Olieprisen er ramt af turbulens som følge af frygt for en ny Corona-afsporing efter nyheden om fremkomst af Omikron mutationen.
Olieprisen på Brent dykkede fra 82 dollar pr. tønde til 70 dollar. Det skyldes dog formentlig en chokreaktion med stop-loss udsalg af lange kontrakter på råolie. Pludselig panik i et marked med marginkontrakter og dermed cash-call til at dække de uventede tab. Der foregår livlig spekulativ handel i olie, og det kan udløse voldsomme udsving, når uventede begivenheder indtræffer.
Nu er det forud planlagte OPEC-møde også overstået, og aftalen med de tilknyttede Plus-lande (Rusland og Mexico er de vigtigste) fastholdes. I virkeligheden er der tale om en non-event, idet status quo er udfaldet. Man kan ikke enes om at regulere hverken op eller ned, så derfor fastholder man aftalen fra august om en månedlig eksportforøgelse på 400.000 tønder. Det eneste nye punkt er, at olieudbyderne er parat til løbende at regulere deres produktion, hvis det bliver nødvendigt. Men det kan være både op og ned, så alle muligheder står åbne.
Stramt marked for energi, politisk bøvl og inflationært pres
Pointen er, at det globale forbrug er nået op på næsten 99 mio. tønder i døgnet, og dermed mangler der kun knapt 3 mio. i en fuld genopretning set i forhold til situationen før Corona (ultimo 2019). OPEC+ indgik i sommer en aftale, der rækker til ultimo 2022. Her er der anlagt en stram linje, hvor det samlede udbud sandsynligvis vil komme til at stige langsommere end forbruget. Det ser ud til at være tilfældet. Konsekvensen har derfor allerede været reduktion af lagrene (bufferen) og en stor stigning i olieprisen.
Der er tale om et stramt marked for råolie, idet de politisk besværlige lande Iran, Venezuela og Libyen ikke tilfører væsentlige mængder men kører på vågeblus. Selv fra OPEC+ landenes side er der begrænset mulighed for at øge produktionen. De kommercielle olieselskaber er ved at indstille sig på en grøn fremtid, så de satser kun på low-cost udbygning og naturgas. Fra deres side kommer der kun enkeltstående projekter og ingen generel output-forøgelse.
Biden-administrationens udspil med at frigive 50 mio. tønder fra de strategiske sikkerhedslagre kom for kun to uger siden. Tidspunktet var formentlig valgt for at udøve pres mod OPEC for at de skal øge produktionen. Der er mere tale om signalværdi end realitet i dette udspil, som vel også er beregnet som politisk opvisning i handlekraft over for vælgerne hjemme i USA. Stort nummer men uden effekt. Der fremkom nemlig intet chok på oliemarkedet. Turbulensen blev derimod udløst af Omikron-frygten. En virus har større indflydelse end USA’s præsident og stormagtens politiske maskineri!
Balladen med det stramme oliemarked er ekstra alvorlig, idet olie altid fungerer som nødløsningen, hvis der mangler energi andre steder. Olieprodukter er lette at transportere og anvende på udsatte lokationer til at skaffe varme eller elektricitet fra generatorer. Nu er der imidlertid gået KUK i mange ting på en gang, og så kommer markedspriserne ud af balance og løber løbsk.
Læs også: Lau Svenssen: Sådan vil afkastet se ud i første halvdel af 2022
Kapaciteten i EU inden for elektricitetsværker med fossil energi (og atomkraft i Tyskland) er trappet ned pga. grøn omstilling, ligesom der har været overkapacitet siden Finanskrisen. Gasforsyningen fra Rusland er ramt af en reduktion pga. en strid om åbning af den allerede anlagte Nordstream 2 rørledning, som faktisk øger kapaciteten markant. Men den modsatte konsekvens udfolder sig i form af mangel og dermed for små lagre før vinteren begynder. Det bliver ekstra prekært som følge af de fornyede spændinger mellem Rusland og Ukraine. En stor del af gasflow’et til EU går nemlig fortsat igennem Ukraine. EU er i klemme, mens USA prøver at sætte russerne stolen for døren ved at bakke Ukraine op.
Ud over disse europæiske problemer er der i Kina opstået mangel på kul. Årsagen ser ud til at være for lave hjemmemarkedspriser på kul og en politisk betinget konflikt med Australien. Det har ført til en omlægning af den kinesiske kulimport til brug af andre lande med mindre kapacitet. Der skal først gang i et normalt importvolumen før forsyningerne fungerer igen.
Prisstigningerne på benzin, naturgas, varme og elektricitet er for alvor ved at slå igennem. Dermed viser inflationen sig på en håndfast måde, som alle kan mærke og forstå. Det er ikke længere økonomisk teori. Den negative påvirkning fra prisforhøjelser på olie og andre former for energi vil formentlig kulminere i vintermånederne. Her kan Europa desværre blive ramt hårdt.
