Henter kommentarer

Snart lander årsopgørelsen: To ting kan udløse skattesmæk

Foto: Emil Helms
Vis mere

 

Mandag 15. marts kan du tjekke din årsopgørelse for 2020, oplyser Skattestyrelsen i en pressemeddelelse. Især to tal kan have betydning for mange danskere, når de åbner deres årsopgørelse.

For det første har mange danskere nemlig arbejdet hjemmefra som konsekvens af coronakrisen, hvilket påvirker det populære befordringsfradrag.

Derfor fremgår befordringsfradraget ikke automatisk af årsopgørelsen i år, oplyser Skattestyrelsen. I stedet skal man selv tælle, hvor mange dage man har været på arbejdspladsen, som altså vil være fradragsberettigede, og beregne på den baggrund.

»Det er klart, at når vi ikke ved, hvor mange dage man har arbejdet hjemmefra, og man selv skal beregne kørselsfradraget, vil der være større risiko for fejl. Vi vil derfor have ekstra opmærksomhed på fradraget, når vi senere kontrollerer borgernes oplysninger,« siger Karoline Klaksvig, underdirektør i Skattestyrelsen, i en pressemeddelelse.

I gennemsnit pendler danskerne 44 kilometer om dagen ifølge Danmarks Statistik. Har man eksempelvis haft 50 hjemmearbejdsdage i 2020, der ikke er taget højde for i ens forskudsopgørelse, udløser det et skattesmæk på omtrent 500 kr., pointerer privatøkonom Brian Friis Helmer fra Arbejdernes Landsbank. Hvis man har længere til sin arbejdsplads, bliver betalingen større.

»Hvis man for eksempel pendler fra Ringsted til København og derved tilbagelægger 130 kilometer om dagen, vil skattesmækket være på cirka 2700 kr., hvis man har haft 50 hjemmearbejdsdage,« lyder det fra Brian Friis Helmer i en skriftlig kommentar.

Boligejere skal holde øje med lån

Det andet forhold, der kan udløse skattesmæk, er ændringer i boliglånet. Mange danske boligejere har opnået massive rentebesparelse i 2020, hvor der blev nedkonverteret lån for cirka 225 mia. kr. ifølge banken.

»Har man midt i euforien over at have sparet på terminen i budgettet glemt at tilrette sin forskudsopgørelse med de nye, lavere renter, står man altså over for et skattesmæk, når man åbner sin årsopgørelse,« uddyber Brian Friis Helmer.

Hvis man endnu ikke har fået rettet tallene, bør man sørge for at rette forskudsopgørelsen for 2021, da den tager udgangspunkt i oplysningerne fra 2019, påpeger økonomen. Ellers risikerer man endnu et skattesmæk igen til næste år.

Hvis man har glemt at tilrette rentefradraget og har omlagt et lån på 1 mio. kr. fra 2 pct. i rente til 1 pct. i rente fra 1. januar 2020, så venter et skattesmæk på 3200 kr. ifølge beregninger fra banken.

»Omlægningen betyder nemlig, at man sparede cirka 9700 kr. i renter i 2020. Det betyder samtidig, at ens rentefradrag bliver cirka 9700 kr. mindre i 2020,« tilføjer Brian Friis Helmer og pointerer, at man kan trække 33 pct. af rentebeløbet fra i skat.

Rente- og bidragsudgifter til realkreditlån justeres i felt 483 på forskudsopgørelsen. I årsopgørelsen fremgår fradrag for rente- og bidragsudgifter af rubrik 41, fremgår det.

Har du penge til gode, begynder udbetalingen af overskydende skat fra 9. april.

Læs også: Rekordmange lån på hylderne: 200.000 danskere kan spare penge

Læs også: Tæt på udsolgt: Her bliver markedet for ejerlejligheder støvsuget