Når alt svigter, må vi falde tilbage på brug af olie som energikilde. Det er den ene vigtige forståelse af olieprisen.
Den anden er, at olieprisen er ”politisk styret/påvirket”, og udbuddet er et kludetæppe af private selskaber og statslige producenter, hvor de fleste deltager med OPEC+ kartellet i spidsen.
Olie er en flow-vare med løbende tilgang og forbrug. På det punkt ligner det mælk, men der er intet problem med holdbarheden for olie. Men der er alligevel en række flaskehalse og aspekter, som giver oliemarkedet et mere følsomt forløb. Der er begrænset plads på lagertankene, og tidsmæssigt kan olie fra Mellemøsten være igennem et forløb som strækker sig over tre måneder. Afsætningen ved forbrug sker løbende med udsving forårsaget af årstidernes skiften og varme/kulde, så der kan opstå situationer med mangel på tilstrækkeligt med forsyning. Omvendt oplevede vi i 2020 så overfyldte lagre, at tankskibene måtte vente på at losse og dermed fungerede som ekstra lagre. Der kan med andre ord opstå udsving, som først jævnes ud igen efter 3-6-9 måneder.
På efterspørgselssiden er der lav prisfølsomhed i forbruget, som i stedet følger væksten (den akkumulerede bestand af biler og ikke det årlige salg) og konjunkturforløbet. Under Coronachokket i Q2/2020 droppede olieforbruget med næsten 20 pct. som et klart eksempel på denne struktur. Kort sagt er olie en energiform, som benyttes efter det faktiske og præcise behov uden tæt påvirkning af udsving i prisen. Uanset det foregår der en langsigtet tilpasning i forhold til olieprisen ved nye investeringer i produktionsudstyr, procesanlæg, transportmidler og byggeri (opvarmning). Elektricitet har beskeden andel fra dieselkraftværker og mindre generatoranlæg, men hvis alting svigter kan det være den eneste nødløsning.
De enkelte oliefelter har vidt forskelligt niveau i costpris (Break even). Det svinger fra 4-5 dollar i Mellemøsten og ved gamle felter på land i en række andre lande op til 40-50 dollar for skiffer og tjæresand. Investeringen i at finde et oliefelt og etablere udvindingsanlægget er meget stor ved offshore projekter, mens de variable udgifter er lave (typisk under 10 dollar pr. tønde).
Olieprisens udsving rammer derfor kun direkte de allerdyreste former for produktion, hvor skifferfelter i USA først bliver udsat for negativt pres. I praksis standser skifferproducenterne derfor hurtigt ved prisfald. Private oliefirmaer drosler ofte ned frivilligt, da de foretrækker at gemme olien, til prisen på ny er steget. Det er en ren kalkule.
Læs også: Lau Svenssen om interessant råvare-aktie: Den høje udbyttebetaling er en glimrende egenskab
Everything goes
Når olieprisen er over 50 dollar er alt OK, og i øjeblikket ligger prisen lige under 80 dollar. Der produceres på livet løs af alle kommercielle aktører. Fuld fart frem på de eksisterende felter. Interessen for at finde helt nye felter og udnytte de felter, som man har liggende i sin pipeline, er et andet spørgsmål, da det afhænger af break even prisen på full cost basis, udsigten for selskabets output fremover, regler i koncessionsaftaler om påkrævet aktivitetsomfang og risikoen på projekterne, der ofte vil strække sig mange år fremover. Nu ramler man så ind i et nyt problem angående den grønne omstilling. Her må man forholde sig til begrænset udnyttelse af felterne, måske en decideret slutdato for udvinding.
Strukturen i oliemarkedet er derfor, at de private aktører groft sagt maksimerer deres output, mens OPEC+ kartellet må klare opgaven med at begrænse udbuddet, så prisen ikke ryger nedad men presses opad. Så længe kartellet kan opretholde den interne disciplin, er markedet så stramt som de formår. Hvis kartellet faldt fra hinanden ville olieprisen formentlig droppe som en sten – muligvis til rundt 50 dollar, da OPEC+ landene i så fald ville maksimere deres output. En række private ville blive presset til at stoppe helt inden for skifferudvinding eller drosle delvis ned.
Men strukturen blandt udbyderne er endnu mere indviklet og skrøbelig. Olielande er nemlig ofte monoøkonomier uden andre bærende erhverv til at skaffe væsentlige indkomster. Da dækningsbidraget på råolien er højt i disse lande med let tilgængelige felter og der er tale om udviklingslande, er olien mange steder blevet en ”forbandelse” i form af magtfulde diktatorer og korruption med begrænset fordeling af velstanden til landets befolkning. Derfor er olielande ofte politisk højspændte og ustabile. Venskabelige relationer til andre lande bygger næsten udelukkende på ønske fra modpartens side (Vestlande eller Kina) om økonomisk samarbejde og indflydelse.
Lande som Venezuela og Iran råder over nogle af verdens største reserver af råolie og naturgas, men de er nede på lavt blus i eksport pga. politisk boykot fra USA’s side og indre forfald igennem mange år. Libyen er også gået i udu. Men det går heldigvis alligevel godt nok på oliemarkedet uden et bidrag fra disse lande. Fremtiden for de to store eksportlande, Rusland og Saudi Arabien, er alt andet end klar, stabil eller positiv. Det udgør en trussel. Alt kan ske, og det kan let gå galt.
Reelt accepterer vi vel i Vestlandene en alt for høj oliepris som en form for tilskud til olielandene for at opretholde de siddende regimer (uanset deres underskud af frihed og demokrati), så de kan opretholde mest mulig ro og orden i Mellemøsten. Uanset det er disse lande gradvis ved at blive transformeret – men til hvad?
