Henter kommentarer

Jette vidste intet om aktier, men nu ligger hun i top: »Der er gået en gal djævel i mig«


Tidligere har Jette Bay ingen interesse haft for aktier. Men så faldt hun over en annonce for Millionærklubbens Aktiespil på Facebook.

»Lige pludselig er der gået en gal djævel i mig,« siger hun til Euroinvestor.

Nu bruger hun flere timer dagligt på at regne ud, hvad den næste store kursraket bliver - og indtil videre er det gået rigtig godt for den 56-årige.

Hun ligger nemlig torsdag formiddag på femtepladsen i Millionærklubbens Aktiespil med et afkast på 283,56 pct.

Her handler det om at få en million fiktive kroner til at vokse mest muligt på otte uger. Førstepræmien er en investeringskonto hos Saxo Bank på 200.000 kr., mens der i løbet af spillet også uddeles ugepræmier for i alt 400.000 kr.

Som det fremgår af hendes spillernavn 'bettemortil3' er Jette Bay mor til tre børn. Hun bor i Silkeborg og  er førtidspensionist. 

Besættelsen begyndte for Jette Bay, da hun valgte helt rigtigt i første hug og fik sat en stor del af sit startbeløb på en vaskeægte kursraket.

Jette Bay fik nemlig som en af de første aktier købt op i den amerikanske QMMM-aktie.

»Den var steget pænt, så det var nok ikke det værste at prøve af på,« forklarer hun. 

Derefter gik der flere dage, før Jette Bay fik tjekket sit depot igen. Da hun gjorde, kunne hun se, at hendes afkast var vokset med flere hundrede procent.

»Lige da jeg så den, tænkte jeg: Hvad sker der her?« siger hun og forklarer, at det først var da Euroinvestor skrev til hende, at hun fik øjnene op for, hvor god en investering, hun havde lavet.

Det kinesiske selskab QMMM, der er noteret i USA, havde annonceret et større sats på kunstig intelligens og kryptovaluta, som havde sendt aktien op med over 1000 pct. på bare én dag.

Herefter fik Jette Bay blod på tanden. Selvom hun først var kommet med i aktiespillet et par uger inde i spillet, lå hun nu i top tre blandt de over 31.000 deltagere.

Herfra har hun udviklet en strategi, der skal holde hende i top. Hun læser rundt omkring på nettet og i medierne om diverse selskaber, og derfra finder hun nye aktier til porteføljen.

Derudover kigger hun på listerne over de aktier, som man kan investere i i aktiespillet og ser, hvorvidt de er steget for tiden, og hvis de er det, og hun synes de ser spændende ud, så slår hun til.

En ting er dog sikkert: Jette Bay er blevet bidt af aktiefeberen.

»Nu skal jeg flere gange ind og kigge på, hvordan det ser ud på markedet i forhold til de forskellige aktier, jeg har købt op,« siger hun med stor begejstring.

Jette Bay prøver også at få hendes søn til at spille med, så de sammen kan blive klogere på verden af aktier.

Du kan se, hvordan det går med Jette Bay og alle de andre håbefulde investorer i aktiespillet her.

Du kan vinde præmier for 600.000 kr. i Millionærklubbens Aktiespil. Du kan vinde hundredetusindevis af kroner i kontanter, rejser og hotelophold i Danmarks største aktiespil. Tilmeld dig spillet her og dyst mod Millionærklubbens kendte ansigter her.