere homogene parcelhusmarked,« fortalte Mikkel Høegh i september.

Selvom det altså er husejerne i provinsen, der kan lure den største procentvise gevinst i horisonten, så understreger Marc Lund Andersen, at det i kroner og øre sagtens kan være husejere andre steder, der løber med den største gevinst.

Forklaringen er, at huse i provinsen generelt er billigere end omkring storbyerne. Derfor kan eksempelvis en 4-procents stigning på et hus i Høje Taastrup Kommune sagtens udgøre flere kroner end 11 pct. stigning på et hus i Nyborg Kommune.

Læs også: Boligøkonomer: Her kommer den nye reform til at påvirke boligpriserne

Læs også: Gang i boligmarkedet: Antallet af handler stiger