Henter kommentarer

Aktierne stiger: Her er det finansielle overblik tirsdag

Foto: Annette Riedl
Vis mere

En bølge af kursstigninger skyller igennem de asiatiske markeder her til morgen.

Optimismen ser ud til at fortsætte, når børshandlen åbner senere i dag i Europa og USA. Det er blandt andet de amerikanske ISM-tal, der ifølge Nordea, »viste tydelige tegn på et mindre stress i de globale forsyningskæder, hvilket er en afgørende forudsætning for at få inflationen lavere ind i 2023.«

Investorerne fylder porteføljerne med japanske aktier tirsdag morgen. Japanske aktier stiger samlet set 2,8 pct. målt på det store og brede Nikkei-indeks.

Se også: Aktieordbog: Det betyder investeringsbegreberne

Australske aktier stiger til vejrs på en mindre rentestigning end ventet. Der er børsluk i Kina og børsen i Hongkong.

Der er udsigt til pæne stigninger for europæiske aktier, når børshandlen begynder i Europa klokken 9. Europæiske aktier i Stoxx 50-indekset står til at stige 1,4 pct, viser futures. Stoxx 50-indekset består af 50 aktier i store europæiske selskaber.

Læs også: I disse tre aktier forventer spekulanter størst kursfald

Investorer er tirsdag parate til at købe op i amerikanske aktier, viser futures for de tre toneangivende amerikanske aktieindeks. Nasdaq-indekset, der er fyldt med vækstaktier, står til at stige mest, når børshandlen i USA begynder klokken 15.30 dansk tid. S&P 500-indekset står til at stige 0,8 pct., Nasdaq-indekset 0,9 pct., mens det smalle Dow Jones-indeks står til at stige 0,7 pct.

Læs også: Dyrere at være bilejer – sådan er de forskellige biltyper ramt

Olieprisen er steget en smule, men handles stadig under 90 dollar tønden. Den amerikanske WTI-olie handles til næsten 84 dollar tønden, imens den europæiske Brent-olie ligger på godt 89 dollar for samme mængde.

Guldprisen stiger også, så et ounce af det gyldne metal nu kan anskaffes for 1.699 dollar. Guldet befinder sig på et toårigt lavpunkt. Det kan du læse mere om i Guld i toårigt lavpunkt efter række af renteløft.

Den udbredte kryptovaluta bitcoin stiger 0,1 pct. det seneste døgn og handles til 19.620 dollar.