Grundlovstale 2022 af Lau Svenssen

Talen kan høres i afspilleren nedenfor:

Kære trofaste lyttere her i Millionærklubben og andre danskere på gæstevisit

Grundlovstalen er i år opdelt i tre afsnit. Hvis du kun vil høre om aktier, så læs afsnit 3 i den trykte udgave. Hvis du går meget op i Danmarks hensygnende demokrati og selvdestruktive samfundsudvikling, så læs min tale fra 2021. Den gang var der fred og ro til at drøfte vore egne forhold grundigt. Nu er der krig i Europa og mulighed for opbrud, så forholdene i vores egen baghave springer jeg næsten over denne gang.

Det vil være tarveligt at indlede årets tale med at påpege, at Rusland forfatningsmæssigt faktisk er et demokrati. Men vi lever i en tarvelig tid, og jeg er nødt til at tale om virkeligheden og fortier ikke denne ubehagelige sandhed. Rusland viser sig jo som tidens absolut største trussel mod mennesker i andre lande. Indadtil undertrykker Putin-regimet også befolkningen.

Demokrati er altså bare en by i Rusland, som man siger, og ingen garanti mod overgreb og indskrænkning af frihedsrettigheder. Frihed er hjertet i et demokrati – ikke at legitimere magt til statsledere via stemmesedler.

Demokrati er en udmærket styreform, hvis det sikrer borgerne et frit liv og et flertal ikke via lovgivning får lov(!) til at misbruge deres magt til at udbytte befolkningen. Sidstnævnte er vores problem her i Danmark. Driften af en dyr offentlig Godhedsindustri bruges hele tiden som forklaring på et reelt skattetryk på 60-70 pct.

Desværre er demokrati en åben vej, hvor enhver person kan få adgang til magten – og endog legitimere en retmæssig adkomst til denne rolle, da mandatet jo er tildelt af vælgerne. Kernen i enhver forfatning må derfor være definitivt at indskrænke de valgte personers råderum.

Jo større land des værre. Der findes ikke store demokratier. Jo større statslig sektor og skattetryk des værre. Small is beautiful i et demokrati. Fællesnævneren falder med størrelsen, og det forhold udnytter familieklaner til at erobre topposterne i de politiske partier.

En generation afløses af den næste. Nepotisme og pamperi. Blod er tykkere end vand - også her i Danmark. USA, som siden Anden Verdenskrig har været anfører for demokrati, har selv et topartisystem – men det er jo trods alt mere end dobbelt så godt som et etpartisystem.

Første afsnit: udviklingen i de ydre forhold med Ukraine i centrum er afgørende

For et år siden så tingene ud til at være simple og rolige. Med Ruslands angreb på Ukraine 24-02 er der atter krig i Europa. Antallet af flygtninge fra Ukraine er nået over 6 millioner. De ukrainske mænd kæmper en heroisk kamp mod russiske styrker og lejesoldater. Angrebet var en overraskelse.

Jeg forventede russisk pression men ingen kamphandlinger. Putin-styret har brudt hævdvundne europæiske principper, som stammer helt tilbage fra den westfalske fred i 1648 om accept af fastlagte landegrænser og ikke-indblanding i andre landes indre anliggender.

Hensigten var at fjerne Ukraine’s regering og indsætte et marionet-styre. Vestlandene med USA i spidsen kom på banen og tilfører nu våben med stadig større slagkraft og rækkevidde.

Ruslands kampkraft har vist sig overraskende dårlig. Øget brutalitet i krigsindsatsen ser ud til at blive forsøgt for at opretholde offensiven.

Styrkerne koncentreres angiveligt med henblik på at erobre mest muligt af de to omstridte provinser. Men våbenarsenalet er ved at være brugt op, og soldaterne må være slidt ned. Unge russere ofrer deres liv og førlighed for at virkeliggøre Putin-regimets fortidige planer. Neonationalisme. Når krigen er forbi, vil mange af de befriede Donbas-russerne vel flygte mod vest.

