Over halvdelen af året er gået, og selvom særligt de amerikanske aktier har klaret sig godt i år, er det langt fra sikkert, at der ikke er mere afkast at komme efter.Sådan lyder det fra Andreas Stang, der er investeringschef i Danica, og som dermed står i spidsen for at forvalte mere end 400 mia. kr. for mere end 750.000 danskere. Han peger på et særligt område af aktiemarkedet, der kan stige til nye højder, inden året er omme.Men det vender vi tilbage til, for først følger en forklaring på, hvorfor Andreas Stang tror, at udvalgte dele af markedet kan få endnu mere medvind.Investeringschefen tror nemlig, at der en sandsynlighed for, at der kommer større rentenedsættelser i USA, end investorerne venter lige nu.»Jeg tror sagtens, vi kan se, at arbejdsmarkedet bremser lidt op, og at inflationen ikke er så slem som ventet. Det kan åbne døren for en større rentesænkning,« siger han.En rentesænkning vil gavne blandt andet obligationer i både USA og Europa, forklarer han. »Der sidder folk, som prøver at tage risiko ud ved at investere i obligationer, der udløber om 1-3 år, og kommer renten ned, så vil de klare sig godt,« siger Andreas Stang, der også har et bud på, hvilke aktier der vil have gavn af en rentesænkning - især hvis der kommer flere rentesænkninger end markedet lige nu venter.For i et miljø, hvor økonomien »har det ok«, og aktiemarkedet »bremser en smule op«, og renterne »kommer lidt ned«, vil mindre aktier klare sig godt.»Det vil være small cap-aktier med en markedsværdi på omkring 2 mia. kr., som her vil få mulighed for at klare sig godt,« siger Andreas Stang.Han vurderer også, at klassiske, store selskaber, der forsyner AI og datacentre, vil nyde godt af en lavere rente.Selvom Andreas Stang ser for sig, at renten kan blive sænket mere end ventet, så tror han ikke, at der vil ske en såkaldt dobbeltrentesænkning, når den amerikanske centralbank, Fed, om under en uge kommer med sin næste rentemelding.»Det ville overraske mig noget, hvis centralbanken allerede nu sænker renten med 0,50 procentpoint, men jeg kan godt se for mig, at renten kan blive sænket her i september og igen i december,« siger han.I øjeblikket tror markedet på, at der er 92 pct. sandsynlighed for, at renten bliver sænket med 0,25 procentpoint til næste rentemøde den 17. september. Dog er sandsynligheden for en dobbeltrentenedsættelse steget til 8 pct. fra 0 pct. på blot en uge. Det viser data fra CME Group.Sandsynligheden for at Fed trykker ekstra hårdt på renteknappen i næste uge er steget i kølvandet på den årlige revision af jobskabelsen i USA, som barberede hele 911.000 job af jobskabelsen i perioden april 2024 til marts 2025. Selvom året har været præget af voldsom bølgegang - navnlig i begyndelsen af året, hvor den amerikanske præsident, Donald Trump, stjal opmærksomheden med sine toldplaner- ser Andreas Stang optimistisk på årets sidste måneder.En Danica-kunde med mellemrisiko og 15 år til pension har indtil videre fået et afkast på 1,5 pct. i år, viser tal fra pensionsselskabets hjemmeside.Investeringschefen vil dog ikke sætte tal på, præcis hvor meget mere afkast han tror, kunderne har i vente.