Henter kommentarer

Investor mener stort dansk selskab »på nuværende tidspunkt er lidt udefinerbar som investeringscase«


Transportgiganten DSV har længe været en af de klareste stjerner på den danske aktiehimmel. Kigger man på udviklingen de sidste 10 år har DSV-aktien leveret et afkast på 511 pct., mens det danske C25-indeks i samme periode har lavet 189 pct. i afkast. 

Men på kort sigt er der mere usikkerhed omkring DSV-aktien, og derfor er den heller ikke at finde i porteføljen hos investeringsforeningen Regulær Invest, der styres af aktieanalytiker og investeringsrådgiver Michael West Hybholt. 

»DSV har gjort det fantastisk historisk – ingen tvivl om det. Men lige nu står man i en situation, hvor man ikke rigtig ved, hvad man køber, hvis man køber en DSV-aktie,« siger Michael West Hybholt, der er gæst i dagens udgave af Millionærklubben. 

Usikkerheden omkring DSV-aktien bunder for Michael West Hybholt blandt andet i det potentielle opkøb af den tyske transportkæmpe DB Schenker, som har svirret på det seneste. DB Schenker er ejet af det statsejede selskab Deutsche Bahn (DB), som har meldt ud, at man ønsker at sælge DB Schenker. 

Og i og med at DSV har en lang historik med opkøb, har den danske transportkæmpe været nævnt som en af de potentielle købere. 

»De (DSV, red.) er jo interesserede i at købe DB Schenker, og hvis de går ud og køber dem, så har jeg læst mig til, at det vil være til en pris på måske 100 mia. kr. eller mere. Det kommer man ikke udenom, medmindre der skal udstedes nogle aktier,« siger Michael West Hybholt i podcasten og tilføjer: 

»Står vi overfor en fortegningsemission eller noget i den retning, det kan jeg ikke svare på. Og derfor synes jeg, at DSV på nuværende tidspunkt er lidt udefinerbar som investeringscase.« 

Der er dog andre aktieanalytikere, der ser et potentiale i DSV-aktien. Kigger man på, hvad de professionelle finanshuse mener om DSV-aktien, er de nemlig overvejende positive.

Ifølge Bloomberg-data er der 24 analytikere, der dækker aktien. Af dem har 18 en købsanbefaling, mens 5 anbefaler at holde aktien. Kun en analytiker anbefaler at sælge. 

Analytikerne har et gennemsnitligt kursmål for DSV på 1.395,6 kr. per aktie – det vil sige den kurs, de tror, aktien kan komme i indenfor 12 måneder. Det indikerer et kurspotentiale på 21,4 pct. mod en kurs på 1.150 kr. torsdag middag. 

DSV-aktien har haft et afdæmpet 2023, hvor aktien kun har leveret et afkast på 1,3 pct. indtil videre.