Rusland har med sit angreb formået at udføre lige præcis det, som folk i Vesteuropa har frygtet siden 1945. Finland og Sverige er med ét blevet klar til at indtræde i NATO. Finland har kun haft 105 år som selvstændigt land. De slap i 1917 væk fra Rusland med Lenin’s underskrift. Sverige har været neutralt siden Napoleonskrigene, altså i 200 år. Verden er i opbrud.

Derfor er opbakningen bred til Ukraine. EU er nabo og håber på en hurtig fred. USA kan muligvis se en fordel i at holde gryden i kog. Ukraine kan hjælpes til at udkæmpe en stedfortræderkrig mod Rusland. Målet er at opnå en magtomvæltning i Moskva. Putin-styrets dage er talte uanset forløbet videre frem, men ved at indgå en hurtig fredsslutning kan de muligvis udskyde deres dommedag.

I udgangspunktet var tidsfaktoren til fordel for Rusland som det stærkeste land. Nu er pendulet svinget over i ukrainernes favør. For russerne gælder det om at erobre mest muligt af de to provinser, så man kan fremvise en sejr som trofæ.

Operationen skal lykkes. Så snart det er opnået, vil Rusland ensidigt erklære våbenhvile. Man vil ikke risikere en kollaps ved fronten eller at blive presset baglæns igen. Kanonerne vil jo pege hjem mod Moskva under et tilbagetog. Husk lige det. Al magt vokser ud af geværløbet. Formentlig vil det indtræffe i løbet af et par måneder, så vi kan få fred i august.

Vestlandene vil presse Ukraine til at acceptere en fredsaftale, hvor de mister flere provinser. Efter indgåelse af en stringent fredsaftale kan flygtningene vende hjem og genrejsningen komme i gang.

Ukraine bliver formentlig adopteret som plejebarn af EU, og så er deres lykke sikret.

Verden kan blive normal igen, og det kan føre til en ketchup-effekt med høj vækst i andet halvår.

Tidsforløbet presser alle parter: Tabstallene vokser som regel i en slutfase. Ukraine kæmper med ryggen mod muren og er afhængig af vestlig støtte. Putin risikerer kollaps ved fronten og kupforsøg. Vestlandene kan havne i recession, hvis krigen fortsætter året ud. Hårknuden må løses op.

Et par interessante sociologiske og politiske følgevirkninger kan fremkomme efter Ukraine. For det første vil Belarus komme i spil. For det andet begynder en reformation af Rusland omsider at tegne sig som en positiv mulighed. De enevældige herskeres tid er forbi. Det kan udløse et opbrud/oprør, hvor yngre generationer vil opstille en ny og mere fredelig dagsorden for samfundet.

Hvis Rusland forsvinder som Vestens hovedfjende, vil der også kunne komme en frihedsbølge i EU-landene. Sidst men ikke mindst kan vi hårdt pressede mænd måske få mulighed for at genvinde reputationen med henvisning til de ukrainske soldaters afgørende kampindsats for kvinder og børn. Æres den, som æres bør.

Andet afsnit: Danske forhold status og udsigter

Som en overgang fra stort til småt kan vi jo lige omtale et forløb, som hurtigt forsvandt fra medierne: Vestlandenes paniske flugt væk fra Kabul for knapt et år siden. Efter 20 års krig opgav Vesten sin militære indsats og trak sig helt ud. Forløbet var rodet og til sidst foregik det hovedkulds.

Fejlen i det amerikanske krigsprojekt var først og fremmest, at man ikke havde et klart mål for operationen og besættelsen af landet. Oprindeligt var målet at opspore Osama bin Laden og hans partisangrupper. Det lykkedes at finde og dræbe ham, men det skete i Pakistan.

