Henter kommentarer

Ørsted vil sælge 900 mio. nye aktier med kæmpe rabat: Her er tegningskursen


Ørsted har mandag morgen offentliggjort prospektet for sin fortegningsemission, der skal sikre selskabet 60 mia. kr. i en kapitalrejsning. 

Her vil man sælge ca. 900 mio. nye aktier til kurs 66,60 kr. per aktie. Det er godt 66 pct. under den nuværende aktiekurs. 

Hver eksisterende Ørsted-aktionær vil blive tildelt 15 fortegningsretter for hver eksisterende aktie, de ejer.

Tegningsforholdet for udbuddet er 15:7, hvilket betyder, at 7 fortegningsretter giver indehaveren ret til at tegne en ny aktie, fremgår det af meddelelsen. 

Fortegningsretterne kan handles i perioden fra 17. september 2025 til 30. september 2025. Tegningsperioden for nye aktier begynder d. 19. september og slutter d. 2 oktober. 

Selskabets finansdirektør Trond Westlie udtaler i forbindelse med meddelelsen, at aktiesalget er nødvendigt for at sikre, at Ørsted kan udleve sit fulde potentiale: 

»I dag igangsætter vi, efter den bemyndigelse vi fik på den ekstraordinære generalforsamling den 5. september 2025 af vores aktionærer, en kapitaltilførsel, som vi vil bruge til at rejse kapital til at dække det yderligere finansieringsbehov, der er opstået i forhold til vores Sunrise Wind-projekt, og skabe et robust finansielt fundament, så Ørsted kan forløse sit potentiale,« lyder det fra Trond Westlie. 

Udbuddet af nye aktier er fuldt garanteret af henholdsvis den danske stat, der som aktionær har givet tilsagn om at tegne 50,1 pct. af de nye aktier, og et konsortium af banker bestående af Morgan Stanley, BNP PARIBAS, Danske Bank og J.P. Morgan. 

Opdateres...