Mennesker viger ofte uden om at påtage sig et ansvar.
Det fremgår i øjeblikket af de absurde tvister omkring ansvarsforholdene i landets politiske ledelse blandt de personer, som optræder på denne offentlige scene. I stedet må man med stort besvær grave sandheden frem. ”Sejren har mange fædre, nederlaget må lede efter sine”.
De pågældende påkalder sig at være uskyldige indtil det modsatte kan bevises. Der er tale om spild af ressourcer og tid, som koster skatteborgerne uhørte merudgifter.
Læs også: Lau Svenssen om Vestas: Børskursen svæver - hvor er det nye niveau?
Men hvad er yderligere millioner mod milliarder af kroner? Forløbet viser i al sin enkelhed, at Systemet i vores påståede demokratiske retssamfund i sin struktur er pilråddent. Er lovgiverne, som involverer sig i den udøvende magt qua begrebet parlamentarisme, virkelig lovbrydere? Så hører alt op.
Kort fortalt er pointen, at det er rart at have rygdækning fra en højere instans for de beslutninger og handlinger, som man udfører. Så bærer man kun formelt et ansvar, men kan henvise til et anerkendt grundlag, som har kanoniseret den udførte adfærd.
Læs også: Tror sønderbombet dansk folkeaktie kan stige 295 kr.
Finanskrisen i 2008 førte aldrig til et opgør med ansvarlige personer trods dyb forargelse over de enorme tab, som endte hos skatteyderne. Vi betalte alle regningen for de uansvarliges fest. Eliten i det politisk-administrative system var nemlig fast besluttet på at opretholde den gældende samfundsorden. Mindst mulig forandring.
Der var blot tale om en form for altomfattende, kollektiv form for overmod, som så førte til en uheldig kollaps. Ingen var ansvarlig for andet end fodfejl. Det var 'samfundets skyld'. You never hang a banker.
Derfor klynger man sig til højere magter og autoriteter, hvis der kan findes sådanne. Opgaven består så i at opfinde en Story Telling baseret på den af autoriteten fastlagte ramme. Det skal jo helst give adgang til en afkastmæssig lukrativ forretningsadfærd. Man skal jo leve og tjene penge.
Finansmarkedets aktører satser på centralbankerne
De kække folk i finansmarkedet stoler blindt på centralbankernes evne til at sikre og styre økonomien. Det har nærmest karakter af en arbejdsdeling, hvor den pengepolitiske autoritet klarer de overordnede rammer, hvorefter det overlades til de kommercielle aktører at udfolde sig på den spilleplade, som opstilles.
Læs også: Pensionskæmpe: Det kommer til at ramme aktiemarkedet
Hvis det så går galt for disse firmaer, står centralbanken i baggrunden og kan løse en krise ved at levere likviditet i rollen som Leder af last resort. I vore dage er opgaven dog ændret til en rolle som Dating-konsulent, der kan organisere, at den skibbrudne overtages af et stærkt firma. The show must go on.
Centralbankerne har været opfattet som uendeligt stærke i deres hjemland, da de kunne udstede penge efter behag og var autonome.
Men ting ændrer sig i takt med åbningen af stadig flere landes økonomi, overnationale valutaunioner som Euroland og multinationale megakoncerner med et format, som overstiger hele nationers økonomiske kampkraft.
Hertil kommer IT-udviklingen som har skubbet centralbankerne tilbage i betydning, idet de såkaldt frie markedskræfter har erobret kontrol med betalingssystemerne.
Sidst men ikke mindst er hegnspælene i mange lande blevet flyttet mellem Statsmagten, der er undergivet politisk dirigeret styring og centralbanken. Deres uafhængige status er ikke længere en uantastet norm. Der er også gået råd i det træ.
Udviklingen er altså ved at ændre centralbankernes rolle og deres magt samt kontrol reduceres. På det punkt er der en stor omvæltning på vej. Handlefriheden begrænses nemlig af valutakursernes udsving, som fungerer som en nogenlunde fri kontravægt. Derfor behandles valutaspørgsmål med størst mulig tavshed: det er et tabubelagt emne.
