Henter kommentarer

Lau Svenssen: Spekulerer vi os selv i sænk med børskapitalismen?


Mennesket er sin egen værste fjende. Denne sandhed vil mange formentlig kunne skrive under på – med henvisning til truslen fra global opvarmning, som jo henføres til at være resultat af vores egen udledning af drivhusgasser. Opgaven består med andre ord i, at ”man” skal redde mennesket fra sig selv! Det burde kunne lade sig gøre. Problemer skabt af mennesker, kan også løses af mennesker.

I finansmarkedets verden udfolder en lignende struktur sig – vel at mærke meget håndfast selv om trusselsniveauet i forløbet ikke tages alvorligt. Denne artikel handler om risikoen for voldsomme skadevirkninger på samfundets økonomi som følge af voldsom spekulation i finansielle kontrakter. Vi har udviklet blind tillid til ”markedsprisdannelse i børslignende markeder”. Kombineret med gratis penge fra lempelig pengepolitik, som centralbankerne ikke tør standse, og stadig flere og mere aggressive aktører inden for finansiel handel udgør det en eksplosionsfarlig situation.

Verden er af lave

Kernen i problematikken er, at verden flyder med penge efter en lang årrække (start 2008 ved Finanskrisen) med stadig mere lempelig pengepolitik. Hertil kommer permanente og store statsunderskud (plus Corona-likviditetshjælp i form af udskudte indbetalinger af skatter til staten) i en række I-lande. USA er placeret i spidsen, men ingen tør rejse tvivl om kreditværdigheden for verdens største supermagt.

Likviditetsmængden er enorm, og det kniber med at finde fornuftige placeringer med et godt afkast set i forhold til den vurderede risiko. Vi ændrer derfor gradvis adfærd i retning af accept af voksende risiko i håb om at opnå et stadig faldende afkast.

Der udkæmpes en brav kamp af forvaltere med forpligtelser og regler, som indskrænker deres handlefrihed. Tilsvarende er mange selskaber klemt af den opsvulmede værdi af pensioner til medarbejderne, hvis der er afgivet tilsagn om fremtidige mindstebeløb i udbetalinger. Afkastet halter, og her udgør kortsigtede kursgevinster kun et plaster på såret. Nogle har end ikke råd til at prøve at opnå sådanne kortsigtede gevinster men er låst fast til ”sikre” aktiver med minimalt afkast.

Modtræk foretages ved skift til markedsrenteafkast og en stor forøgelse i satsningen på fast ejendom. Derfor byges der på livet løs uagtet det formentlig er udtryk for en fejlagtig satsning i et land som Danmark med al for stor bestand af boliger og andre bygninger.

Det store håb er muligheden for start på massive grønne investeringer. Erhvervslivets egentlige investeringer er nemlig små og giver ikke behov for at skaffe penge fra banker eller pensionsforvaltere. Det eneste sted med efterspørgsel på penge er aktiemarkedet, hvor en række mindre selskaber går på børsen og søger at få tilført tålmodige penge i form af egenkapital. Men det er småpenge.

Der ophobes derfor likviditet - arbejdsløse penge. Negative renter på indlån i banker øger presset yderligere for at foretage aktive dispositioner, så saldoen på vores bankkonti ikke visner væk af sig selv.

Aktiemarkedet er centrum i kampen for at opnå et afkast – og det er ikke så farligt

Der er for mange penge på jagt efter afkast alle vegne. Aktiemarkedet er i sin natur en magnet for aktører som ønsker en hurtig og konkret afkastmulighed med en risikoprofil, som trods alt er nogenlunde kendt eller i det mindste ikke kan formodes at være afgrundsdyb som nye uklare opfindelser (kryptovaluta o.lig).

Som deltager i dette marked kan man ovenikøbet titulere sig fornemt som investor, eller den mere seriøse betegnelse ”langsigtet investor”. Spekulant eller kortsigtet investor virker mere rå og usympatisk.

Boom’et i aktiemarkedet under Corona-forløbet er i sig selv mærkværdigt (såkaldt pervers økonomisk reaktion), da vi jo samlet set er blevet fattigere ved bortfald af et stort beløb i indkomst fra lavere aktivitet. Men penge (likviditet) er der jo nok af til at løfte aktiekurserne. Rygvinden på kapitalmarkedet satte ekstra skub i at tiltrække en bølge af penge, som blev aktiveret ved køb af aktier eller fast ejendom. Mens aktier i USA har trukket læsset og været i centrum, så satser private her hjemme på optrapning inden for fast ejendom i alle mulige former. Klogt nok efter skat.