Rusland er afgørende for EU’s forsyning med naturgas, og det er den vigtigste flaskehals. Hvis det går helt galt, vil det føre til en kortsigtet krisesituation i vinter. Følgevirkningen vil blive langsigtet med behov for ændring af forsyningsaftalerne ved skift til andre og transportmæssigt dyrere leverandører. Sagen er dog, at naturgas reguleres af 25-40 år lange aftaler, og opstart af nye felter og pipelines kan vare 3-5 år at få sat i gang. Fleksibiliteten på kort sigt er heller ikke god angående import via LNG-tankskibe, da kapaciteten af disse skibe og terminaler er indrettet på at klare et allerede kendt, stabilt flow og ikke på ekstra behov fra svingende spotmarkeder.
Worst Case – Best Case
Worst Case på oliemarkedet er en ny militær konflikt i det østlige Ukraine, da det må formodes at føre til vestlig boykot af olieeksport fra Rusland. EU kan derimod ikke undvære naturgassen, så det må holdes i gang under de langsigtede aftalers rammer. Ruslands olieeksport er den næststørste i OPEC+ efter Saudi Arabien. Ved en vestlig boykot vil de gamle SNG-lande og Kina fortsætte med indkøb hos Putin. Der bliver dog netto mindre mængder til rådighed og mere besvær med transport.
Læs også: Kommentar: Spår markant kursfald til teknologiaktierne
Uanset muligheden for fortsat russisk eksport til en række lande kan der blive tale om en chokreaktion for olieprisen, som kan springe voldsomt opad før der falder ro over forholdene. Det viser, at oliemarkedet er et kludetæppe, som let kan blive ramt af negative påvirkninger.
Best Case er en forceret amerikansk forsoning med Iran og Venezuela, så der på ny kan komme skub i deres lave output.
Dykket i olieprisen udgør en ny god købsmulighed
Det pludselige drop i Brent-olieprisen fra 82 til under 70 og op igen til nu 72 dollar er interessant. I min optik udgør det en forbedret mulighed for attraktive køb af enten oliekontrakter eller aktier i olieselskaber med tung vægt i udvinding (Upstream olieselskaber). Mit skøn for Brent-olieprisen om et halvt år (30-06-2022) er et niveau omkring 90 dollar. Upside gevinstmuligheden er dermed på 25 pct. Hvis et forløb i den retning tager fart, kan den faktiske topnotering tænkes at blive tæt ved 100 dollar, da der jo altid er tale om et interval og overreaktioner i begge retninger må påregnes.
Som gardering mod stigende inflation er energi-aktiver samtidig relevant. Hvis man skal prøve at sikre sin familie i en situation med krise og udsigt til mangel på alle mulige ting, så er benzin/olie en af de vigtigste varer på listen til hamstring. Det er nødvendigt, veldefineret i kvalitet, håndterbart og holdbart, så lagring kan være langstrakt.
Desværre er børskurserne på olieselskaberne ikke røget mod Syd i væsentligt omfang. Aktierne i de store olieselskaber har klaret pristurbulensen i stiv arm. Forklaringen synes at være, at disse aktier har haltet bagefter selve olieprisen som følge af udsalg af aktier foretaget af investorer, som ønsker at nedtrappe deres eksponering i ”sort energi”. Her glemmer mange af disse forvaltere at tage hensyn til, at de gamle energikoncerner i vid udstrækning ønsker at forblive ”in business” ved at dreje forretningen over i naturgas og vedvarende energi.
Hvis man ønsker at geare op for placeringer i oliebranchen bør man nok samle interessen om de store, kendte selskaber. Mindre selskaber (”Oljemyg” på norsk) kan få en helt skæv kursudvikling, hvis deres projekter ikke er i drift og udviser rimelig stabilitet men først kan generere cash flow om nogle år. Man skal ikke købe fugle påtaget men satse på velfungerende selskaber.
Blandt placeringsmulighederne for investorer i første halvår 2022 vurderer jeg olie (og derfor også olieaktier) som topvalget med mulighed for et prisløft på 25 pct. Aktiemæssigt burde der kunne fremkomme et endnu større afkast, da olieaktierne er bagefter olieprisen og behandles som ”underdogs” af tidens teoretiske pengeforvaltere.
Lau Svenssen ejer aktier i olieselskaberne ExxonMobil, BP og Petrobras, olieserviceselskaberne Akastor og Archer samt en række rederier inden for tankskibe.
Læs også: Lau Svenssen: Yo-Yo i olieprisen
Læs også: Lau Svenssen: Spekulerer vi os selv i sænk med børskapitalismen?