Federal Reserve Bank er den første blandt ligemænd
USA’s centralbank (Fed) er fortsat lederen blandt centralbanker. En række andre centralbanker er endog konstrueret med Fed som forbillede. Men førstepladsen er på lånt tid. USA’s storhedstid som verdens absolutte supermagt (Pax Americana) nærmer sig sin afslutning, men det kan tage lang tid.
USA har udviklet sig til at blive verdens største låntagernation, og dette forløb er en næsten selvskabt mekanik. Dollar har været den dominerende reservevaluta siden 1945.
Det førte til en høj værdi, hvorved USA pga. dårlig konkurrenceevne endte som storimportør med underskud på handelsbalancen. Det førte så til behov for finansiering udefra og dermed renteudgifter plus afdragsbyrde.
Læs også: Frygter markant ændring på aktiemarkedet
Først skal situationen for USA’s svækkede økonomi erkendes, så vil der være udsigt til ophør af efterkrigstidens politisk-økonomiske struktur med USA i hovedrollen.
Næste fase kan blive en struktur med flere jævnbyrdige og selvberoende forbundsstater: USA, EU, Japan, Kina, Indien, Brasilien og Rusland. Lande som Korea og UK må nøjes med en isoleret siderolle.
Opbruddet vil komme, hvis eller når der enten indtræffer en krise, som ryster tilliden til USA, eller Kina melder sig med et krav om en ny verdensorden. EU er en underdog uden politisk handlekraft – et politisk kludetæppe uden ambitioner udadtil, hvilket er meget godt.
En anden – og bedre vil jeg mene – mulighed er, at der indtræffer en opløsning af de ledende nationer, altså et skift over til dannelse af stribevis af mindre samfund (som passer til kravet om overskuelighed i en demokratisk styreform). Bystater med tilhørende opland må være idealet for et demokrati. Mange og små.
Men så længe størrelse giver militær magt og påstået sikkerhed, er en sådan udvikling næppe sandsynlig.
Fed og klynkekulturen
Den amerikanske centralbank har behændigt udnyttet sin lederstatus til at udvide sit virkefelt og dermed opnået en mere aktiv rolle i samfundsøkonomien. Man har især satset på at opretholde et lavt renteniveau, og det passer jo perfekt for en låntagernation som USA.
Men det taler man ikke højt om på de bonede gulve. Besparelsen har givet plads til øgede udgifter, og det har glædet politikere. De har en forunderlig evne til at bruge løs af alle de penge, der kan fremskaffes. Derfor vokser de offentlige udgifter nærmest af sig selv, og statsgælden vokser. Moral Hazard.
Klynkekulturen med høje råb om hjælp til alt og alle inklusive finanssektoren og dens kunder i form af låntagere har imidlertid ført til et forløb, hvor den ene hjælpeindsats er blevet afløst af den næste. Her medvirker Fed glad og gerne uden at stille sig i vejen med krav om disciplineret økonomisk opførsel.
Derfor er USA havnet i den nuværende situation med ekstremt lave (hjælpe-)renter, rekordstore underskud på statsfinanserne og som følgevirkning heraf rekord i statsgæld og permanente underskud på handelsbalancen.
Lavrente-politikken har som sidevirkning trukket priserne opad på alle typer af økonomisk omsættelige aktiver: fast ejendom, aktier, obligationer og en række mere specielle ting som ædelmetaller, krypto-opfindelser og kunst. Begrebet ”Asset price inflation” bruges om denne udvikling.
Læs også: Kommentar: Facebooks massive sats er allerede en helt ny virkelighed for investorerne
Boomet i aktivernes værdi må dybest set opfattes som en ”pervers reaktion”, da meningen jo ikke var at tildele ejere af formuegoder store kapitalgevinster men at sætte skub i økonomien. Eventyret med stigende aktivpriser vil formentlig fortsætte, indtil renten ryger opad.
Hvis renten er tæt på nul, kan aktiver blive uendeligt meget værd. Dette argument bruges da også ivrigt til at forsvare de eksorbitant høje børsværdier på tidens hotte IT-aktier i USA.
Det har fået formuerne til at svulme op - på papiret. America is great again – inde i børsmarkedets ekkokammer.
Fed er ikke længere fyrtårn men en agterlanterne
Børsaktørerne er godt klar over situationen med ekstremt høje priser på næsten alle aktiver, som kan omsættes på et marked med børslignende rammeforhold for udbud/efterspørgsel, så man kan finde frem til en ”markedspris”.
