Anmeldelse: Uvidenhed er grundlag for stærke meninger. Dette kloge udsagn tages under kærlig behandling i bogen 'Fakta og fordomme om finanssektoren'.
Bogen er skrevet af to ”ronkedorer” fra CBS, Michael Møller og Niels Christian Nielsen.
Jeg har selv haft gavn af deres undervisning for 40 år siden, og der er fortsat både vid og bid i deres gennemgang af vigtige økonomiske forhold.
Læs også: Sydbank om vild dansk præstation: 'Det her er langt fra ligegyldigt'
Bogen føjer sig til deres forudgående små temaskifter, som er gode at blive klog af. Kendetegnet er en bred pensel med sund fornuft og ofte lidt finurlige angrebsvinkler på emner, som har været forsimplet og fordrejet i den overvældende støj ude i informationssamfundets mediemølle.
Ligheden med Hans Roslings bog 'Factfulness' er slående – men det er mere en form for diskussion af bankers nytteværdi og vilkår end en kedelig analyse af tal. Der er nemlig slet ingen afskrækkende tal eller kurver i bogen.
Læs også: Nordnet: 5 grunde til, at danske aktier er raslet ned
Et skrift værdigt for en trængt gruppe i en forvirret tid: Verbaløkonomer. Dermed er vi tilbage ved startpunktet for nationaløkonomi som et nyere akademisk fagområde.
Det voksede ud som et knop-skud hos de gamle, brede, humanistiske fakulteter på universiteterne. Man skal ikke lade sig skræmme af indholdets titel. Omfanget, 180 små sider, og prisen, cirka 250 kroner, er også overkommelig.
Bogen er virkelig egnet for selvfede danskere med de helt rigtige fordomsfulde meninger, men journalister bør frem for andre kunne benytte bogen som grundlag for selvkritik - og måske start på forbedringer?
Der er også særlige input til teologer, som kan få et par aldeles uortodokse udlægninger om bibelske personer og fortællinger. Almindelige læsere får jokes og livsvisdom. Glem det nu ikke.
Mening med galskaben
Den røde tråd er en diskussion af banksektorens forhold i Danmark angående værdien af dens indsats og tilbuddene til almindelige kunder samt en drøftelse af ”den tabte ære” efter Finanskrisen. Banker og bankfolk blev prygelknabe.
Problematikkerne anskues ”nedefra og op”, altså set fra et praktisk kundemæssigt synspunkt som Køber, men denne vinkel sættes hele tiden i perspektiv set ud fra en banks basale indre væsen som Sælger: Banker er jo en forretning.
Det har mange vist glemt.
Der spørges frisk: Overvej lige, om du overhovedet er en god kunde eller ej, før du begynder at brokke dig. Spørgsmål konfronteres man af i bogen, og det er en aldeles rigtig problematik.
I øjeblikket har alle en mening om formandsvalget i Dansk Folkeparti - selv om man (naturligvis for kun 4 pct. af de danske vælgere er medlem af et af de politiske partier, som fastlægger hele udbuddet på stemmesedlen) slet ikke er partimedlem her.
Læs også: Det glimter under overfladen - store fald skjuler aktie-vinderne
Sidste gang vi drøftede den slags tunge spørgsmål i medierne og mand og mand imellem var SF. Partierne har misvisende navne ved at benytte ordet Folk, men det er jo bare indpakningspapir, som Folket skal tro på.
Folkets tid er for længst forbi, men alle har en mening om alt muligt.
De to økonomers konklusion er, at finanssektoren faktisk udfører deres opgave tilfredsstillende for samfundsøkonomien, og strukturen er endog til gavn for ”dårlige små kunder”.
Ordet tidsrøvere bruges dog ikke. Det er helt korrekt, og her berører bogen indirekte et dybere aspekt: Banker i et land som Danmark er dybest set blot en form for forvoksede, moderne sparekasser i en andelssocialistisk kultur, der havde sin rod i et landbrugssamfund.
Rigtige banker var og er indrettet for at betjene erhvervslivet eller drive børsforretning i bred forstand. Nutidens ”banker” her i landet må mere betragtes som sparekasser end egentlige forretningsbanker.
De prøver bare at løse alle tænkelige opgaver inden for finansielle anliggender.
Læs også: Dansk aktie er kollapset: 'vi afventer i spænding'
Disse banker udnyttes så på det groveste som gratis serviceoperatør af den altomfattende centralistiske statsmagt i den danske, socialdemokratiske aftaleøkonomi. Banker er blevet til en forlænget arm i Systemet, og sådan opfatter borgerne dem derfor.
Tænk på ordninger med NEM-konti, Dankort, særlige opsparingsformer, skatteopkrævning, indberetning og kontrol af transaktioner på Statens vegne med videre. Dette punkt påpeges dog ikke direkte i bogen, men det er vel en del af forklaringen på den udbredt kritiske holdning til banker.
Der er dog mening med galskaben i bankernes måde at opføre sig på. De er ikke hverken dumme eller moralsk anløbne.
Et af punkterne er, at priser og vilkår præges af ensartethed, som f.eks. prisen på realkreditlån, frem for mikrotariffer. Helt korrekt påpeges det, at banker ikke er en branche med urimelig høj indtjening. Tværtimod.
Efter det sidste punktum i bogen blev sat, er der da også kommet skub i en strukturrationalisering. De to største aktører, Danske Bank og Nordea, holder sig på sidelinjen uden evne hhv. lyst til at deltage, så derfor er udviklingen kommet i gang nedefra - ikke oppefra. Det giver langsomt tempo.
