Henter kommentarer

Pengene og kulturen med Henrik Drusebjerg: "Jeg åd 'Game of Thrones' råt"


Euroinvestor sætter fokus på en lang række kendte personligheder fra investeringsverdenen. Det gør vi under overskriften »Pengene og kulturen«, da selv analytikere og kommentatorer trods alt er mere end deres excel.

Hvad former dem som hele mennesker? Hvor finder de inspiration? Eller hvordan kobler de bare fuldstændigt af fra en verden af tal?

Denne gang møder vi Henrik Drusebjerg, der er chef for nordisk investeringsstrategi i den Luxembourg-baserede velhaverbank Quintet.

Henrik Drusebjerg har i årevis været et af de mest kendte ansigter i investeringsbranchen. Han brød gennem lydmuren til den bredere offentlighed i midten af 00'erne som strateg hos storbanken Nordea, der spottede hans talent for at kunne formidle komplekse investerings- og finansproblematikker i et sprog alle kan forstå. Siden er der blevet til ansættelser hos Carnegie, Danske Bank og altså nu Quintet.

Det er sjældent, han har tid til at læse andet end rapporter, analyser og selvfølgelig nyheder om markedet. Også selvom den 47-årige bankuddannede chefstrateg for længst har skiftet 80-timers arbejdsugen ud med en kortere.

Læs også: »Jeg hader balletter, og jeg kan ikke fordrage opera«

Når han endelig tager en bog frem, er det lidt en »ferieting«. I sommer blev det til Troels Kløvedals 'Alle mine morgener på jorden'.

»Den var virkelig inspirerende. Jeg har levet et liv, hvor jeg har arbejdet i samme branche, og jeg er født det sted, jeg bor i dag. Derfor syntes jeg, der var vildt interessant at læse tanker fra en mand, der har rejst hele kloden rundt, og også høre nogen af de tanker, han har haft om ting, der er sket i vores levetid – blandt andet Muhammedkrisen.«

»I min branche har man lidt tendens til at være i sin egen osteklokke og omgive sig med folk, der ligner en selv. Når man analyserer økonomi og investerer, er det vigtigt, at opsøge andre synspunkter, end dem man selv er overbevist om, er de rigtige. Svælger man i det samme, kan ens investering gå ad helveds til, fordi man let kan overse ting, fordi man måske tolker ting på en bestemt måde.«

»Det synes jeg, Troels Kløvedals bog var en inspirationskilde til i forhold til livet,« fortæller Henrik Drusebjerg, der til gengæld lytter til bøger, når han kører landet tyndt for at deltage i møder.

Senest har han blandt andet hørt 'I am pilgrim' af Terry Hayes. Bogen er en thriller, der tager afsæt i et mord på Manhattan, og historien kommer både forbi terrorangrebene 11. september i New York og problemer i Mellemøsten.

Læs også: Lars Tvede arbejder med musik der kan give andre et nervesammenbrud

»Den er fuldstændig fantastisk.« siger Henrik Drusebjerg.

Og netop underholdning, der indeholder dele af virkeligheden, og som ikke udelukkende er fiktion, kan for alvor fange investeringsstrategens opmærksomhed.

»Jeg er glad for serier, der har en dokumentarisk vinkel. 'Narcos' om Pablo Escobars fald var jeg vild med. 'Tjernobyl' var også helt fantastisk.«

»De gør en klogere, og det kan jeg i allerhøjeste grad også bruge i mit arbejdsliv,« fortæller Henrik Drusebjerg, der tilbage i maj forlod stillingen som chefstrateg i Danske Bank til fordel for Quintet.

»Mange af de ting, der skaber usikkerhed på finansmarkedet, er opstået af forskellige konflikter. Det kan være handelskonflikter, men også decideret krige, der har rødder helt tilbage i historien.«

Alt behøver dog ikke være noget, der er sket i virkeligheden.

»Jeg åd 'Game of Thrones' råt. Hvis nogen havde fortalt mig, at jeg ville blive vild med en serie med drager og ting og sager, havde jeg nok ikke troet på det. Men hele det spil med magt og kongedømmer – det er i virkeligheden politik i en anden setting. Det er virkelig spændende og fascinerende.«

»Ingen er bedre end sin sidste kamp«

Fodbold er stort set det eneste flow-tv, Henrik Drusebjerg ser. Han er ikke den store fan af enten det ene eller det andet fodboldhold – han holder for det meste med dem, der spiller »fedt«.

»Det er en fornøjelse at se et hold som FCK spille kampe. Og så kan jeg ikke lade være med at falde på halen over Cristiano Ronaldo, som bliver ved med at insistere på at være den bedste.«

Netop altid at forsøge at være den bedste udgave af sig selv, er noget Henrik Drusebjerg kender fra sit eget liv.

»Jeg har medvirket i mange versioner af Millionærklubben, holdt foredrag og siddet på News. Jeg har et tankesæt om, at jeg ikke er bedre end det sidste foredrag, jeg har holdt,« siger han med reference til det kendte fodboldcitat fra 1985 af daværende landsholdsspiller Søren Lerby.

»Ingen er bedre end sin sidste kamp.«

Slut med ekstreme arbejdsuger

Henrik Drusebjerg prioriterer at holde så meget fri som muligt.

»Jeg har arbejdet i finanssektoren i 90erne, hvor det var mega fedt at have travlt og arbejde 80 timer  – eller mere – om ugen.«

»Men med alderen og erfaringen betyder den der balance med at være et helt menneske mere og mere. Det er jeg blevet bedre til med alderen, for man bliver ikke den bedste version af sig selv, hvis der altid er knald på,« siger Henrik Drusebjerg, der træner crossfit et par gange om ugen, går på jagt og som hvert år tager på Skanderborg Festival med en håndfuld venner.

»Til daglig hører jeg ikke rigtigt musik, kun hvis det kører i baggrunden, men på Skanderborg har jeg haft nogen af de fedeste oplevelser med Gnags, Thomas Helmig og Nephew.«

»I princippet er jeg næsten vild med al musik, der er happy-glad-i-låget-agtigt, og jeg er nok ikke så sofistikeret,« fortæller Henrik Drusebjerg, der mest hører musik i forbindelse med fest og ballade.

Han blev engang kontaktet af P6 Beat, der syntes, det kunne være sjovt »at have sådan en skæv type med i en udsendelse«.

»Jeg skulle sende min playliste, men kort efter blev jeg kontaktet af en flink kvinde fra redaktionen, der sagde, at jeg nok ikke var den helt rigtige til P6 Beat. De mente, jeg var musikalsanalfabet,« siger investeringsstrategen grinende.

Læs også: Investeringsøkonomen er vild med P3 og læser sjældent bøger

Læs også: Aktiechefen er FCK-fan og bliver nostalgisk over Nik & Jay