Det skaber formuer og giver kreditværdighed. Alle er glade - undtagen mennesker som ikke ejer nogen formueaktiver. Økonomiens hjul kører lettere rundt, ja, som smurt.
Siden, Alan Greenspan ”formidlede” en redningsoperation for hedgefonden LTCM i 1998, har Fed optrådt som bagstopper med nødhjælp den ene gang efter den anden. Lavrente-linjen fik en ekstra omgang for at hjælpe til under Corona-epidemien, men nu er dette kriseafbræk ved at være ebbet ud.
Til gengæld rammes økonomien af en bølge af ”medløbende sø” (knaphed på ressourcer og inflationær opblussen). I værste fald kan det sænke skuden bagfra, i bedste fald er det forbigående start-op problemer.
Læs også: Lau Svenssen: Novozymes er en fantastisk virksomhed... Men
Fed håber og tror angiveligt på det sidste, og derfor vil man ikke bremse økonomien via renteforhøjelser, før det bliver nødvendigt. Den indledende øvelse vil blive afvikling af støtteopkøb af obligationer. Den såkaldte Tapering forventes at ramme nulpunktet næste sommer.
Markedskræfterne skal atter stå på egne ben. Det gælder både obligationer og indirekte også aktier og boligpriserne. Fed går ikke foran i denne proces, men håber, at udviklingen på et frit marked ved løbende reduktion af deres opkøb vil få renten på obligationer til at stige langsomt ”af sig selv”.
Risikoen er, at proppen springer ud af flasken, så renten rykker opad i et stort hug og dermed fremkalder en form for chok. Det vil føre til revurdering af styrken i obligationsmarkedet. Tilliden skal helst opretholdes, da USA jo er låntager i stor skala.
Sandsynligvis vil det kunne lade sig gøre at opnå en blød stigning i renten. Uanset det vil et niveauskift opad fra det nuværende niveau på 1,6 pct. for et 10-årigt statspapir til måske 3,0 pct. kunne udvikle sig i løbet af kun 12 måneder. Det vil ikke tage år. Tiden med mini-renter er forbi.
Fed vil så holde sig i baggrunden og fodslæbende forhøje sine rentesatser. Pointen er, at Fed ikke længere vil fungere som et fyrtårn for de tryghedssøgende finansaktører, som de kan støtte sig til i en fortsat aggressiv og dynamisk porteføljeindsats.
Nu skal aktørerne stå på egne ben og tage ansvar. Bærebølgen opad for gruppen af Turbo-aktier kan dermed være overstået. Fribilletten til at deltage i medløb på Nasdaq-markedet er væk.
Fanges Hot Stock medløberne af deres egen story telling
Et skift i renteforholdene kan torpedere jubeloptimismen omkring Turbo-aktierne, hvor FAANG+ gruppen har fungeret som spydspids og har tiltrukket sig mange medløbere. De nyrige deltagere i dette rally har svært ved at vurdere indholdets økonomiske værdi i disse papirer.
Men det er jo ligegyldigt, så længe børskursen bare stiger. Når det hører op, skal hjernen kobles ind igen.
Risikoen for en punktering af disse superaktier vil ikke blive latent, fordi renten slår hypotesen til jorden, men fordi varmluftsballonen vil miste sin energikilde. Da der samtidig er udsigt til positiv udvikling for traditionelle, mere gammeldags selskaber er perspektivet for aktier en sektorrotation.
Ansvaret for valg af placering ud fra aktietype er ejerens eget. Hvis man benytter en professionel mellemmand i en fond, investeringsforening, bank eller administrator skal vedkommende finde frem til en ny dagsorden og operationsplan, der kan give udsigt til et fornuftigt afkast- og risikoforhold.
Nu skal der tænkes, besluttes og tages ansvar. Folk, der ikke formår at stå på egne ben og påtage sig ansvaret for disse udfordringer, må vågne op nu.
Lau Svenssen er kommentator hos EuroInvestor og chefanalytiker i firmaet Svenssen & Tudborg.
Læs også: Ser advarselssignaler for dansk software-aktie
Læs også: Ørsted-aktien sendt ud i brutal nedtur – det mener analytikerne om energiaktien
