Henter kommentarer

Simon Richard Nielsen: Min lille guide til det store obligationsmarked


Obligationer som investeringsaktiv er her, der og alle vegne. Den gode gamle balancerede portefølje med en god blanding af aktier og obligationer er tilbage efter ti års fravær. Det er på tide at genopfriske et par pointer om de rentebærende papirer.

Vil du spise godt om dagen, skal du eje aktier.

Vil du sove godt om natten, skal du eje obligationer.

Det lille mundheld er tilbage, i takt med at de stigende renter igen har gjort obligationer attraktive som investering.

Se også: Aktieordbog: Det betyder investeringsbegreberne

2022 har godt nok også vist, at obligationer kan være ekstremt risikabel affære, da verdensmarkedet for obligationer aldrig tidligere har gennemgået en så hurtig og dyb nedtur. Bemærk, at stigende markedsrenter sådan set bare er en afspejling af, at kurserne på obligationer er styrtdykket.

Fra alle ledder og kanter i investeringsbranchen bliver der igen talt varmt for at sprede sine investeringer i flere aktivklasser. Vi er ellers i ti år forinden blevet tudet ørerne fulde af begrebet »TINA« – there is no alternative. Altså til aktier, forstås.

Nu er TINA død, og i den anledning er det på tide at genopfriske et par vigtige pointer om obligationsmarkedet.

For det første skal vi holde os for øje, at der er en verden til forskel på virksomhedsobligationer, statsobligationer og realkreditobligationer.

For alle tre grupper gælder imidlertid, at risikoen er markant anderledes end på aktiemarkedet.

Som obligationsejer er man reelt set udlåner – kreditor. Som aktionær er man medejer. Går en virksomhed ned, står man således først i køen til at tage tabet som aktionær.

På obligationsmarkedet er risikoen todelt: Kreditrisiko og renterisiko. Begge faktorer skal nøje overvejes.

Læs også: Sådan køber du obligationer

Renterisikoen er fuldstændig umulig at få begreb om. Hvis du køber en obligation i dag, og markedsrenten efterfølgende stiger, så falder kursen, og du står med et urealiseret tab. Og vice versa, naturligvis.
Dér, hvor analysekraften samler sig, er derfor kreditrisikoen. Hvad er risikoen for, at låntager – det vil sige obligationsudstederen – misligholder aftalen og ikke kan betale renter og afdrag?

Professionelle investorer holder sig til de store kreditvurderingsbureauer som Moody’s og Standard & Poor’s, når de sammensætter en portefølje af obligationer. Det kan private såmænd også.

Hør også: Millionærklubben: Din praktiske guide til investering i obligationer

Kreditvurderingsbureauer benytter sig af en karakterskala, der har AAA som topkarakter, og så går det ellers dernedad.

Skalaen er opdelt i to overordnede kategorier, hvor den bedre halvdel kaldes for investment grade. Udstederne i bunden kaldes for high yield. Det er i hvert fald, hvad din bankrådgiver kalder dem. High yield er nemlig bedre kendt som junk bonds – ja, skraldespandsobligationer.

Ret beset er junk bonds også en lidt tarvelig betegnelse, da en masse junk bond-virksomheder kan være på vej op, mens andre på vej ned.

Sådan er den evige indbyggede dynamik nu engang på det finansielle marked.

Det korte af det lange er imidlertid, at jo højere risiko, desto lavere er kreditkarakteren, og desto højere er renten. Som investor får man naturligvis betaling for at tage en højere risiko.

Virksomhedsobligationer er generelt kendetegnet ved at blive handlet på et marked, der er langt mindre likvidt end aktiemarkedet. Kun for velhavende private investorer giver det således mening at handle på egen hånd.

Handlen foregår via børsmægleren, og både kurtagen og forskellen og bud og udbudspris kan være markant. Det vil kræve flere hundredtusinder kroner at få en meningsfuld adgang til virksomhedsobligationer. Hvis du samtidig vil sikre dig en god spredning, er vi oppe i private banking-segmentet.

Hvis du alligevel vil gøre forsøget, så tjek for guds skyld kreditvurderingen, og læs regnskabet grundigt. Da det ikke giver mening at købe og sælge hurtigt, som mange ynder at gøre på aktiemarkedet, skal du være tryg ved, at virksomheden ikke misligholder, inden obligationen udløber.

Obligationsejere skal koncentrer sig mere om balancen, aktiver og passiver end om driftsresultatet – ikke at det sidste og især pengestrømmen er ligegyldigt. Men igen handler det om at vurdere soliditeten i et selskab – ikke det store vækstpotentiale.

En karikeret måde at tænke på er, at aktieinvestorer forsøger at spotte vinderne. Obligationsejerne skal derimod undgå taberne.

Når det gælder virksomhedsobligationer kommer investeringsforeningerne virkelig til sin ret.

Den danske stat og danske realkreditobligationer har den højeste karakter på aaa. Vurderingen er altså, at der er minimal risiko for, at gælden bliver misligholdt. I løbet af 2022 har vi imidlertid set, at markedet indpriser en stadigt større risiko på det danske boligmarked. Det kan dels skyldes, at investorernes sikkerhed i form af boligejernes friværdi bliver mindre. Og dels er der generel uro, hvilket traditionelt får udenlandske ejere til at sælge ud.

På realkreditfronten er der til gengæld masser af muligheder for også private investorer. De fleste banker stiller priser til rådighed, og markedet er ganske likvidt sammenlignet med andre obligationsmarkeder.

Og så er der lige dét med inflationen. Hvis prisstigningerne sætter sig fast i form af øgede inflationsforventninger og 1970ernes pris-løn-spiral vender tilbage, så kan du glemme alt om ovenstående.

Inflationen vil langsomt og sikkert æde de nominelle rentebetalinger, og det reale afkast går i dørken. Så vil TINA genopstå. Og denne gang vil aktierne få konkurrence fra sølv og guld.

Drømmen om at blive rentier er ikke en snorlige vej. Men lige nu ligner det et stærkt comeback til de rentebærende papirer.