Fordomme og bankernes tabte ære
Bankfolk er også en slags mennesker. Det prøver forfatterne gang på gang af fremføre som reaktion efter stribevis af letkøbte mediestorme med gratis kritik rettet mod banker og deres ansvarlige topchefer.
Den fjerde statsmagt er altid klar til at indsætte hurtige indsatsgrupper ved tegn på småt eller stort.
Imidlertid ser de fleste kunder faktisk ud til at være tilfredse med deres personkontakt i banken. Det forhindrer dog ikke, at de samme folk kan se med generel utilfredshed på sektorens opførsel og bidrag til samfundet.
Læs også: Vestas udråbt som det mest bæredygtige selskab i verden
Modviljen lever i bedste velgående og påvirkes i sagens natur markant af mediernes dækning.
“You never hang a banker”. Retsopgør med bankfolk er, så vidt jeg ved, aldrig lykkedes – end ikke ved Nürnberg-processen for gerningerne i Nazityskland.
Der kræves ellers kun tre ting for at føre krig: Penge, penge og penge. Men pengefolkene slap for straf.
Dette finurlige tema om danske banker i vore dage diskuteres ikke direkte, men den stive og omfattende banklovgivnings manglende praktiske anvendelighed påpeges.
Politisk forbrugerisme med boykot af banker som reaktion fra kundernes side på kritisable sager anføres som værende en misforståelse. Bagklogskab en detail er da også en fæl skygge, og det gælder i særdeleshed i en tid med udpræget socialistisk tankegang.
Enhver virksomhed må være parat til at blive ramt af offentlighedens søgeprojektør. Nu til dags mener alle at have adkomst til at give deres mening til kende om alt - for eksempel valg af partiledere - selv om man slet ikke er medlem eller stemmer på det.
Læs også: Kommentar: Der burde ikke være ret meget at rafle om
Opfattelsen af banker som værende en form for statsautoriserede samfundsinstitutioner, ikke kommercielle virksomheder, med sparekassekarakter giver en fejlagtig grundholdning. Banker er virksomheder med behov for at kunne udøve rentabel drift.
Bankfolk er rigtige mennesker, som søger at tjene en indkomst ved deres arbejde. Banker har en vigtig rolle som risikotager og vurderingsmand ved kreditgivning. Der er bare for lidt vækstmæssig dynamik i vores samfund, og pengene kan hentes ved aktieudstedelse, hvor der ikke er pres om tilbagebetaling.
Danskerne mistede for præcis 100 år siden tilliden til banker. Chokket opstod ved krakket i Landmandsbanken i 1922. Siden da har branchen været mødt med dyb mistillid.
Med tiden fortog skyggen fra fortiden sig dog. Banksektoren bredte sig til at dække de fleste former for finansielle ydelser i form af realkredit, pensionsopsparing, ejendomsmæglere og forsikring. Finansielle supermarkeder.
Ekspansionen foregik til sidst på nordisk plan og fortsatte frem til finanskrisen i 2008. Her blev trygheden ved bankernes full scale omfavnelse af borgerne torpederet.
Den operationelle konklusion
De to økonomers operationelle råd er, at man ikke bør være utilfreds med bankernes måde at fungere på. De klarer opgaverne godt.
Man skal heller ikke jagte gode tilbud, som er en smule bedre i pris. Derimod skal man lære at opføre sig klogt med sin privatøkonomi og bruge sin bank rigtigt. Det er kernen.
Opgaven består i at være ”herre i eget hus” ved at få hovedet forrest økonomisk og kunne klare sig igennem pressede situationer uden at stå med hatten i hånden. Temaet skrev de to herrer om i 2017 i ”Den lille bog om din økonomi”. Det er en velegnet gave til nybagte studenter, som skal til at tage fat på livet ude i samfundet.
'Fakta og fordomme om finanssektoren' er en sober og tankevækkende redegørelse om strukturen og markedsforholdene i den danske finansverden.
Læs også: Nordea: De næste par uger bliver vigtige for din portefølje
Bogens spark til medierne er velmente men afdæmpede. Det er nok mere høflighed end et præcis udtryk for de to kloge økonomers inderste mening.
Roslings bog 'Factfulness' havde også til hensigt at udbrede forståelsen for de faktiske forhold i en verden, som overvejende udvikler sig ret hurtigt i positiv retning. Vi er alle nødt til at se på virkeligheden og ikke lade os låse fast i fordomme.
Nogle medier køber i fællesskab hemmelige data, udskrifter og Whistle Blower news om skandaløse forhold.
Næste runde af det input burde nok udskydes til fordel for indkøb af et stort oplag af denne bog, der så kunne blive uddelt som pligtlæsning på redaktionerne. Men de har nok ikke tid til at læse den. ”Skriver I, karle?”.
Uvidenhed er jo grundlag for stærke meninger og forargelse sælger aviser – også om bankerne
Lau Svenssen er kommentator hos EuroInvestor og chefanalytiker i firmaet Svenssen & Tudborg.
Bogen 'Fakta og fordomme om finanssektoren' er skrevet af forfatterne Niels Christian Nielsen og Michael Møller og er udkommet på forlaget Samfundslitteratur.
Læs også: Lau Svenssen: Er Mærsk-aktierne fugl eller fisk?
Læs også: Simon Richard Nielsen: Kom så Christiansborg, lav nu en aktieskat, vi forstår