Taliban-folk sagde ved krigens start: I har uret - vi har tiden. De vandt. Vi tabte, men det vil man helst glemme.

I Vestlandene ønsker politikerne ikke at evaluere forløbet og vedkende sig ansvaret for den spildte indsats med tab af manges liv og førlighed. Udgifterne regnes i milliarder. Danmark har formentlig brugt 15-20 mia. kroner, altså samme beløb som minkskandalen koster men fordelt over 20 år.

Det kaotiske exit-forløb kan have givet Putin et indtryk af svag opførsel fra vestlig side, og dermed at Ukraine kunne erobres uden modtræk fra vestlig side. Han havde frie hænder og tog chancen.

Her i Danmark lever vi godt takket være indtægterne fra virksomhederne i erhvervslivet. Det er faktisk gode tider for folk med job i den private sektor. Novo Nordisk er fortsat på vej frem i fuld fart. Maersk er kommet med igen takket være Corona-kaos i vareforsyningskæderne. Rederiet er den største transportør på globalt plan - og så kan det jo ikke blive større.

Corona-riet blev omsider oversider overstået. Den elendighed fandt de selvfede danskere sig også i. Corona-nedlukningsforløbet bekræftede, at demokratiet her i landet er gået i baglås. Der er langt flere nydere end ydere i vores samfund, og flertallet bestemmer jo i et demokrati. Fordelingen er ca. 60/40. Folk med arbejdsindkomst fra VIRKSOMHED udgør samfundets skaffedyr, som via skatter i utallige former tvinges til at aflevere 60-70 pct. af deres indtægter.

Pengene bruger den politisk styrede superstat til at bestikke borgerne. Som tak og for at opretholde levevilkårene i ”den danske model” støtter borgerne som vælgere en videreførelse af den socialdemokratiske styreform. Det er en selvbærende demokratisk blindgyde styret af en elite.

Dansk politik er derfor endt som en meningsløs forestilling – en slags tomt totalteater. Den danske form for etpartisystem bestod indtil den nuværende valgperiode af fem partier med samme politiske linje, et socialdemokratisk samfund. Partierne var SF, S, DF, K og V. Kristeligt Folkeparti opnåede ikke repræsentation, men dette parti tilhører også gruppen Midt på vejen.

Siden er der kommet et nyt navn til, Løkkes Moderaterne. Enhedslisten har på papiret - men næppe i hjertet - smidt en stor del af sit røde program over bord og er også blevet midt-orienteret. Nu er der 8 ens partier med nuancer. Ikke desto mindre fastholder de statsunderstøttede medier illusionen om to politiske blokke, Rød og Blå. For der skal jo være et-eller-andet at vælge imellem. Ellers er valgret nonsens – og det er vel realiteten. Vi prøver bare holde fast og tro på vores egen Hurra-fortælling om demokrati.

I de seneste år er den såkaldt borgerlige (blå) blok gået i opløsning. Der er kommet 20 løsgængere i Folketinget. Ud over dårlig ledelse og personlige uoverensstemmelser er det udtryk for, at ingen tør ændre den socialdemokratiske samfundsmodel. Der findes intet liberalt eller borgerligt projekt.

I løbet af det kommende år skal der igen være valg til Folketinget. Udfaldet er uden betydning, så bliv blot hjemme og giv udtryk for din utilfredshed herved. Underholdningsværdien ved udskiftning af persongalleriet kan selvfølgelig glæde, men den nedadgående spiral med selvdestruktion af det danske samfund vil fortsætte. Vi har passeret: Point of no return - i mere end en forstand.

Når vi oplever varemangel og store prisstigninger er forklaringen, at vi laver alt for lidt ærligt arbejde her i landet. Man kan se på CO2. Vi ligger lidt lavere end EU’s gennemsnit og på samme niveau som Grækenland og Bulgarien. Hver dansker udleder 8 tons CO2 om året, men indregnes importen af varer, altså vores forbrug, er det reelle tal helt oppe på 11 ton.

