Investeringsøkonom om rygter: Er der en ny streaminggigant på vej?

At der sker »ting og sager« i det amerikanske mediebillede kan ikke blot betyde noget for forbrugerne, men også investorerne.
Sådan lyder det fredag morgen fra investeringsøkonom i Nordnet, Per Hansen.
Han hæfter sig nemlig ved, at der findes mange streamingtjenester, og spørger man ham, så findes der for mange.
»Det har de fleste været enige om længe,« skriver han og tilføjer, at der er brug for en konsolidering.
Selvom der er mange spillere på streamingmarkedet, er der reelt kun én stor, mener han - og det er Netflix.
»Oversat til aktiemarkedet betyder det: The winner takes it all. Nu sker der måske noget med den konsolidering.«
Han peger på, at Paramount for to måneder siden fik lov at fusionere med Skydance efter 15 måneders tovtrækkeri med myndigheder og Donald Trump.
»I praksis var det David Ellison og kapitalfonden RedBird, som overtog majoriteten i Paramount,« lyder det fra Per Hansen, som fortsætter:
»David Ellison er ikke en hvem som helst. Hans far (og finansielle back-up) er Larry Ellison og en af verdens rigeste mænd.«
Larry Ellison er hovedaktionær i softwareselskabet Oracle, der steg 36 pct. på en enkelt handelsdag i onsdags.
Gårsdagens rygter om, at Paramount vil købe Warner Bros fik begge aktier til at stige, og kombinerer man de to selskaber, har man tilsammen 200 mio. streamingkunder - dermed vil selskabet være en større udfordrer end Netflix.
»Blandt andet også fordi streaming handler om indhold og kapital. WBD/Para producerer i deres studier en betydelig del af det indhold, som alle tjenesterne bruger. Samtidig har Para/Sky adgang til kapital,« skriver Per Hansen.
Fra ham lyder det videre, at rygterne siger, at buddet fra Paramount/Skydance vil være kontant medfinansieret af Larry Ellison, og at det kan være, at Netflix kunne finde på at byde.
Det kan i sidste ende betyde prisstigninger for streamingbrugerne, vurderer Per Hansen:
»Hvis den længe ventede konsolidering kommer nu betyder det ikke kun noget for aktionærerne i Netflix, Para/Sky, WBD og andre. Men det betyder også noget for dig som forbruger, som formentlig må indstille dig på at betale lidt mere. Alle udover Netflix tjener alt for lidt. Det vil de løse ved at sænke omkostningerne og hæve priserne.«

Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner
