Henter kommentarer

Ørsted får voldsomme kursklø – sådan gør aktiechefen nu


Det brutale fald i Ørsted-aktien får ikke aktiechef i milliardforvalteren Artha Kapitalforvaltning, Lars Hytting, til at skynde sig at trykke på købsknappen og købe op.

Det siger han til Euroinvestor.

»Jeg tror ikke på det med at ramme noget på bunden, og så sælge på toppen. Jeg vil kunne sove godt om natten og være sikker på min disponering. Lige nu afventer jeg og lader det storme.«

Onsdag falder aktien op mod 21 pct., og det sker efter selskabet i nat har fremlagt regnskab for årets tredje kvartal, der bød på grimme overraskelser.

Lars Hytting fortæller, at han er trist på aktionærernes vegne og ikke mindst på den grønne omstillings vegne. Dog kalder han reaktionen for fair.

»Aktien skal ned. Om det ender med 15, 20 eller 25 pct. er svært at spå om. Det kommer lidt an på, hvad vej vinden blæser, for det er svært at værdisætte sådan et selskab helt præcis.«

Selvom dagen i dag er særligt sur for investorerne, så ser aktiechefen det som positivt, at selskabet nu har fået skeletterne ud af skabet.

»Det positive er, at man har taget fat, og der bør ikke være voldsomt mange skeletter tilbage. Det er lidt som at trykke control, alt, delete på computeren.«

Læs også: 439 milliarder savet af Ørsteds markedsværdi under Mads Nipper

Hvorfor Ørsted falder så meget i dag, trækker spor til slutningen af sommeren, hvor selskabet kunne meddele, at forretningerne i USA var udfordret af højere priser på udstyr, forsyningsvanskeligheder og høje renter. Derfor nedskrev selskabet en række amerikanske projekter med 5 mia. kr. og varslede yderligere nedskrivninger, der ville kunne løbe op i 16 mia. kr. 

Nedskrivningerne er vokset sig endnu større, og i det regnskab, Ørsted har præsenteret onsdag, fremgår det, at vindmølleselskabet har nedskrevet for 28,4 mia. kr. 

Det smitter af på bundlinjen, hvor underskuddet lyder på 22,5 mia. kr., hvilket er mere end dobbelt så meget, som analytikerne havde ventet, og det største underskud siden selskabet blev børsnoteret i 2016.

»Det ser fint ud på toppen, men det er klart, at når man nedskriver for mere end 28 mia. kr., så gør det ondt på bunden. Derfor er bundlinjen også markant værre end forventet,« konstaterer aktiechefen.

Læs også: Ørsted-topchef: Vi er utrolig skuffede

Derudover har Ørsted besluttet helt at droppe havvindmølleprojekterne Ocean Wind 1 og 2, og det, mener Lars Hytting, er en fornuftig beslutning.

»De har gjort det nødvendige, og det gør ondt. Man vil tabe flere penge på at lave projekterne end at droppe dem,« siger han.

For at forstå det, skal man spole tiden flere år tilbage, hvor renterne var markant lavere i dag, og før inflationen steg til historiske niveauer.

»Man har lavet nogen dumme aftaler i USA, fordi man ville vinde kontrakter. Man har lagt sig fast på nogen aftalte afregningspriser, og på det tidspunkt, man indgik aftalerne, så det fint ud, men siden da har der været inflation og inflation og renterne er steget noget så voldsomt,« fortæller Lars Hytting og fortsætter:

»Så det smukke regnskab, man engang stillede op, det hænger ikke sammen længere. Skulle man lave det i dag, ville det se helt anderledes ud.«

Læs også: Strateg har gransket Ørsteds regnskab: Ser 'kompleks' og 'ubehagelig' situation

Læs også: Storbank: Ørsted kan blive tvunget til at lave en kapitalrejsning