Henter kommentarer

Disse fradrag er ekstra attraktive i år - og der er kun få uger tilbage til at udnytte dem


2021 lakker mod enden, og det gør muligheden for at gøre brug af sine fradrag for i år også.

En af dem er håndværkerfradraget, der har eksisteret siden 2018. Hvert år siden da har det været muligt at spare penge i skat, hvis man for eksempel har haft udgifter til rengøring, havearbejde og andre udvalgte håndværkerafgifter.

Ifølge Camilla Schjølin Poulsen, der er privatøkonom i Nykredit Wealth Mangement, gør man klogt i få styr på, om man har købt en håndværker- eller serviceydelse, man kan få fradrag for. I år er vilkårene nemlig særligt attraktive.

»Håndværkerfradraget er fordoblet til 25.000 kr. og servicefradraget er firedoblet, også til 25.000 kr. pr. person. Årsagen til forhøjelsen var oprindeligt at afbøde de samfundsøkonomiske
konsekvenser af covid-19.« skriver hun i en kommentar.

I 2022 er der planlagt et servicefradrag på 6400 kr. og et håndværkerfradrag på 12.900 kr., hvilket er langt under 2021-niveauet. Allerede nu har flere partier meldt ud, at de ønsker at fjerne fradragsordningen helt.

»2021 kan altså tænkes at blive sidste år, hvor man kan få skattemæssig hjælp til sine håndværker- og service ydelser. Og i hvert fald sidste år med så attraktive beløb,« lyder det fra Camilla Schjølin Poulsen.

For at kunne udnytte de ekstraordinært høje fradrag, skal ens arbejde være udført i 2021. Til gengæld er det ok, at betalingen først sker senest den 28. februar i 2022. Desuden skal alle fradrag være indberettet inden 1. maj 2022.

Håndværkerydelserne har en skatteværdi på cirka 26 pct. og omfatter ydelser som udvendigt malerarbejde og isolering af tag, ydervægge og gulv.

»Det betyder, at hvis man har betalt 20.000 kr. i løbet af året til en fradragsberettiget arbejdsløn, så får man ca. 5.200 kr. tilbage i skat,« skriver Camilla Schjølin Poulsen.

For serviceydelserne, der blandt andet omfatter rengøring af boligen og børnepasning, er skatteprocenten endnu mere attraktiv. I år lyder den på cirka 35 pct.

»Har man således betalt 20.000 kr. i alt i serviceydelser i løbet af 2021, får man ca. 7.000 kr. tilbage i skat,« forklarer Camilla Schjølin Poulsen.

Kan man udnytte begge fradrag maksimalt i år, og dermed har betalt 50.000 kr., kan man samlet set få 15.250 kr. tilbage i skat. Beløbet gælder for hver person over 18 år i husstanden.

Læs også: Dansk milliardforvalter: 'Det her er den mest undervurderede danske aktie'

Læs også: Boligpriserne stiger stadig - så meget har en husejer tjent det seneste år