Henter kommentarer

Kursraket flyver op – henter 2260 mia. kr. på én dag


Investorerne i den børsraketten Nvidia har haft store smil på læberne onsdag.

Den amerikanske chipkæmpe steg nemlig med hele 12,9 pct., hvilket øgede markedsværdien hos selskabet med 329 mia. dollar – eller 2.260 mia. kr., skriver Bloomberg.

Den voldsomme stigning kom i kølvandet på, at den amerikanske investeringsbank Morgan Stanley ifølge CNBC onsdag i en kommentar skrev, at Nvidia-aktien er faldet for langt ned. Samtidig gav banken også aktien 'top pick'-status, hvilket betyder, at Nvidia er en af favoritaktierne hos den amerikanske storbank.

Det er en noget anden historie end tirsdag, hvor aktien faldt tilbage med 8 pct. Faldet bragte Nvidia-aktien ned med 26 pct. fra toppen i juni. Faldet skete efter den amerikanske teknologikæmpe Microsoft så en skuffende vækst inden for cloud-forretningen, hvilket skabte bekymring omkring investering i kunstig intelligens.

Selskabets aktie har de seneste ti dage været dobbelt så volatil som kryptovalutaen bitcoin ifølge Bloomberg.

»Den volatilitet, vi ser i Nvidia, viser, hvor forvirrede investorerne er lige nu,« vurderer Matt Maley, chefstrateg hos kapitalforvalteren Miller Tabak + Co overfor mediet og tilføjer: 

»De er bekymrede for, at den enorme kapitalinvestering i AI ikke vil give den slags afkast, som folk har håbet på det seneste år.«

Saxo Banks investeringsstrateg Oskar Bernhardtsen har tidligere været ude i Euroinvestor og advarer om, at Nvidia-aktien kunne falde helt op til 30 pct. fra niveauerne i slut juli – et såkaldt Cisco-øjeblik.

Det er en henvisning til den amerikanske it-gigant, der oplevede en lignede kurseksplosion. Det endte i et fald fra tinderne. Cisco blev kastet ud i et uhyggeligt kurskollaps i år 2000 lige inden dotcom-boblen brast. Du kan læse mere om den sammenligning her.

Nvidia er hamret op det seneste 1,5 år på en bølge af begejstring omkring kunstig intelligens (AI). Der spås nemlig, at den amerikanske chipkæmpes specialiserede mikrochip kommer til at få en stor betydning i udbredelsen af kunstig intelligens.

Aktien er oppe med 152 pct. for året.

Læs mere: 

Læs mere: Sydbank tror på opjustering fra Novo i næste uge