Henter kommentarer

Guldprisen fortsætter raketstigning: Slår ny rekord


Bekymringer omkring de amerikanske småbankers udlånskvalitet, regeringsnedlukkelse i USA og fortsat handelsspænding mellem USA og Kina sender guldprisen op i ny rekord fredag. 

Guldprisen er således fredag morgen steget til en ny rekord på 4.377 dollar per ounce, og har dermed retning mod sin bedste uge siden 2020. 

Guldprisen er braget op med hele 66,4 pct. i år indtil videre og ifølge storbanken Nordea er udviklingen blandt andet drevet af »investorernes søgen efter sikre havne midt i stigende handelsspændinger mellem USA og Kina og den igangværende amerikanske regeringsnedlukning.«

»Forventninger om aggressive rentenedsættelser fra Fed har yderligere styrket guldets tiltrækningskraft i et lavrentemiljø,« skriver Nordea videre i sin Morgenrapport. 

Sølvprisen har ligeledes slået ny rekord fredag, hvor prisen har ramt 54,3775 dollar per ounce skriver Bloomberg. 

Sølvprisen er steget med 88 pct. i år indtil videre.