Kina’s store udledning er vi således medvirkende til. Margrethe Vestager har netop udtalt sig om denne problematik ud fra en politisk, altså populistisk synsvinkel. Vi er havnet i importafhængighed af lande som Rusland og Kina pga. grådighed, og vi må fremover lære at acceptere en merpris i form af et sikkerhedstillæg.

Tredje afsnit: Udsigter for udviklingen i det kommende halve til hele år

Efter denne sørgelige omtale af vort lille lands elendige forfatning og håbløse udsigt vil jeg slutte med en mere operationel anvendelig gennemgang og vurdering af udsigterne for økonomi og aktier. Glem alt om politik her i landet. Dansk politik er en nærdødsoplevelse.

Der er brug for en reformation og et Systemskifte her i landet – og i de fleste andre vestlande. Tiden er løbet fra Superstaterne. De er endt som tarvelige skygger af mislykkede projekter med gode formål.

Perspektivet for det næste års tid drejer sig i første omgang om en afklaring af Ukraine-krigen. Hvis der opnås en hurtig afslutning i løbet af sommeren og en foreløbig fredsaftale (måske i august?), kan normale forhold blive genoprettet. Det er min arbejdshypotese.

For Vestlandene haster det nemlig også med at få fred. Vores udfordring er at standse den negative udvikling i økonomien. Hvis det ikke lykkes og krigshandlingerne fortsætter frem mod vinter, må der påregnes en recession, altså en økonomisk opbremsning.

Renterne er på vej op, og derfor kan der fremkomme en krise på ejendomsmarkedet med et markant fald i prisniveauet. Friværdierne vil falde, og nye boligejere blive blanket af. Med en belåning for førstegangskøbere på 90-95 pct. betyder det kredittab for banker og realkreditselskaber, som jo er filtret sammen nu til dags.

I forvejen vil obligationer komme under nedadgående pres i kursværdi som følge af stigning i renteniveauet. Euroland og dermed Danmark er bagefter USA i en sådan udvikling.

Vi står derfor i en tilspidset situation: hvis krigen ophører inden for kort tid, er der udsigt til fornyet fremgang. Hvis det fører til kollaps for Putin-regimet, vil der blive fest og glæde – forhåbentligvis også i Rusland. Et russisk stop for krigen vil dog kun komme for at magthaverne kan redde sig selv.

Hvis krigen ruller videre i fuld skala resten af året, må der påregnes en hård økonomisk opbremsning. Det vil kunne ramme både aktiekurser og boligpriser. Inflationen ruller videre. En fredsafslutning vil formentlig kunne sende olieprisen ned mod 80 Dollar. Prisen hos forbrugerne på naturgas, fjernvarme og elektricitet vil dykke. Energi-inflationselementet vil dreje 180 grader rundt.

Min vurdering og foreløbige konklusion er, at Rusland er hårdt presset. Putin-krigsledelsen prøver at opnå en synlig sejr uanset om den kun bliver delvis set i forhold til de opstillede mål og formatet i den indledende offensiv mod Kyiv.

Herefter vil russerne erklære ensidig våbenhvile. Vestlandene vil ånde lettet op og acceptere tilbuddet mod at Ukraine tildeles ubegrænsede vestlige sikkerhedsgarantier. Ukraine kan kun sige Ja Tak. Befolkningen i Donbas-regionerne må enten flygte mod vest eller glæde sig over at være blevet befriet og indlemmet i Rusland, som Putin opfatter sig som kaldet til.

Vi lever i en spændende tid med udsigt til store forandringer. Den tarvelige tid er måske snart forbi.

Til sidst skal jeg pointere, at de fremførte synspunkter udelukkende er mine - men brug dem bare.

Gud bevare Ukraine. Gud bevare Danmark.

PS. Hvis du gerne vil have lidt gratis demokratisk underholdning, så kig her