Resultatet er blevet højtryk i beholderen og dermed en kraftig stigning i priserne på både aktier og fast ejendom. Særligt lukrative delmarkeder (USA’s IT-aktier) har så fået ekstra gevinst i form af et stort prisløft.

I økonomisk forstand kan det ikke påstås at afspejle reel økonomisk fremgang. Den rette betegnelse er derimod ”Asset Price Inflation”, altså et boom i priserne på aktiver, som kan handles og værdisættes til en form for mere eller mindre veldefineret pris med reference til et marked (eller sammenligning med andre lignende aktivers senest registrerede handelspriser; mark-to-market principper o.lig). Urealiserede, formodede kapitalgevinster har sjældent haft større opmærksomhed end vi oplever i disse år. Der er dog tale om midlertidig indbildt velstand, da få aktører har evne og mod til at forlade spillebordet ved at sælge ud.

Læs også: Lau Svenssen: Bavarian og Genmab kan vinde på kæmpe ændring i amerikansk partnerskab

Stock-Flow mekanik og fordelingsmæssig problematik

Penge er penge for den enkelte person, men det er ikke korrekt i et større perspektiv. Her skal man også tage hensyn til størrelsen af sin gevinst i forhold til andres situation (relativ performance). Inflationsgevinster (kursgevinster på et aktiv: Stock) kan man heller ikke bruge som substitut til indkomstmæssig værdiskabelse (BNP: Flow af indkomst fra arbejdsindsats i løbet af et år plus driftsoverskud).

Sælgeren opnår ganske vist at realisere en gevinst, men aktivet overdrages til en køber, som må binde des flere penge i form af sin købesum. Det er den samme aktie, det samme hus, den samme bitcoin – blot bogføres det pågældende aktiv nu til en markant højere pris. Frigivelse af penge netto afhænger af kreditfinansiering som led i overdragelsen, hvilket er typisk på boligmarkedet. Den gamle ejer står velhavende tilbage, mens den nye husejer er forgældet op til skorstenen. Det kan føre til kreditproblemer som følgevirkning.

Stock-Flow sammenhænge er dog indviklede, da store kapitalgevinster (Stock Value forøgelse) tenderer til at ændre ejerens adfærd i retning af erkendelse af øget rigdom (friværdi) og dermed plads til at udvide forbruget efter nogle år. Kapitalgevinsterne i USA er så store (i de seneste 12 måneder ca. 30 pct. målt i forhold til BNP), at det fuldstændigt forvrider tallene for opsparing, og giver et falsk billede af rigdom.

Samtidig giver stigninger i aktivpriser (Asset Price Inflation) anledning til store forskelle i formueudviklingen mellem ejere af aktiver (Danmark: mest boliger) og ikke-formuende, der typisk har en lejebolig. På sigt kan det føre til sociale og politiske spændinger mellem borgerne.

Boom i finansaktiver eller reale aktiver

Så længe ophedningen og satsningerne foretages inden for finansielle aktivformer kan samfundsøkonomien klare meget uden at havarere. Ultimativt kan der naturligvis opstå så oppustet et aktiemarked, at der udløses en eksplosion med et børskrak. Et sådant forløb kan udløse en krisesituation og lammelse (koma) i en periode, indtil der falder ro over forholdene. Her kan politiske indgreb med statshjælp typisk komme ind i billedet, da magthaverne frygter en afsporing af samfundsøkonomien.

På finansmarkedet roterer de samme aktiver til varierende priser. Det er i vid udstrækning et lukket økonomisk system selv om der er ”diffusion” med det omkringliggende samfund, ligesom stemningen med optimisme/pessimisme/stabilitet påvirker ikke-involverede menneskers syn på udviklingen (feedback loop).

