Nye tal viser, at danskernes indkomst faldt sidste år. Men bag de netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik gemmer sig en anden kedelig nyhed – nemlig at forskellen på kvinders og mænds indkomst er den største siden 2007.
»Det kan virke paradoksalt, at kvinderne generelt bliver ved med at halte langt efter mændene, når det gælder indkomst. For de bliver stadig bedre uddannede og trækker i stigende grad fra mændene på den front. Men uddannelsesforspringet afspejler sig ikke i indkomsterne, hvor der stadig er et betydeligt gab,« lyder det i en kommentar fra Anne-Louise Lindkvist, der er markeds- og kunderådgivningschef i Sampension.
Hun tilføjer, at lønforskellen især hænger sammen med, at kvinder er mere på barsel samt arbejder mere deltid end mænd, ligesom der i flere tilfælde er forskel på lønnen i de fag, de to køn arbejder med.
Læs også: Danske Bank skruer op for indlånsrenten
Kvinder tjente i 2022 i gennemsnit 321.900 kr. før skat, mens mænd i gennemsnit tjente 423.100 kr. Forskellen er 31,4 pct. og altså den største siden 2007, hvor forskellen lød på 34 pct.
Konsekvenserne for kvinderne er typisk en mindre pensionsopsparing end mænd.
»Hertil kommer, at kvindernes opsparinger også skal række længere, da de generelt trækker sig tidligere og lever længere end mænd. På den måde kan indkomstgabet over tid medvirke til, at kvinderne får mindre at gøre godt med, når de går på pension, og at de som følge i værste fald må sænke levestandarden markant som pensionister,« siger Anne-Louise Lindkvist.
Dykker man ned i tallene, har mænd den største indkomst i syv ud af 10 parforhold blandt de 20 til 64-årige – og er man i et forhold, er der særlig grund til at være opmærksom på, om man tjener mindre end sin mandlige partner.
»Kvinder i parforhold har god grund til at være opmærksomme på, om de halter efter deres partner, når det gælder indkomst og pension. For hvis det er tilfældet, kan det koste dem dyrt, hvis de skulle blive skilt. Ved en skilsmisse tager parterne nemlig deres egen pensionsopsparing med sig, og det vil gå hårdest ud over den, som har den mindste opsparing – hvilket typisk vil være kvinden,« siger Anne-Louise Lindkvist.
Læs også: Sådan får du råd til det gode liv, selvom du får en lav løn
Læs også: Storbank: Stor uge i vente