Lau Svenssen forundret over sjældent Novo-drama

Lau Svenssen er forundret og har sjældent set noget lignende.
Det er hans reaktion på den store nyhed, der tirsdag eftermiddag ramte danske investorer: at næsten hele Novo Nordisks bestyrelse trækker sig før tid.
Den garvede investor vurderer, at bestyrelsen går af, fordi Novo Nordisk Fonden, der ejer omkring 77 pct. af stemmerne i Novo Nordisk, har sat bestyrelsen på sidelinjen – dels ved valget af den nye direktør Mike Doustdar, dels ved indsættelsen af Lars Rebien som konsulent i bestyrelsen.
»Det her er kaptajnen, der går på broen, fordi nu skal de have skalket lugerne, så de kan holde til, at det sprøjter ind over dækket. Nu skal alle mand gøre deres pligt,« siger investoren.
Lau Svenssen havde også ventet en rokade i bestyrelsen, men både omfanget og måden, det sker på, overrasker ham.
»Jeg havde forventet, at det ville være formanden og næsteformanden, der ville ryge. Men det viser, at hele bestyrelsen er sure over at blive over-rulet i forbindelse med valget af den nye direktør Doustdar, samt da Lars Rebien skulle ind og være konsulent i bestyrelsen,« siger han og tilføjer:
»Normalt skal det se pænt ud, og det gør det her ikke. Det skaber for meget negativ omtale. Det er sjældent, man ser det i topligaen i erhvervslivet.«
Lau Svenssen mener altså, at udskiftningen i bestyrelsen grundlæggende er positiv, men han kunne have håbet på en mere gnidningsfri overgang.

Genialt: Det her kort skal du have


Er ‘Zero Dollar Club’ aktierne ved at miste sin popularitet?

Stor guide: 57 geniale gaver