Den store risiko opstår, hvis aktører fra finansmarkedet kaster sig massivt ind i handel og positionering inden for kontrakter og fysiske lagre af reale goder, fx fødevarer, landbrugsafgrøder, energi eller råvarer. Disse varer handles jo også på markeder, som ligner børsforhold. Der er let adgang til at åbne for deltagelse i handel, ligesom der med futures-kontrakter er næsten automatisk adgang til køb på margin (belåning). Adgangen til gearing giver mulighed for store udsving og dermed høj omsætning, hvilket passer de pågældende finanshuse godt. De lever jo af omsætningen, så jo mere jo bedre.

Tømmer man markedet for fødevarer, kan verden blive lammet

Worst Case er en situation, hvor der opstår en bølge af prisstigninger og herefter spekulation i en eller få centrale fødevarer, fx ris og hvede. Det kan let brede sig. Varerne har ganske vist begrænset holdbarhed, men hvis man tømmer markedet for fysiske varer og presser råvarekontrakterne opad i pris, kan det gå helt galt inden ”sidste salgsdag”.

Prisen på den finansielle kontrakt benyttes nemlig som reference og pejlemærke for en lang række direkte aftaler mellem leverandører og kunder (check bare din regning på fjernvarme eller elektricitet, som skubbes op af gaspris-boom), samt videresalg herfra til en ny part osv. Det er jo ofte en kompliceret kæde med mange involverede aktører, som så kan komme i klemme, hvis kæden kollapser et forud liggende sted.

Et vigtigt forhold i den sammenhæng er, at den økonomiske kapacitet (likviditet i det finansielle marked) er mange gange større end de beløb som roterer på de finansielt baserede varemarkeder. Varemarkederne er meget mindre end finansmarkedet, og penge er der ufattelige mængder af. Derfor er der risiko for, at finansaktører kan mase sig ind i råvarehandel og vælte hele markedet.

Det ekstreme forløb på oliemarkedet for 1½ år siden er et eksempel herpå. Voldsom opadgående spekulation i en sandsynlig prisstigning på råolie førte til forstoppelse i en blindgyde, da de finansielt orienterede aktører ikke i tide fik solgt deres varekontrakter, der dermed skiftede til fysisk levering i stedet for adgang til videresalg i kontraktmarkedet. Så kollapsede prisen, da næsten ingen af disse finansaktører var i stand til at klare modtagelsen 30 dage senere af de pågældende mængder af råolie.

Hvis noget tilsvarende indtræffer for livsnødvendige fødevarer, kan det udløse amok-prisstigninger ude i butikker og på markedspladser. Der kan opstå sult, mens lagrene bugner og holdes tilbage af aktører som prøver at tjene på yderligere prisstigninger. Det kan føre til optøjer og oprør samt krav om indgreb mod ondskabsfuld manipulation/spekulation i kunstig mangel på fødevarer.

Den største trussel mod den økonomiske udvikling fra den lempige pengepolitik kan således dukke op fra en helt anden vinkel end finanssektorens gentagne bekymring omkring tid og sted for start på en væsentlig stramning af pengepolitikken fra centralbankernes side, hvor USA’s Fed har førerrollen.

Gratis penge er farlige. Når alt kommer til alt, er vi som mennesker fokuseret på de afgørende og livsnødvendige forhold med sikring af vand, mad, tøj og, boligforhold før positive tilvalg kommer ind i billedet.

Udviklingsforløbene med advarsler om markedsproblemer kan opstilles således med flere andre og mindre vigtige ting som supplement: olie (i 2020), fragtpriser for containere (2021), prisen på jernmalm og stål (2020-01), kobber (2020 og frem) og naturgas (Europa efteråret 2021).

Hvornår det går galt med en ny vare er kun et spørgsmål om tid. Forudsætningerne for det er til stede. Her skal det slut pointeres, at der også er sket en farlig adfærdsændring i de seneste år: antallet af aktører med interesse for spekulative satsninger er øget gevaldigt, og aggressiviteten er også rykket opad i format. Enhver er sin egen lykkes smed, og alle og enhver tror, at frie markeder altid vil fungere og ikke kan gå i KUK, hvorfor der satses på at vride mest muligt ud af enhver chance. Kort sagt er eskapaderne på alle finansielle markeder vokset i omfang. Ikke godt.

Læs også: Simon Richard Nielsen: Lær at elske de finansielle bobler - nu handler det om elbiler

Læs også: Lau Svenssen: USA-koncerner vil splitte sig op for at øge dynamik og børsværdi