Henter kommentarer

Danske Bank: Derfor brager tech-aktierne op


En sneboldeffekt har sat gang i en megarotation i aktiemarkedet.

Det kan forklare de kraftige stigninger blandt amerikanske vækstaktier torsdag aften. Det vurderer Danske Banks senior investeringsstrateg Lars Skovgaard Andersen. Nasdaq-indekset, der er proppet med vækstaktier, stiger 3,6 pct., mens det brede S&P 500-indeks stiger 1,7 pct. Dow Jones-indekset falder derimod.

»Investorerne har haft solgt ud af teknologiaktierne, og nu bliver der omvendt købt kraftigt op i de her aktier,« udtaler Lars Skovgaard Andersen.

Vi ser lige nu resultatet af en vending i markedet, påpeger strategen.

Investorerne har haft sendt tech-aktierne ud i en kraftig nedtur, men på et tidspunkt var aktierne faldet for meget. Det fik shortere, der forsøger at tjene penge på kursfald, til at lukke deres sats, og de købte derved lidt op i de faldne tech-aktier. Det kan have sat gang i sneboldeffekten, vurderer Danske Bank-strategen.

Flere har så købt op i techaktierne i en grad, så de faldende trends er stoppet og er blevet til stigninger. Det er i sådan en grad, at Nasdaq 100-indekset nærmer sig et bull marked, beretter Bloomberg News.

»Når Nasdaq-100 nærmer sig et bull marked, tænker mange, at så gælder det om at komme ind i markedet. Det trækker nye penge ind i aktiemarkedet,« udtaler Lars Skovgaard Andersen.

Det har også sat gang i en rotation, hvor investorer arbejder med deres porteføljer og tager gevinst hjem i andre dele af markedet, forklarer han.

»Selvom energiaktierne har været fantastisk, så tager folk gevinst hjem i dem for at komme med på bølgen i vækstaktierne,« udtaler han.

Det er ifølge ham også forklaringen på, hvorfor Dow Jones-indekset falder. Det skyldes, at energiaktierne og sundhedsaktierne falder.

Udviklingen er for Lars Skovgaard Andersen at se blevet forstærket onsdag, hvor den amerikanske centralbank hævede renten mindre end tidligere. Vækstaktierne er blevet løftet af Meta Platforms-aktien, der stiger mere end 27 pct. torsdag aften.

»Meta forstærker rotationen. Vi ser også, at Apple, Amazon og Alphabet stiger, fordi investorer ikke tør ikke at have dem i porteføljerne,« udtaler Lars Skovgaard Andersen.

De tre teknologimastodonter fremlægger regnskab efter børsluk torsdag aften.