Nu til dags har Vestlandene opnået lav afhængighed af olieforsyninger fra Mellemøsten, og eksporten går til lande i Fjernøsten. Kina er verdens største importør, som spreder indkøbene og benytter deres buying power politisk. Rusland er således havnet i et afhængighedsforhold til Kina omkring oliesalg.
Læs også: Kommentar: Kan man knuselske blockchain og grine med af kryptofans samtidig?
Olieprisen på kort og langt sigt
OPEC+ har indgået en langsigtet aftale om genopbygning af salgsvolumen frem til september 2022. Ultimo 2022 påregnes verdens olieforbrug at være fuldt genoprettet svarende til status ultimo 2019 før Corona epidemien. Først på det tidspunkt skal den interne fordeling i selve OPEC genforhandles, så de utilfredse lande kan blive imødekommet. En konflikt herom blev afværget i sommer ved et løfte om revurdering (ligesom de danske sygeplejerskers lønforhold).
Reelt er metoden med trinvis stigning strammere, end forbruget tilsiger, og det skubber derfor prisen opad. Men det afhænger jo af tempoet i genopretningen, herunder flytrafikken som angiveligt kun er nået indeks 55 af udgangspunktet ultimo 2019.
Nu er der så brudt en form for forsyningskrise ud i Europa vedrørende naturgas, og det har udløst et uventet boom i prisen på gas på det frie marked uden for de aftalebundne vilkår. En række følgevirkninger er ved at komme i gang for at reducere efterspørgslen (petrokemisk industri og ammoniak). Priserne på elektricitet er også steget og vil føre til en anden bølge af tilpasninger og modtræk. Priserne på kemikalier og metaller vil stige som konsekvens.
Pilen peger derfor opad for råolieprisen på kort sigt, og det vil sige seks måneder frem, altså til vinteren er overstået. Men træerne gror ikke ind i himmelen. Bremsen vil kunne komme fra salg på forward-markedet af olie fra store producenter, som vil ønske at gardere sig mod et eventuelt nyt dyk i prisen på denne følsomme råvare. I første omgang vil spekulationen i opadgående retning dog først kunne vokse i omfang og presse prisen yderligere opad fra de nugældende 78 dollar (Brent olie). Passive og spekulative investorer har al for lav vægtandel i olie- og gasudvinding. Det har været betragtet som en ”sort branche”, som blot skulle afvikles for at klare den grønne omstilling. Derfor solgte mange politisk korrekte investorer (typiske pensionsforvaltere) ud af olieselskabernes aktier. Mit gæt på en top for prisen på Brent et år frem er 90-95 dollar pr. tønde.
Den hårde virkeligheds vilkår melder sig nu, og det kan blive dyrt - for forbrugerne. Der er definitivt indtrådt et knæk i olieselskabernes vilje til at fortsætte høj aktivitet med exploration. Derfor vil de frie olieselskabers output falde langsomt i takt med tømning af reserverne. I 2015 droppede olieprisen fra 100-110 dollar, og det udløste en katastrofeopbremsning for exploration og feltudbygningsprojekter. Kun det allerbedste blev ført videre. Derfor er man kommet bagud, hvis man på ny skal geare op for olieproduktion med 10-20 års horisont.
Pointen i denne udvikling er, at OPEC+ vil få stadig stigende markedsandel i de kommende år, og dermed vil disse kartelpartere kunne sætte sig hårdt på markedet. På mellemlangt sigt er perspektivet derfor fortsat høje oliepriser, hvilket vel kan udlægges som over 50-60 dollar pr. tønde. Down Sid Risk burde derfor være begrænset for alle aktører og investorer i oliebranchen. Den grønne omstilling har ligeledes behov for høje oliepriser for at legitimere skift til endnu dyrere og mere upålidelige grønne energikilder.
Balladepunktet er down side risk på meget langt sigt, dvs. 25 år frem og derudaf. I det øjeblik teknologien opnår afgørende gennembrud med regulerbar og billig vedvarende energi, vil råolie ende som en død reserve, der aldrig vil blive udnyttet.
Verden har kulreserver til 3.000 års forbrug, og der findes meget mere end det. En brøkdel vil blive udnyttet. Der er oliereserver til mindst 40 års forbrug, og den regel har været gældende i de sidste 50 år, altså har der dengang været meget mere. Naturgassen, som skal afløse kul og olie i overgangsfasen frem mod et bæredygtigt energisamfund, rækker til 300 år, og her er der efter alt at dømme meget store ukendte felter, ligesom der kan geares op for en løbende tilgang af biogas.
Energi er der masser af i verden. Meget af den befinder sig dog uheldige steder. Det langsigtede problem er politisk omkring selvpålagte begrænsninger og forhindringer som led i det storstilede politiske projekt om bekæmpelse af påstået global opvarmning fra menneskeskabt CO2 udledning. Det kortsigtede problem er udbydernes fælles interesse i at presse olieprisen opad, og den uhellige alliance mellem private olieselskaber og de olieeksporterende lande stiler også efter at opnå så høje priser som muligt. Her står olieselskaberne i den bedste position, da de kan prøve at hive olien op så hurtigt som muligt. OPEC+ landene er begrænset af deres kvoter. Sorteper i olieindustrien er allerede havnet hos olielandene, der prøver at holde priserne oppe ved at begrænse produktionen, men derved ender de med at brænde inde med et enormt varelager nede i jorden.
For investorerne udgør aktier i oliesektoren en interessant placeringsmulighed. Jo hurtigere de hiver reserverne op, des bedre (afhænger dog af aktiens pris). Naturgas i Europa er dog blevet årets hit.
Lau Svenssen ejer aktier i olieselskaberne BP og Exxon.
Læs også: Lau Svenssen: BHP er en spændende men indviklet affære
Læs også: Se listen: Disse 10 danske aktier er faldet mest
