Henter kommentarer

Lars Tvede: Her køber vi aktier


Lars Tvede har kastet sig ind i dele af aktiemarkedet, som andre investorer er flygtet ud af.

Den erfarne investor, iværksætter og forfatter står bag hedgefonden Atlas Global Macro, hvor han investerer både i og imod aktieindeks, obligationer, råvarer og valuta.

I øjeblikket er fonden nede med ca. 22 pct. for året. Nedturen skyldes først og fremmest et massivt sats på russiske aktier, som nu er nedskrevet til en »symbolsk værdi« tæt på 0, fremhæver Lars Tvede

I et skriftligt svar til Euroinvestor forklarer erhvervsmanden, hvordan Atlas Global Macro nu positionerer sig til nogle store vendinger i markedet. Og der er mange udenlandske steder på menuen.

To slags selskaber

Lars Tvede har en tese om, at råvarer står overfor et boom.

»Aktuelt har vi bl.a. lange aktiepositioner i vestlige mine- og energiselskaber, som nu decideret skovler penge ind,« fremhæver Lars Tvede derfor.

Investorens begrundelse lyder blandt andet, at aktionærer har underprioriteret råvareområdet, alt imens den grønne omstilling kræver mange råvarer. Tag bare en elbil, som kræver 10 gange mere industrimetal end en bil med forbrændingsmotor ifølge Tvede.

Læs også: 3 kendte tech-giganter er nu værdiaktier

Råvarer har haft vind i sejlene, særligt efter Ruslands invasion af Ukraine, men er de seneste uger faldet tilbage. Olieprisen stjæler for tiden opmærksomheden, da den har lidt et knæk.

»Derudover har vi nogle mindre, direkte investeringer i råolie og sølv samt lange valutapositioner i vestlige råvarevalutaer imod short af den amerikanske dollar,« forklarer investoren desuden.

Sidstnævnte henviser til, at fonden har satset på valutaer fra lande, der har megen råvareproduktion, alt i mens der speklueres i et fald til den amerikanske dollar.

To lande

Lars Tvedes fond består udover ham selv også af et lille analyseteam, der har gransket verdenskortet for at finde billige aktier.

Billige forstået på den måde, at de har en lav forward P/E-værdi. Det dækker over en akties pris i forhold til selskabets forventede indtjening for året. En værdi på 3 indikerer således, at man – såfremt ens forudsigelser holder stik – betaler 3 krone for 1 kroner af selskabets indtjening om et år.

Konkret er det to lande, som fonden har købt »billige« aktier i.

Læs også: Strateg: Investorer skal forvente europæisk recession

»Græske banker, som ifølge nogle analytikere handler til en forward P/E på 2,5-3. Og i brasilianske aktier, som handler til en forward P/E på 5 og betaler et dividend yield på 11 pct.«

Omvendt indikerer dividend yield, hvor mange procent af en akties pris, der hvert år udbetales i udbytte. Så jo højere, jo bedre.

Brasilien er en af de såkaldte BRIK-lande, der tidligere er blevet spået til at skulle være de store, økonomiske spillere på verdensplan.

Tech i verdens anden største økonomi

Den erfarne investors sidste store sats indikerer endnu et blik for udenlandske aktier.

Lars Tvede har købt op i kinesiske teknologiaktier, som »forinden havde fået lige så mange tæsk, som Nasdaq fik i 2000-2002 efter dotcom-boblen,« påpeger han.

I den treårige periode fra årtusindeskiftet og frem dykkede det teknologitunge amerikanske indeks, Nasdaq, med 64 pct.

Hong Kongs »Hang Seng Tech«-indeks indeholder de 30 største teknologivirksomheder, der er børsnoteret i Hong Kong. De seneste 12 måneder er indekset braget i bund med 42 pct.

Atlas Global Macro har dog også en række shortpositioner, hvilket betyder, at Tvedes fond satser på, at givne aktier vil falde i værdi.

»Vi er altså investeret i markeder, der er presset ekstremt langt ned og potentielt kan stige markant, når stemningen vender. For at nedbringe vores generelle markedsrisiko har vi dog også shortpositioner i amerikanske aktier, primært Nasdaq 100,« forklarer han.

Læs også: Vil udnytte smerte og usikkerhed til at købe flere aktier nu

Læs også: Det skal du vide, inden du køber elbil