Henter kommentarer

Meme-aktie står til brutal nedtur


Aktien i spilkæden Gamestop står til at få en grum onsdag på børsen.

I formarkedet falder aktien nemlig med 18,5 pct. ved 13-tiden dansk tid.

Faldet kommer ovenpå selskabets friske tal for fjerde kvartal af 2023, der blev offentliggjort tirsdag efter markedsluk. Det skriver Bloomberg News.

Gamestops omsætning lød på 1,79 mia. dollar i fjerde kvartal, hvilket er et fald på 19 pct. fra samme periode sidste år. Derudover var det også lavere end ventet. 

Hvis det voldsomme aktiefald på knap 19 pct. holder stik ved børsåbningen, vil der være Gamestop-aktiens største fald siden juni, skriver finansmediet.

Gamestop-aktien har været ekstrem volatil de seneste år. 

Aktien var den første 'meme-aktie', som var et fænomen, der opstod i slutningen af 2020. 

Private investorer fandt sammen på sociale fora - som i Reddit-gruppen 'Wallstreetbets' - hvor de blev enige om at købe op i GameStop-aktien på bekostning af short-sælgere på Wall Street.

På bare seks måneder - fra nytår 2021 til juni 2021 - fik de presset Gamestops aktiekurs op med 1036 pct. 

En lang række hedgefonde, der havde spekuleret i kursfald i GameStop-aktien, endte med at lide enorme tab, blandt andre Melvin Capital, White Square Capital og Light Street Capital.

Senere faldt Gamestop-aktien dog tilbage, og er nu nede med 71 pct. fra toppen i juni 2021. Aktien tager dog stadig til tider større spring både op og ned. 

Læs også: Aktie stikker af på nyt om fedmepille

Læs også: Dansk himmelstormer falder tilbage - men aktiechef kalder det 'sundt'