Henter kommentarer

Columbus fastholder forventningerne i et udfordrende marked

Der er torsdag morgen kommet friske tal fra it-konsulenthuset Columbus, som fortsat mærker en afventende stemning blandt kunderne – især i Norden.

I tredje kvartal af 2025 faldt omsætningen med 7 pct. til 347 mio. kr. Den justerede driftsindtjening (EBITDA) landede på 24 mio. kr., svarende til en margin på 6,9 pct.

På trods af de udfordrende markedsforhold fastholder Columbus sin helårsforventning, som senest blev opdateret i juli 2025. Ifølge selskabet understøttes det af tegn på stigende kundeaktivitet og en solid pipeline af projekter.

»Vi navigerer disciplineret og fokuseret i et udfordrende marked. De organisatoriske ændringer, vi gennemførte i tredje kvartal, styrker allerede vores fundament og positionerer Columbus til fornyet vækst, efterhånden som markedsaktiviteten tager til,« udtaler topchef  Søren Krogh Knudsen.

Driftsresultatet blev dog mærkbart lavere end sidste år. EBITDA endte på 16 mio. kr. mod 29 mio. kr. i tredje kvartal 2024. Når man ser bort fra særlige poster, som ikke relaterer sig til den daglige drift, udgjorde driftsresultatet 24 mio. kr.

Overskudsgraden – altså hvor stor en del af omsætningen, der bliver til overskud – faldt fra 7,9 pct. sidste år til 4,5 pct. i år. Justeret for særlige poster landede marginen dog på 6,9 pct.

Columbus’ ledelse vurderer, at de gennemførte effektiviseringer og et mere fokuseret forretningssetup vil styrke selskabet, når markedet igen vender mod vækst.